Manglende tilgængelighed, viden og rollemodeller gør det sværere for mennesker med handicap at dyrke idræt.
Mennesker med funktionsnedsættelser er mindre fysisk aktive end befolkningen som helhed, og mange oplever, at netop deres handicap begrænser mulighederne for at deltage i idræt og fysisk aktivitet så som gåture, friluftsliv og cykelture.
For mennesker med synsnedsættelse er udfordringen særlig stor. Ifølge rapporten ’Idræt for mennesker med funktionsnedsættelser’ fra Idrættens Analyseinstitut oplever lidt over halvdelen, at synstabet hæmmer deres mulighed for at være fysisk aktive. Til sammenligning gælder det 43 % af mennesker med funktionsnedsættelser generelt.
Ydre og indre udfordringer
De ydre barrierer for at deltage i idræt og fysisk aktivitet handler bl.a. om transportudfordringer, utilgængelige faciliteter, manglende hjælpemidler, økonomi og begrænset viden om de muligheder, der findes. Samtidig oplever mange, at trænere og klubber ikke ved, hvordan de i praksis inkluderer mennesker med handicap.
De indre barrierer er mindre synlige, men mindst lige så betydningsfulde. Mange frygter at skille sig ud, blive opfattet som anderledes eller ikke kunne følge med. Nogle bekymrer sig om skader og er usikre på, hvad deres krop kan. Derudover kan udtrætning og lavt energi
niveau afholde nogen fra idræt.
Veje ind i fællesskabet
Rapporten fra Idrættens Analyseinstitut peger også på tiltag, der kan få flere med handicap ind i idrætsfællesskaber.
Det handler bl.a. om bedre information om lokale tilbud, lettere adgang til hjælpemidler og udstyr samt personlig opstartshjælp til at opdage, hvad man konkret har svært ved og brug for hjælp til i en idrætsform.
Rapporten opfordrer til, at man inddrager målgruppernes egen kreativitet til at finde løsninger og fremhæver betydningen af rollemodeller og peer-støtte, så man kan møde andre med lignende udfordringer, som har fundet vej til idræt.
Gode råd til idræt med synsnedsættelse
Andre orienteringspunkter: Brug f.eks. bolde med lyd eller kontrastfarver, markér afgrænsninger med farvet tape og vær opmærksom på lysforhold og blænding. Farvede veste gør det lettere at skelne mellem med- og modspillere.
Skab overblik og tryghed: Mindre hold, faste makkerpar og afgrænsede områder gør det lettere at deltage. Sænk evt. tempoet eller lav regler om, at alle skal røre bolden.
Forklar med ord: Bevægelser og situationer er ofte svære at aflæse visuelt. Sæt ord på øvelser, positioner og bevægelser og fortæl, hvem man afleverer til.
Tal om løsningerne: Børn med synsnedsættelse er forskellige. Dialog mellem barn, forældre, lærer eller træner er ofte den bedste vej til at finde gode løsninger.

