Skisport på eliteplan giver 18-årige og svagsynede William Man langt mere end medaljer og flotte resultater.
Han kalder sig adrenalin-junkie i en ekstrem sport og har både været på landsholdet og stået på sejrspodiet ved flere internationale mesterskaber. Alligevel fremhæver 18-årige William Man noget helt andet, når han skal udpege sit vigtigste udbytte ved at bruge al fritid på at køre slalom og storslalom på professionelt plan.
”Venskaber er helt klart det vigtigste, skisporten giver mig – og så tillid og mod,” siger han.
Nu drømmer William Man om at hjælpe børn og unge med synsnedsættelse og deres forældre til at opdage deres muligheder for at dyrke dræt.
Aktiv i generne
Grøn stær og nystagmus fulgte med ved fødslen, så William Man har aldrig haft fuldt syn. Han har svært ved at fokusere, og alt længere væk end 40 cm er sløret, men idræt har altid været en del af hans hverdag.
”Det ligger nok i generne i min familie at være aktiv. Min far har spillet fodbold på forholdsvis højt plan, selvom han nu aldrig har påduttet
mig det.”
Svømning, atletik, kajak og fodbold er nogle af de idrætsgrene, William Man har prøvet.
”Sammen med min fætter gik jeg til svømning, fordi det vist lidt er sådan noget, man skal som barn! Senere prøvede jeg kajak, fordi mine forældre tænkte, at det var okay trygt, eftersom man som nybegynder ikke er på åbent hav, og for mig selv var det med balancen en anderledes udfordring. På et tidspunkt, ville jeg også bare gerne gå til det samme som mine klassekammerater og begyndte til atletik og fodbold.”
Fornemmelse for sne
Fodbold var William Man vældig begejstret for, men det blev noget andet, der for alvor trak i ham. Begejstringen for sne og ski blev født, da han som 3-årig første gang var med familien på en af deres mange årlige skiferier.
”Jeg har altid haft en helt særlig følelse, når jeg står på ski. Jeg kan ikke forklare, hvad det er, og jeg oplever det ikke andre steder. Jeg tror, at det er kombinationen af at være uden dørs og i sne, hvor der er fart på. Jeg er klart en adrenalin-junkie!”
På skiskole som barn oplevede William Man sig som alle andre.
”Alle får jo vist, hvordan de skal gøre, så det passede godt til mit syn. Jeg havde brug for mere tid, men det var ikke mærkeligt, og det eneste særhensyn instruktørerne tog var, at jeg blev sat ind i midten af gruppen for ikke at blive væk på pisterne.”
Professionel med fart på
Som 14-årig begyndte William Man til paraalpin skisport eller ’at stå porte’, som han kalder det. Ambitionerne var høje.
”Man vil jo gerne opnå et eller andet, når man starter som ny til en sport.”
Talent var der også, for da William Man sluttede folkeskolen, begyndte han i en Team Danmark-klasse på eliteidrætslinjen på Handelsgymnasiet Niels Brock i København, hvor han nu går i 3.g. Samtidig blev sæsonen 2024-25 hans første som professionel.
”Jeg stillede op i slalom og storslalom og kørte 15 løb, der gav mig fem podiepladser og gjorde mig til amerikansk mester i slalom for svagtseende.”
Sæsonen efter slog William Man personlige rekorder flere gange. Han trænede to gange om ugen i Danmark og var på træningsophold med sin klub fra Lichtenstein 2-3 forlængede weekender om måneden. Målet var De Paralympiske Vinterlege i begyndelsen af 2026, indtil et ødelagt korsbånd kom i vejen.
”Jeg har ikke været på ski siden og må først køre igen til december.”
Ingen skal føle sig alene
Selvom meritterne allerede er store, vægter William Man allermest de tre menneskelige gaver, idrætten har givet ham. Venskaber er det vigtigste.
”Det største for mig er alle de utrolig mange søde mennesker, jeg møder. Jeg har fået så mange venner,” siger han.
”Tit bor vi på samme hotel og spiser sammen både til træning og konkurrencer, så man lærer hinanden at kende. Når vi varmer op og venter ude ved banen, taler vi f.eks. om, hvordan man skal tage nogle bestemte sving og komme godt ud af startblokken, også selvom vi er modstandere. Man hjælper hinanden med alt muligt som at holde jakker og bære bagage, og der en kultur, hvor ingen skal føle sig alene.”
Fællesskabet giver mod
Derudover oplever William Man, at skisporten har gjort ham modig.
”I USA kørte jeg storslalom på en af de stejleste bakker på professionelt para-niveau, og jeg var faktisk rigtig bange. Det er mega grænseoverskridende at køre 80 km i timen ned ad et sneklædt bjerg. Ham der kørte før mig, kender jeg rigtig godt, og jeg fortalte, at jeg ikke var sikker på, at jeg turde. Han sagde, at jeg ikke skulle være nervøs og bare se ham køre banen. Det hjalp mig, så det var faktisk fællesskabet, der gav mig mod.”
Modet vokser ifølge William Man i høj grad ud af åbenheden i ski-miljøet.
”Man tør godt dele med hinanden, for generelt er de fleste virkelig åbne. Selv det danske para-landshold gad i sin tid snakke med en knægt som mig, da jeg mødte dem som barn.”
Tillid i øret
Den tredje menneskelige gevinst fra elitesporten er, at William Man har udviklet stor tillid. Til sig selv, men bestemt også andre.
Al skisport for synshandicappede foregår sådan, at man har en makker, som kører forrest og via mikrofon og højttaler i hjelmene fortæller om banen.
”Jeg bliver guidet, så jeg kan opdage porte, bump og små dyk i underlaget, jeg jo ikke kan se, og på den måde kan jeg nå at reagere uden at styrte. Ellers var det alt for farligt at kaste sig ud i som svagsynet.”
Derfor taler William Man ikke om sine bedrifter i jeg-form. Han siger konsekvent ’vi’.
“Min far har været min uundværlige guide i mange år, og man skal have fuld tillid sin makker. Vi har udviklet et særligt sprog, så vores kommunikation er kort og effektiv. Han siger f.eks. ’port’, når han passerer en port, og jeg svarer med ’jep’, når jeg gør det samme, så vi kender afstanden imellem os. Hvis jeg ønsker højere tempo, siger jeg ’fart’ eller omvendt ’ned’, hvis det skal gå langsommere.”
Til rådighed som rollemodel
William Man forventer snart at komme tilbage på ski efter korsbåndsskaden. Så skal han i første omgang træne med det spanske para-landshold, og efter studentereksamen i 2027 er han inviteret til at træne en sæson med det amerikanske para-landshold. Drømmen er at kunne leve af at køre alpint.
Men han vil også gerne dele ud af sine erfaringer til børn og unge med synsnedsættelse og deres forældre.
”Jeg vil gerne vise, at der findes mange muligheder for at dyrke idræt uden fuldt syn. Det behøver ikke være på eliteplan. Det vigtigste er at finde noget, man synes er sjovt. Jeg ved, at det var svært for mine forældre at finde ud af, hvilke muligheder jeg havde, og jeg vil gerne bidrage til, at man ikke skal tumle rundt på egen hånd i det mørke. Jeg vil gerne guide andre med afsæt i mine erfaringer.”
William Man holder derfor foredrag, når LFBS i december 2026 samler børn, unge og forældre til arrangementet Syn på Sagen på Fuglsangcentret i Fredericia.
Følg ham på Instagram under profilen williamlaengsanam
