Mere end stærke muskler

Børn og unge med handicap deltager sjældnere i organiseret idræt end andre jævnaldrende. Dermed går de glip af ikke bare motion, men også af gode veje til sociale fællesskaber og selvtillid.

Fodbold, håndbold, gymnastik, fitness og svømning er nogle af de idrætsformer, danskere dyrker mest i fritiden. Eftermiddage, aftener og weekender løber de efter en bold på grønsværen eller i en hal, løfter vægte, slår vejrmøller og øver sig i crawl.

Det giver sved på panden og får pulsen op, men fordelene ved idræt er langt større. Fællesskab og selvtillid er mindst lige så vigtige gevinster. Dem risikerer mennesker med handicap oftere at gå glip af, fordi de ikke er lige så fysisk aktive i foreninger og klubber som andre.

”Deltagelse i idræt skaber grundlag for læreprocesser, hvor man kan udvikle sig som men neske. Man kan opdage nye sider af sig selv, få tro på, at man kan noget og opleve, at andre også ser sådan på en,” lyder det fra Anne-Merete Kissow, der tidligere var konsulent i Videncenter om handicap, indtil hun gik på pension.

En vigtig del af holdet

Ifølge Anne-Merete Kissow kan fællesskaber omkring idræt noget særligt, fordi man ikke kun deltager for sin egen skyld.

”I idræt og bevægelse deltager man med et gensidigt engagement, hvor man er nødvendig og en ressource for fællesskabet.”

Netop oplevelsen af at bidrage er vigtig for mennesker med et handicap, som ofte er vant til at modtage hjælp og kompenserende støtte. I idræt kan man være og blive set som en lige stillet holdkammerat, der scorer mål, løber stærkt, hepper på andre og får en gruppe til at fungere.

”Hvis idræt er tilrettelagt på den rigtige måde, er det et sted, hvor man for en stund kan glemme sin funktionsnedsættelse og i stedet bruge den krop, man nu engang har, og udvikle sine færdigheder sammen med andre,” lyder det fra Anne-Merete Kissow.

Fællesskab giver mod

Det var også, hvad Mie Maar Andersen opdagede i sin ph.d. fra 2020, om hvad mennesker med cerebral parese fik ud af at deltage i bevægelsesaktiviteter på en camp under Elsass Fonden.

”Formålet med aktiviteterne var egentlig at styrke deltagernes motorik, men effekten var langt større. Samtlige deltagere nævnte fællesskabet som noget helt centralt. De havde oplevet at høre til uden at skulle tilpasse sig, overpræstere eller være nødt til at trække sig, og de oplevede sig som en ressource frem for en byrde,” siger Mie Maar Andersen, der i dag er konsulent i Videnscenter om handicap.

Hun peger på, at trygge fællesskaber kan give mennesker mod til at afprøve nye aktiviteter og udfordre sig selv.

”I fællesskaber med tryghed og sikkerhed kan man få mod til at turde springe ud i nye ting, man måske ikke tror, at man kan. For når man præsenterer mennesker for mange forskellige bevægelsesaktiviteter – både nye og udfordrende – kan de blive overrasket over deres egne evner og få styrket deres blik på, hvem de er, og hvad de kan.”

Tre faktorer skaber succes

Mie Maar Andersens ph.d. viste, at flere deltagere på campen fortsatte med idræt efterfølgende, og de positive erfaringer flyttede også generelt ind i deltagernes hverdag. Deres selvtillid voksede, og nogle begyndte f.eks. at se udfordringer som muligheder for at lære noget nyt frem for en risiko for at mislykkes.

Den slags gevinster ved idræt opstår dog ikke af sig selv, men kræver tre ting. For det første skal man sikre sig en særlig form for motivation.

”Mange har en umiddelbar følelse af, at de hverken kan, tør eller vil være med til f.eks. idræt og bevægelsesaktiviteter, men det er vigtigt, at de har en oplevelse af, at det gad de godt at kunne og turde,” siger Mie Maar Andersen.

”Derudover er det vigtigt, at man er sammen med nogen, som tror på, at man kan klare det. Og endelig skal man kunne eller få hjælp til at tage de positive erfaringer til sig, så man ikke bortforklarer dem og f.eks. siger, at det var tilfældigt og heldigt, at man lykkedes med noget, man ikke forventede at kunne.”

Eksempler på personlige og sociale gevinster:

  • Glæde og nydelse
  • Frihed og selvstændighed
  • Nysgerrighed og kreativitet
  • Opdage og udvikle sit potentiale
  • Succesoplevelser
  • Venskaber og at ’høre til’
  • Blive set og anerkendt
  • Bedre til at kommunikere og samarbejde

    Kilde: Videnscenter om handicap, Dansk Idrætsforbund

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun er læringskonsulent i SUMH og arbejder primært på beskæftigelsesområdet med at øge inklusion for mennesker med funktionsnedsættelser. Annette har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS.