Tiden i skolen har ændret sig fra tristhed og isolation til glæde og fællesskab for Elina. Efter sommerferien skiftede hun skole, og nu bliver hun set som det menneske, hun er.

Forestil dig, at du sidder i et klasselokale, hvor alle andre har det sjovt. Nogle kaster med en bold hen over bordene. Andre pjatter, griner og snakker på kryds og tværs. Der bliver lavet aftaler, fortalt historier og drillet. 

Midt i det hele sidder du. Du kan høre, hvad der foregår omkring dig. Det burde være sjovt at sidde lige der midt i klassen. Men selvom du er der fysisk, er du ikke rigtig med i det, der sker. 

For der er ingen, der henvender sig til dig. Ingen, der spørger, om du vil være med. Ingen, der fortæller dig noget eller forsøger at starte en samtale. Det er som om, at de andre ser igennem dig. 

Du forsøger måske selv at blande dig. Spørger, hvad de andre taler om, eller tager initiativ til en samtale. Og nogle gange lykkes det. Men det ændrer ikke på følelsen af, at det næsten altid er dig, der skal tage det første skridt. 

Forestil dig så, at en pige i din klasse en dag vender sig mod dig. Ikke fordi du først har sagt noget til hende, men fordi hun helt af sig selv får lyst til at tale med dig. Hun stiller dig et spørgsmål ud af det blå. Du mærker en lettelse i kroppen, fordi du endelig føler dig set. Du gør dig forhåbninger om, at det nu vil blive bedre. Men næste dag er alt ved det gamle. 

Sådan havde Elina, når hun var i skole, før sommerferien. I flere år har hun haft oplevelsen af ikke at blive set af de andre i klassen, men særligt i det seneste skoleår i 5. klasse oplevede hun, at hun slet ikke var en del af fællesskabet. 

Hver dag håbede hun på at blive set af de andre. Hvis hun kunne slå et trylleslag og ændre én ting i sin tilværelse i skolen, er det lige netop følelsen af at være usynlig, hun ville ændre på.

— Jeg ville vælge at blive mere synlig for alle i klassen, så de talte mere til mig. Eller måske ringede til mig efter skole for at tale med mig, siger Elina.

Men Elina kan ikke trylle, så derfor har hun i årevis bidt tænderne sammen og taget i skole uden den store lyst – selvom hun faktisk rigtig godt kan lide at gå i skole.

— Jeg vil ikke sige, at jeg var ked af det. Det var bare rigtig træls. Men jeg kom afsted, og jeg sagde ikke noget. Jeg gjorde det bare, fortæller hun.

Heldigvis kan livsomvæltende ændringer klares uden magi. Som regel kræver det hårdt arbejde, og den del har særligt Elinas mormor, Anja, og morfar, Michael, stået for. De har nemlig arbejdet målrettet for et skoleskifte, og det betyder, at Elina sagde farvel til den gamle skole, da hun gik på sommerferie i år. Efter ferien mødte hun op i 6. klasse på Tinglev Skole – ikke langt fra hjemmet i Burkal. 

Og her er det en lidt anden oplevelse at gå i skole for Elina. Tristheden er forsvundet, og pludselig går Elina rundt med følelsen af lethed i kroppen.

— Første skoledag var bare helt fantastisk. Jeg var ikke nervøs, for det er jeg aldrig, men lidt spændt. Og altså… stort set alle i klassen snakkede til mig og var bare sammen med mig, siger Elina, der smiler stort.

— Du er med i fællesskabet, og det gælder hele vejen rundt. De andre i klassen er søde mod dig, og lærerne indkluderer dig på lige fod med de andre, skynder mormor Anja sig at tilføje.

For nylig var Anja til skole-hjem-samtale i klassen, hvor hun oplevede en åbenhed og imødekommenhed fra lærerne, som hun kun har turdet drømme om tidligere.

— Jeg har aldrig været så glad. Og jeg sad næsten og græd derinde. De beskrev Elina som en god elev, der tør at gå forrest og sætte ord på sine drømme, siger hun.

Hun fortæller også, at Elina lige har været på soveaftale for første gang nogensinde, hvor hun overnattede hos en veninde fra klassen. Elina beskriver det som en “fantastisk aften”, hvor hun og veninden spiste chips, drak cola og så film og “bare hyggede”.

Det gode samvær med de andre i klassen gør, at Elina føler sig “synlig, accepteret, vellidt, hørt”, og så får hun “mere lyst til at snakke med de andre”, end hun tidligere har været vant til. Når skoledagen var ovre førhen, plejede hun at have travlt med at komme hjem til mormor. Ofte er det stadig sådan, men nu skyldes det kun, at hun bliver træt af de mange lyde i skolen.

— Nogle gange har jeg lyst til at komme på legeaftale nu, siger Elina.

Hun elsker dog ro og afslapning, fordi høje lyde opleves særligt anstrengende for hende. Og der er en del larm i den nye klasse, fortæller hun. Men alligevel er den forskellig fra den larm, hun kender fra den gamle klasse.

— Den føles anderledes. Den føles ikke lige så hård, siger hun og fortæller, at der også er færre elever i den nye klasse, hvilket er med til at bringe lydniveauet ned.

Ny pædagog holder gerne i hånd

Mormor Anja er ikke et menneske, der lægger skjul på sine følelser. Når hun er utilfreds, siger hun det højt. Men det samme gør sig gældende, når hun er tilfreds. Så roser hun med store ord og sørger for at sikre sig, at dem, hun roser, hører det. Det gælder i særdeleshed Elina, der jævnligt får kærligheden at føle.

Hun er stolt af, hvordan Elina klarer skiftet, men hun er også vældig godt tilfreds med den tilgang eleverne i den nye klasse og deres forældre har. 

Hun fortæller, at Elina var til en fødselsdag i klassen i oktober, hvor hun oplevede den samme lethed, som Elina går rundt med. Klassens piger skulle ud at spise og bowle. Anja gjorde derfor, som hun plejer og ringede til fødselsdagsbarnets mor på forhånd for at høre, om Elina skulle have en hjælper med.

— Det skulle hun ikke, fik jeg at vide. Nej nej, det ville pigerne i klassen da klare. Elina skulle bare være med ligesom de andre. Det er virkelig bare en fornøjelse at opleve, at det er sådan, de håndterer det, smiler Anja og fortæller, at de tidligere oplevede modstand og besvær forbundet med at skulle inkludere Elina i fællesskabet.

Og sådan er det også med lærerne, lyder det fra Anja og Elina i kor. De spørger til hendes mening og ser hende ikke som en udfordring, men en gevinst for klassen, som kan være med til at udvide elevernes forståelse. 

Skiftet til den nye skole, blev også et farvel til Elinas tidligere støttepædagog og et goddag til en ny – Christina. Selvom Elina og pædagog-Christina, som de kalder hende i familien, kun har kendt hinanden i nogle måneder, går det rigtigt godt mellem dem.

— Jeg føler virkelig, at min nye støttepædagog, Christina, ser mig som den, jeg er. Og så tager hun de nødvendige hensyn, fortæller Elina.

En vigtig ændring, der allerede er sket, er, at pædagog-Christina tager Elina i hånden, når hun skal guides. En kæphest for Elina, der ikke er vild med at blive holdt ved albuen, som det ellers anbefales – og som den forhenværende pædagog foretrak.

— Christina siger, at det er dig, der bedst ved, hvad du vil. Og hun er en rigtig pitbull. Hun er virkelig din advokat, siger Anja til Elina om den nye støttepædagog.

Det med albuen er ikke nyt. Elina har nævnt det flere gange i “Livet med mit barn med synshandicap”, for hun kan virkelig ikke lide at blive holdt der. Faktisk havde hun engang lyst til at sige til sin gamle støttepædagog, at hun ikke kunne få lov at gå med Elina, hvis hun blev ved at holde der.

— Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg så ville få skældud. Det får jeg ikke nu, hvis jeg siger min mening. Så jeg føler mig mere fri, fortæller Elina.

Ændringen er stor. Hele vejen rundt. Og det er heldigvis til det gode. De er glade i hjemmet, og Elina trives i klassen med nye venner, der gerne vil hende. Men da Elina bliver spurgt, om hun vil råde andre i en lignende situation til også at skifte skole, er svaret ikke nødvendigvis ja. 

— Jeg kan ikke lide at presse folk. Hvis de ikke har lyst til det, skal de ikke gøre det. Men jeg har oplevet, at det blev bedre af det, afslutter hun.

Elina siden sidst

Det her er en lang Elina-siden-sidst-artikel. Ikke desto mindre er der også sket andre ting i Elinas liv siden “Elina er ligeglad med, hvad andre tænker om hende”.

Den helt store begivenhed er, at Anja og Michael har fejret sølvbryllup. En stor fejring med fest og dans til ud på natten. Det foregik i Jejsing Forsamlingshus, hvor familie og venner var inviteret – 74 i alt. Der var god mad, indslag og taler. En af sidstnævnte blev holdt af Elina, der havde lyst til at fortælle sin mormor og morfar, hvor glad hun er for alt det, de gør for hende.

— Jeg sagde tillykke og tak. Og jeg sagde også, at jeg elsker dem, fortæller Elina om talen, som hun havde forberedt.

Hun havde en god aften, men de mange lyde fra mennesker, der talte på kryds og tværs, samt klingen på glassene og trampen i gulvet, gjorde, at hun måtte trække sig lidt en gang imellem. 

Da det begyndte at blive sent på aftenen, tog Elina, hendes lillesøster og hendes kusiner med Elinas tante hjem for at sove, mens festen fortsatte. Men først havde Elina lige én særlig ting, hun bare ville.

— Du skulle lige nå at danse med morfar, før du ville hjem, siger Anja med et smil.

Hun fortæller, at de havde en fantastisk aften, men at det har været et større arrangement at få stablet på benene.

— Det er godt, at der er 25 år til, at vi skal det igen, griner hun.