Kamera på næsen: Mellem privatliv og frihed

Da Lykke Vedsted tog de omdiskuterede Meta-briller i brug, fik hun ikke bare et stykke teknologi, men en ny måde at opleve verden på.

Af Lykke Vedsted, blind og bruger af Meta-briller

Jeg var lige kommet godt i gang med at prøve de nye Meta-briller, da den offentlige debat sprang læk i medierne. Med historier om stalking, skjulte optagelser, brud på privatlivets grænser og politiske forslag om forbud.

Min begejstring blev pludselig blandet med tvivl. Ville andre føle sig overvåget? Se mig bære på et overvågningskamera? Og reagere negativt før jeg fik tid til at forklare?

Men jeg vidste, at debatten kun fortalte den ene side af historien. For mig er Meta-brillerne nemlig ikke en gadget, men et vigtigt hjælpemiddel med stort potentiale.

Meget begrænset synsrest

Jeg har levet med synshandicap det meste af mit liv. Som seksårig fik jeg konstateret øjensygdommen Stargardts, og nu som 46-årig har jeg en meget begrænset synsrest.

Jeg kan se en smule i mørke og har kun lyssans, når det er lyst. Når jeg færdes selvstændigt, er det med min stok og min førerhund, labradoren Gaia. Derfor var jeg nysgerrig på Meta-brillerne, og jeg må sige: Jeg er begejstret.

Meta-brillen føles som almindelige solbriller. De fylder ikke mere end dem, jeg har været vant til at bruge, ligesom det er et plus, at det lille etui fungerer som oplader.

Giver viden om omgivelserne

Jeg har brugt Meta-brillernes egen AI-funktion til at fortælle mig, hvad klokken er, eller hvor dan vejret er. Men den største gevinst er, at jeg ikke længere kun hører verden omkring mig. Jeg får den også beskrevet.

Da jeg en dag var i København og sad ved kanalen på Gammel Strand, fik jeg f.eks. at vide, at plask i vandet kom fra kajakker og Go-Boats, der sejlede forbi. Og at bygningen over for mig var Thorvaldsens Museum, som jeg ikke anede lå der. Da solen forsvandt, troede jeg, at den var gået bag en sky, men fik at vide, at det var et tårn, der skyggede for solen, og at himlen var helt blå og skyfri.

Jeg har også brugt Meta-brillerne til at finde en bænk at holde pause på – og på forhånd sikre mig, at den er ledig. Eller når jeg går tur med min førerhund i mit nærområde, kigger jeg nu til siden og har fået forklaret, hvem der f.eks. har havenisser og en rød sportsvogn.

Kan kombineres med apps

Jeg har brugt Meta-brillerne et par gange sammen med Be My Eyes-appen, hvor man kan ringe til en frivillig gennem brillen.

Jeg har lavet en gruppe i Be My Eyes med min mand, så jeg kan ringe ham op, hvorefter han kan se ud gennem mine briller. Det har jeg brugt, da jeg var i København uden min førerhund og havde travlt, for som blind går det tit galt, når jeg skynder mig! Min mand kunne synstolke, om der var fri bane foran mig og guide mig udenom forhindringer.

Han fortalte dog, at opløsningen på billedet ikke var så god men temmelig pixeleret, så jeg tror ikke, at han ville kunne læse skilte for mig. Det skyldes dog nok internetforbindelsen.

Jeg har også brugt Meta-brillerne sammen med AI-app’en Oorion til f.eks. at få læst skærmtekster om togafgange og holde øje med forhindringer, når jeg går.

Brillernes højttalere fungerer også rigtig godt sammen med BlindSquare, som for mig er en stor fordel, fordi lyden af den navigerende beskrivelse sendes direkte til ørerne uden at lukke omgivelsernes lyde ude, som det sker med hovedtelefoner.

Udfordringer og ’huller’ i brugen

Imens jeg brugte Meta-brillerne hen over sommeren 2026 var den eneste udfordring at få dansk sprog til at virke. Til gengæld har jeg testet med engelsk, og det har fungeret for mig, men i oktober 2026 opdagede jeg, at dansk er tilbage igen – det virker dog til at være hurtigere på engelsk.

Der er også flere apps, som med fordel kunne få adgang til kameraet i brillerne. F.eks. navigationsappen Oko, der kan aflæse lyssignaler og fortælle, om det er rødt eller grønt. I dag skal man holde mobiltelefonen op, så dens kamera kan se lyssignalet, og når man har hænderne fulde af førerhund og stok, er det besværligt. Man kan heller ikke – så vidt jeg forstår – forbinde Bluetooth-høreapparater til brillerne, hvis man har nedsat hørelse.

Del erfaringer med hinanden

Så selvom jeg er begejstret, er der stadig begrænsninger.

Jeg tror helt klart, at AI bliver et endnu større hjælpemiddel fremover for blinde og svagsynede, men som det er lige nu, skal man mest selv få idéer til, hvad det kan. Jeg tror, at potentialet først for alvor bliver stort, når vi åbent deler erfaringer med hinanden og hjælpes ad med at opdage, hvad teknologien i AI og Meta brillerne kan bruges til for mennesker med synshandicap.

Og lad mig vende tilbage til min bekymring for omverdenens reaktion i kølvandet på den offentlige debat. Jeg mødte ingen skepsis, da jeg gik rundt med Meta-brillerne i København. Jeg havde ellers forberedt mig på at bruge tid på at forklare, hvorfor de er et hjælpemiddel for mig, og hvad jeg bruger dem til. Nu har jeg i stedet forklaret jer det!

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun er læringskonsulent i SUMH og arbejder primært på beskæftigelsesområdet med at øge inklusion for mennesker med funktionsnedsættelser. Annette har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS.