For Elina betyder det alt at være omgivet af familie. Det er der, hun har det bedst. Lige midt i en blanding af omsorg, tryghed, snak og bøvser. Derfor hilser hun sommerferien og de mange timers familietid velkommen. Når den er slut, vender hun ikke tilbage til sin gamle klasse.

Elinas familie betyder alt for hende. Hun siger selv, at det bedste, hun ved, er at være omgivet af alle dem, hun holder af.
Men det betyder ikke, at det er let at sætte ord på, hvordan hendes familie egentlig er.
Da hun skal finde tre ord, der beskriver familien, sukker hun uoverskueligheden ud med det samme:

— Åh nej… det kan jeg jo ikke, siger hun fortvivlet.

Stilhed. Betænkningstid. Og så fire beskrivende ord:

— Vi er skøre, sjove og helt fantastiske.

Hun lader ordene hænge i luften, som om, at hun har gjort sit. Men det er ikke nok at finde ordene. De skal uddybes, og det er ikke let. Det skyldes først og fremmest, at det er pinligt at skulle gå i detaljer med, hvad det egentlig vil sige at være skør a la familien Rasmussen.

— Vi gør nogle meget skøre ting. Det kan være med prutter og bøvser, lyder det så fra Elina.
Igen tøver hun lidt, for er det ikke for pinligt at blive mere konkret?

Ikke for mormor Anja. Hun skynder sig at udnytte stilheden til helt bramfrit – næsten med stolthed i stemmen – at fortælle, at de både prutter og bøvser om kap med hinanden i hjemmet i Burkal. Anjas mod til at turde at fortælle åbent om deres skøre lege, får Elina til tilføje:

— Jeg kan bøvse på kommando, griner hun.

I forlængelse af det skøre ligger det sjove. Ifølge Elina hænger de to ting “lidt sammen”. I bund og grund drejer det sig om at grine meget, og det gør de i familien, lyder det fra Elina, der ikke helt når at tale færdig, før mormor Anja skråler:

— BOKBOOOK!

En intern joke fra et besøg hos Elinas biologiske mor, hvor hendes kæreste drillede Elinas lillesøster, Silke, med en imiteret kyllinge-bokbok-lyd, fordi hun ikke turde at sætte tape på benet for at rive hårene af. En lyd, der nu får både Elina og Anja til at bryde ud i latter, fordi den har fået lov til at leve videre hos familien efter besøget hos Elinas mor, men som også får Elina til at sætte mormor Anja på plads.

— Du er så pinlig, mormor!

Hos dem må man gerne grine højt, sige noget fjollet og være lidt anderledes. Humoren fylder meget i familien, og de små hverdagsøjeblikke bliver ofte til historier, som lever videre.

Og så er der det med at være helt fantastisk. Det kan dække over meget, men for Elina handler det om at være der for hinanden. At bruge tid sammen. At passe på hinanden og vise omsorg. At være samlet.

— Åh, hvor jeg elsker det, når hele familien er samlet. Både os, mor, mors kæreste, Silke, onkel, tante og kusinerne, sukker Elina saligt. Når hendes tanker hviler på familien, bliver hun helt tydeligt fyldt med ro.

Gode minder med mormor og morfar

Da Elina skal forholde sig til sine bedste minder i familien, skal hun igen bruge et øjebliks betænkningstid. Også det her spørgsmål er svært at svare på, fordi mange af de gode oplevelser egentlig finder sted i hverdagen i hjemmet.

Her tilbringer hun særligt mange timer med mormor Anja efter skole, hvor de hygger sig, mens morfar Michael ofte er ude for at køre lastbil.

— Vi snakker meget sammen – om alt. Det er vi ret gode til, siger Anja, inden Elina beskriver sin mormor som en, der er god til at få Elina til at grine, at føle sig tryg, at slappe af – og god til at hjælpe med at “synes godt om” de sange, Elina godt kan lide, så de kommer ind på hendes egen playliste med favoritsange.

— Den er på over 1800 sange, tror jeg nok, griner hun.

Da hun får talt sig varm, viser det sig dog, at der gemmer sig mange gode minder, som er foregået uden for husets mure. En del i sommerhuset, men også i fremmede omgivelser. Sidste år gik turen til Kreta, og det var en rigtig god tur, hvor de tre boede med egen pool og nød varmen i det græske.

Rejsen får Elinas tanker til at falde på en anden tur uden for Danmarks grænser – i hvert fald delvist. Sidste år var hun nemlig med morfar Michael på arbejde, og det var en sjov dag, der varede helt fra klokken 06.00 til 21.00. Opgaven gik ud på at køre lastbilen ud til en mark, hvor en masse majs blev snittet og læsset på bilen, hvorefter turen gik til et biogasanlæg i Tyskland for at læsse majsene af igen.

— Det var hyggeligt at være sammen med morfar og prøve at sove i lastbilen. Og så var vi også på McDonalds, griner Elina. På morfars regning. En af de ting, han er god til, er nemlig at købe ting til Elina, fortæller hun.

— Ingen kvaler, morfar betaler, lyder det prompte fra ham, inden Elina også får fortalt, at han er god til at hjælpe hende med al teknik, der godt kan drille, at få hende til at grine og til at give gode krammere.

Ligeglad med andres meninger

Har man læst med i den her serie, vil man vide, at hverken Anja eller Michael er bange for at sige, hvad de tænker. Elina er heller ikke bleg for at give sin mening til kende. I dem ligger der en tro på, at de ved, hvem de er, og hvad de står for. Det kan ellers godt være svært, når man kun lige er fyldt 13 år.

