Med hastige skridt mod teenageårene banker det sociale for alvor på døren for Elina, men det er svært. I skolen føler hun sig ofte usynlig, så hjemmet i Burkal er blevet hendes helle i hverdagen.

— Ej, hallo, mormor!

Sådan lyder det i en skinger tone fra Elina, da hendes mormor, Anja, får sagt: “Det er da lidt sødt”, om det opkald Elina lige ladet ringe ud.

— Han ringer tit, siger Elina med et stort smil, der jo altså sidder midt i et interview og derfor ikke kan svare.

Selvom hun ikke tog telefonen den her gang, er hun glad for opkaldene. De kommer nemlig fra hendes kæreste. En dreng, hun har kendt i mange år, fordi han, ligesom hun selv, er blind og er kommet i de samme kredse.

Der er kun tre uger til, at Elina officielt bliver teenager, og hun synes da også, at der er meget i denne verden, som er pinligt. Men at tale om sin kæreste hører tilsyneladende ikke til i den kategori. Tværtimod virker hun slet ikke berøringsangst.

— Jeg har prøvet at have kærester før, men det var bare nogle fra klassen, der aldrig snakkede til mig. Det her er ikke på samme måde, siger hun, så det ikke er til at tage fejl af, at det her føles mere rigtigt.

Hun er en glad, smilende og sjov pige, der hele tiden har en kommentar eller en kæk bemærkning klar. Og så elsker hun at snakke – også når det er om alt det, hun ikke er tilfreds med. Faktisk er hun slet ikke bange for at sige sin mening. Det kommer nok fra mormor Anja og morfar Michael, som er Elinas tætteste omsorgspersoner, og som hun bor hos. For det ligger altså ikke rigtigt til dem at tie, når de føler sig uretfærdigt behandlet.

Elina ved i hvert fald godt, hvornår hendes grænser bliver overskredet: Hun vil holdes i hånden og ikke ved albuen, når hun bliver guidet af andre, hun ærgrer sig over, at der i idrætstimerne ikke bliver tænkt på hendes blindhed, og vigtigst af alt er hun ked af, at hun ikke rigtig føler sig set i skolen.

Usynlig i skolen

Hun går i en almindelig folkeskole, hvor hun har en støttepædagog tilknyttet, men alligevel skal klare mange af dagens opgaver selv. Og en af de svære er at følge med, når klokken ringer til frikvarter. Her oplever hun ofte, at hendes klassekammerater har så travlt med at komme udenfor, at hun føler sig efterladt i klassen.

Det er især i de øjeblikke, at hun mærker, hvordan det er sværere for hende end for de andre. Mens de bare kan løbe ud i solen eller hen til boldbanen, skal hun vente, lytte og håbe på, at nogen husker at tage hende med. Og det gør de sjældent.

— Folk ser mig ikke rigtig – eller siger noget til mig. Jeg vil slet ikke være sådan en, der skal have opmærksomhed, men jeg vil gerne bare ses noget mere. Bare som om, at jeg går i klassen, for det er som om, at jeg ikke eksisterer, siger Elina, der godt ved, at hun også selv skal huske at spørge om hjælp. Det kan bare godt være svært altid at skulle.

Og når hun ikke få hjælp – eller husker selv at få spurgt om det – ender det en gang imellem med, at hun slet ikke når ud, før frikvarteret er ovre.

Hun tror, at det er svært for de andre børn at sætte sig ind i, hvordan det er ikke at kunne se. Så derfor glemmer de at spørge, om de skal hjælpe hende.

— Jeg vil slet ikke have, at de skal være blinde, men nogle gange ville jeg bare ønske, at de kunne prøve at have fornemmelsen, fordi de måske så ville kunne forstå mine behov.

I det hele taget ser skoledagen lidt anderledes ud for Elina. Foruden støttepædagog og svære frikvarterer har hun nogle udfordringer, som de andre ikke har. Hun bruger sin Polaris til at læse med, hun har en særlig lommeregner til blinde, og så har hun sin blindestok med rundt, selvom hun helst undgår at bruge den.

For hun har et vanskeligt forhold til stokken. Den hjælper hende med at finde rundt, men hun pakker den væk, når hun er derhjemme, i andres hjem, eller når hun går sammen med andre.

— Jeg har det bare sådan, at den skal væk, når jeg er sammen med nogen. For så synes jeg, at jeg skal gå sammen med dem og ikke stokken, forklarer Elina.

En anden tilbagevendende udfordring viser sig i et fag som idræt. Her kan det være svært for Elina at være med, for kontaktsport, som ofte er på programmet, er af gode grunde ikke hendes spidskompetence. Men selv mener hun, at idræt ikke nødvendigvis behøver at være svært for hende at deltage i, selvom hun ikke kan se.

— Jeg vil gerne slå kolbøtter, klatre i ribber, snurre rundt på de der reb, der hænger fra loftet og springe over bukke og plinter, men den slags laver vi ikke så tit. Det er mest fodbold, håndbold og basketball, og der kan jeg ikke rigtig være med, fortæller Elina.

Og så er der Elinas helt store kæphest: albuen.

