Misbah: Søg viden og vær modig

23-årige Misbah brugte fem måneder som ledig på at blive klogere på sine udfordringer, så hun kunne forklare en arbejdsgiver, hvad hun har brug for. I dag har hun fundet et godt jobmatch som økonomimedarbejder i SUMH’

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 3 2022

Jeg er gået direkte fra folkeskole til gymnasium og videre til en uddannelse som financial controller og er stolt af, at jeg kom relativ hurtigt i job. Det kan jeg både takke mig selv for og al den hjælp, jeg fik af min nøgleperson i jobcentret og af IBOS.

For da jeg blev færdiguddannet i september 2021 stod der kun en enkelt ting på mit CV:
3 måneders praktik hos Røde Kors. I mine ansøgninger skrev jeg ikke, at jeg både har nedsat syn og hørelse, for jeg var bange for, at det ville afskrække en arbejdsgiver. Jeg kom ikke til en eneste samtale.

Det første job fik jeg på opfordring fra mit netværk og begyndte med det samme i Styrelsen for Patientsikkerhed med smitteopsporing under corona-pandemien. Allerede dag 1 vidste jeg, at det var umuligt at blive ved at skjule mine handicaps. Man sad i store lokaler, hvor mange talte i telefon, så jeg kunne ikke få ro til at koncentrere mig, og man arbejdede på to computerskærme, som er alt for svært for mit smalle synsfelt.

Om aftenen havde jeg bare lyst til at give op, men jeg besluttede at give jobbet en chance
resten af ugen. Næste dag skulle jeg læres op af en kollega, som hurtigt opdagede, at jeg ikke kunne følge med. Jeg besluttede at rive plastret af, for jeg havde ikke noget at miste.

Jeg fortalte om mine handicaps, og min kollega lyttede. Vi gik sammen til supervisoren og
bad om, at jeg fik mit eget sted og kunne lave opkald via telefon fremfor computeren, fordi
det giver bedre lydkvalitet i mine høreapparater. De fiksede det, og jeg var lettet.

Jeg blev ledig igen efter fem måneder, da stillingen blev nedlagt. Min nøgleperson i
jobcentret fortalte, at jeg kunne søge job i det offentlige med fortrinsret og kom nu til flere
samtaler. Men det var bare et skuespil, hvor de stillede standardspørgsmål og på forhånd vidste, at de aldrig ville ansætte mig. Jeg blev ked af det og oversatte det til, at de afviste mig pga. mine handicaps.

Til et møde med min nøgleperson gjorde jeg det meget klart, at jeg virkelig gerne ville have et job og bruge min uddannelse, og kort tid efter sendte hun et link til IBOS’ kursus ’På vej til arbejdsmarkedet’. Jeg var ret skeptisk, for jeg havde været på mange ligegyldige kurser i A-kassen.

IBOS-kurset var det bedste! Alt indhold var relevant og målrettet min situation. Jeg gik fra at være usikker og at synes, at mine handicap var tabu til at få sat fokus på mine styrker og hvilke jobs, jeg egner mig bedst til. Jeg fandt frem til, at mine udfordringer betyder, at jeg bl.a. har brug for skrivetolkning på store møder og at holde ekstra pauser for at samle energi.

Men det vigtigste er, at jeg lærte at blive klar til at turde og kunne forklare min situation til
en arbejdsgiver, så jeg viser, at jeg selv tager ansvar og har styr på mine hjælpemidler.

Min nøgleperson i jobcentret fik al den nye viden om mig fra kurset, og en dag sendte hun mig et link til et job i SUMH, jeg ikke selv havde opdaget. Det passede fuldstændig til mig, så for at være bedst forberedt bad jeg IBOS hjælpe mig med at skrive CV og ansøgning, og de øvede mig i at fortælle om mine handicaps og behov.

Til jobsamtalen i SUMH var jeg helt tryg og ovenpå. Vi blev enige om, at jeg skulle ansættes på Isbryderordningen. Det er en kæmpe hjælp, at arbejdspladsen også ved en masse om handicap og ikke er forskrækkede.

Jeg har fået et stille kontor, min computer er sat op til mine behov, og jeg arbejder hjemme
to dage om ugen for at spare på energien. Min nærmeste kollega har af sig selv fundet på at synstolke, når vi f.eks. kommer til en trappe eller står over for knapperne på kaffemaskinen.

I mine to første måneder i SUMH har jeg lært, at det er okay ikke at kunne følge med i alting, og at det er okay at være mig. Jeg skal ikke forstille mig og er virkelig glad.

Mine bedste råd til andre jobsøgende med et synshandicap er at opsøge viden og vejledning og sørge for at blive klogere på sig selv. Så kan man være ærlig uden at være bange for at søge job. Rigtig mange af ens fordomme passer slet ikke, når man også selv kan tage ansvar.

FAKTA: Fortrinsret og Isbryderordning

Når man har ret handicap, giver lovgivningen ret til, at man kan søge jobs i det offentlige med såkaldt fortrinsret. Arbejdsgivere er så forpligtede til at indkalde til en jobsamtale, hvis man opfylder jobbets uddannelseskrav. Man skal selv meddele arbejdsgiveren, at man søger med fortrinsret, og det kan især bruges til at øve sig i at gå til samtale.

Isbryderordningen er et særligt løntilskud, som arbejdsgivere kan få i op til 1 år, hvis de ansætter en person med et handicap, som er uddannet til jobbet, er dagpengeberettiget og mangler erhvervserfaring.

FAKTA: IBOS-kurset ‘På vej til arbejdsmarkedet’

Er du ledig med en synsnedsættelse kan du deltage gratis i IBOS’ online-kursus ‘På vej til arbejdsmarkedet’ på 10 sammenhængende dage. Det tager afsæt i IBOS’ tidligere Pre-Employment Programme. Tilmelding på https://ibos.nemtilmeld.dk/280/

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS og er i dag deltidsansat i SUMH. Derudover har hun eget firma med opgaver inden for fagjournalistik, kommunikation og undervisning om pædagogik, læring, børn, unge og mennesker i udsatte positioner.