Men Elina er meget stærk. Hun kender sig selv godt og har en stor tro på sine egne evner. Det bliver naturligt en del af hendes beskrivelse af familien, at de ikke er ligesom andre, fordi de faktisk er ligeglade med, hvad folk tænker om dem.

— Jeg synes, at det er en god ting. Jeg tænker ikke over, hvad andre tænker om mig. Jeg er faktisk mega ligeglad. Jeg er den person, jeg er, siger Elina med stolthed i stemmen.

Mormor Anja tilføjer, at det ikke handler om at være ligeglad med andre. Det er vigtigt at vise empati og sympati. Men når det kommer til, hvad folk tænker om dem som familie, er de ligeglade, for de har det godt sammen. Derefter vender hun snuden mod Elina.

— Vi har bygget dig godt. Puslespillet er blevet samlet rigtigt, siger mormor Anja til Elina, der ikke helt fanger den metafor og har brug for en forklaring.

— Du er en rigtig god pige. Jeg kan virkelig godt lide den person, du er, for du er dejlig at være sammen med, lyder det fra mormor Anja.

Hun når ikke at sige mere, inden Elina tager ordet. Hun vil nemlig gerne lige fortælle, at hun også gør, hvad hun kan for at være behagelig at være omkring.

— Jeg kan godt blive lidt sur nogle gange, men inden jeg blev teenager, sagde jeg også, at jeg ville gøre mit bedste for at være en god teenager, siger hun og bliver straks bekræftet af mormor Anja i, at hun virkelig også er det.

— Du er slet ikke bygget sådan, at du er svær at være sammen med. Du er meget mild, og du vil rigtig gerne lytte og lære, og det kan jeg rigtig godt lide, svarer hun sit barnebarn.

Elina siden sidst

Der er sket meget, siden vi sidst besøgte familien. Tidligere i serien har et muligt skoleskift ulmet, og nu er der nyheder. Efter sommerferien vender Elina nemlig ikke tilbage til sin gamle skole.

I stedet skal hun begynde i 6. klasse på Tinglev Skole.

— Det glæder jeg mig faktisk helt vildt til, siger Elina med en klar stemme.

Beslutningen er ikke impulsiv, men er noget de har overvejet længe i familien. Det er heller ikke en beslutning, der er taget hen over hovedet på Elina. Tværtimod har hun været med til at tage den.

I “Usynlige Elina: “Det er som om, at jeg ikke eksisterer” fortalte hun om, hvordan hun oplever, at klassekammeraterne glemmer hende. Og så føler Elina sig heller ikke altid hørt eller forstået blandt det voksne personale omkring hende.

For mormor Anja betyder det meget at se, at Elina selv kan mærke sine grænser og stå ved dem. Det er også noget, familien håber, hun tager med sig videre til den nye skole. Her er hun blevet taget godt imod indtil videre.

Rammerne for en ny start er desuden ganske gode, da klassen er så stor, at den bliver delt i to, så der bliver færre elever i hverdagen. Samtidig får Elina mulighed for at være sammen med hele sin kommende 6. klasse, inden elever fra de omkringliggende små byer kommer til i 7. klasse.

Siden sidst er det også blevet sommer, og det har betydet en masse gode oplevelser for Elina. Indtil videre er den blevet brugt, lige som hun bedst kan lide den – sammen med familien.

Mange af dagene er blevet tilbragt i familiens sommerhus på Rømø, som altså udtales “Romø”, fastslår Anja. Og det er et bevidst valg, at turen ikke er gået til udlandet i år. Til oktober har hun og Michael nemlig været gift i 25 år. Skal det fejres?

— Ja, det skal det!, lyder det prompte fra Anja, mens man i baggrunden kan høre Michael brumme en munter kommentar om ægteskabet ud:

— En krig, der ikke er slut endnu.

Helt uden ekstra luksus er sommeren dog ikke, for de har allerede tilbragt en uge i et lejet sommerhus i Blåvand, hvor de havde deres egen pool. Der var de sammen med Elinas tante, onkel og to kusiner.

Starten af sommerferien bød også på en oplevelse, som Elina længe havde set frem til og nu stolt kan se tilbage på. Fra søndag til onsdag i uge 27 var hun på sommerlejr på Refsnæs sammen med andre børn og unge med synsnedsættelse.

— Det gik rigtig godt, smiler hun.

Forud for turen var hun spændt, for hun kendte ikke rigtig nogle af de andre. Der gik dog ikke længe, før hun havde fundet sig til rette i flokken af deltagere.

— Jeg fik nogle gode venner, der var på min egen alder, fortæller hun stolt, inden hun begiver sig ud i at liste turens program op.

Hun når ikke gennem det, inden snakken bevæger sig videre, men både hun og Michael fremhæver mobility-træning, hvor deltagerne øvede sig i at færdes med blindestok.

Som støtte havde Elina sin ledsager, Jane, med på turen. Hun var med til at gøre oplevelsen tryg. Og sådan har det været med hende, lige siden hun blev tilknyttet Elina i efteråret sidste år.

— Vi er blevet gode venner, lyder det fra Elina.

Også Anja skynder sig at rose Jane og fortæller, at hun og Jane kommer rigtig godt ud af det med hinanden.

— Vi er sådan et godt match. Hun er så sød, og jeg stoler bare 100 procent på hende, afslutter hun.