Hun fortæller, at de andre elever i klassen har fået at vide, at den rigtige måde at hjælpe en blind eller svagtseende person på er ved at tage fat i vedkommendes albue for at guide dem sikkert rundt. Det er noget, de har lært som en slags standardmetode. Men Elina bryder sig slet ikke om den måde at blive hjulpet på. Hun føler sig utilpas ved det og foretrækker en anden form for hjælp, hvor hun selv har mere kontrol over situationen.

— Jeg er bare tryggest ved at holde i hånden og kan slet ikke lide at blive holdt ved albuen. Men de andre får at vide, at det er rigtigt at holde ved albuen, siger Elina stille.

Det bliver måske nok en kende for diplomatisk til mormor Anja, der ikke kan lade være med at udbryde, at det jo altså er sådan, at der er forskel på blinde mennesker.

— Blinde børn er forskellige – ligesom seende er det. Men når man har et handicap, bliver man sat i bås, og så er det som om, at der bliver slået op i en bog, hvor der står, at de skal holdes ved albuen. Så firkantet kan man ikke bare gøre det, siger hun og forklarer, at hun og Michael særligt på det her punkt er Elinas advokater, der ikke er bange for at banke i bordet, når det bliver for meget. For de insisterer på, at den rigtige metode er at tale med Elina om, hvad hun har brug for.

Det bedste sker i hjemmet

Det er Elina selv, der har valgt, at interviewet handle om at have sociale relationer som blind i en skole med seende børn, for hun synes, at det er et spændende emne. Og selvom det kan virke følsomt, tør hun godt at sige, at hun ikke har så mange tætte venner i sin klasse.

Heldigvis har hun sin kæreste og en tæt veninde, der også er blinde, og en god veninde i parallelklassen i skolen. Og så har hun sin mormor og morfar, som er rigtig vigtige. Når man spørger hende om, hvor hun har sine bedste timer, svarer hun nemlig klart og tydeligt: derhjemme.

Hun nyder morgenerne, hvor mormor Anja tænder tv’et på Elinas værelse, mens hun ligger og vågner lidt. Så går Elina selv ned ad husets trappe, spiser morgenmad, tager tøj på, som mormor Anja har fundet frem, og gør sig så klar til at skulle i skole, mens hun hører musik. Ofte er det, måske lidt overraskende for en stille pige som Elina, hardstyle, der bliver sat på. Eller Anders Matthesen. Og så er det alene afsted til skole med en taxa.

Når dagen er ovre, vender hun straks snuden mod hjemmet i Burkal, hvor mormor Anja venter med ro.

— Det bedste i min hverdag er nok at komme hjem til mormor. Så er der ikke noget larm mere, siger Elina, inden hun bliver afbrudt af Anja, der indskyder, at hun ellers er “mormor, der skælder ud”.

— Ej, det sker altså ikke så tit. Vi har det godt sammen, affejer Elina hurtigt og vender tilbage til det med roen. Når hun er omgivet af meget larm, har hun nemlig svært ved at tænke klart.

Derhjemme har hun ro til at skrive, at sidde og klippe og har også tidligere brugt meget tid på perleplader og at tegne. Og så har hun en helt særlig hobby, der kombinerer lego og gamle mobiltelefoner.

Hun har nemlig en stor samling gamle telefoner. En gang imellem finder hun en frem, som hun så, med fingrene som sine øjne, mærker på for at forstå dens form. Når hun har dannet sig et overblik, bygger hun et lego-cover til telefonen, som hun til slut putter på den.

— Du kan bygge alt i lego, og du gør det bare direkte fra fantasien. Der er ikke den ting, du ikke kan bygge, udbryder Anja, der ikke kan holde sin stolthed tilbage.

Og så er der musikken. Den kører ikke kun om morgenen, men faktisk det meste af tiden. Men Elina hører ikke kun musik – hun spiller også selv. Hver tirsdag har hun samvær med sin mor, der tager hende med til guitarundervisning. Mens hendes mor sidder ude på gangen og venter, bliver Elina bedre og bedre til at spille.

— Jeg spiller en akkord ad gangen, for jeg kan ikke det med at spille på flere strenge. Og sammen med min underviser, Thomas, har jeg faktisk lige indspillet otte sange, fortæller Elina stolt.

Elina siden sidst

Den største forandring i Elinas liv siden sidst er – ikke overraskende – kæresten, der er kommet til. Han fylder, både i hendes hverdag og i hendes tanker, og det er tydeligt, at det ikke bare er en lille detalje, der lige kan gemmes væk.

Men al tiden kan ikke gå med kæresten. Sommerferien skal også stå på andre aktiviteter, og en af dem er sommerskole med Synscenter Refsnæs i uge 27. En lejr for børn med synsnedsættelse, der byder på aktiviteter som leg, samvær, sang og musik. Den skal Elina og hendes ledsager med på. I alt varer den seks dage, men ifølge mormor Anja afhænger det for Elina af, hvordan hun har det undervejs.

Mens der er kommet styr på sommerskolen, er der til gengæld tvivl om den almindelige skole. For når 6. klasse starter op efter sommerferien, er det ikke sikkert, at det bliver med Elina bag et af bordene.

For Anja og Michael er det nemlig vigtigt, at Elina har det godt i skolen de næste to år, indtil hun skal på efterskole i 8. klasse.

— Vi tvivler på, hvad der skal ske, for hun skal trives i skolen, afslutter Anja.