Leder: Når bolden ikke længere er hvid

Da min søn stadig havde et lille restsyn, kunne han cykle på egen hånd med støttehjul. Han kunne finde en hvid bold på græsplænen og sparke til den. Ikke nødvendigvis uden udfordringer, men han kunne orientere sig og være med på en måde, der gav en umiddelbar frihed til at bevæge sig og lege.

Efter han mistede det sidste syn, blev lyd og beskrevne retninger afgørende for, at han kunne finde vej i bevægelse. Hvis han skulle løbe, kunne en løbsnor være nødvendig, og mange aktiviteter krævede tydeligere rammer, mere forberedelse og andre måder at guide på.

Bevægelse er vigtig for alles sundhed, og samtidig er idræt en god vej til glæde og fællesskab. Men for børn med synsnedsættelse og synstab er det ikke altid så enkelt at finde en fritidsinteresse med fysisk aktivitet, bare melde sig ind i den lokale fodboldklub med klassekammeraterne eller spontant prøve, om badminton eller tennis er det rigtige.

Det kræver ofte, at man undersøger, om aktiviteten egner sig, og om rammerne kan tilpasses på en tryg måde. Som forældre bliver vi derfor ofte nødt til at være mere opsøgende og bruge tid på at finde de muligheder, der passer til netop vores barn.

I dette nummer af Øjensynligt ser vi nærmere på idræt og bevægelse og de gevinster og udfordringer, der kan følge med. For idræt behøver ikke at foregå på én bestemt måde. Det vigtigste er, at børn og unge får mulighed for at være aktive, opleve glæden ved bevægelse og finde deres plads i fællesskabet.

Thomas Sonne Jensen
Thomas Sonne Jensen
Thomas er formand for LFBS og far til Gustav på 16 år, som er født med Grøn Stær og Aniridi, hvorfor han har et nedsat syn under blindegrænsen. Thomas er medlem af Handicaprådet i Middelfart Kommune, er medlem af Dansk Blindesamfunds Børne-, Unge- og Familiepolitiske udvalg og han arbejder desuden som selvstændig inden for IT og Marketing Automation.