For 29-årige Erya Cökmez er musik meget mere end underholdning. Den bærer hende gennem gode og svære dage, og hun har sat alt ind på at få koncertoplevelser.
Af IBOS Kommunikation
Musikken lyder for fuld styrke fra Erya Cökmezs værelse. Hver morgen.
”Andre synes, det er lidt højt, men jeg starter altid med fest,” griner Erya Cökmez, som er 29 år og har boet på IBOS’ siden 2014. Hun har Bardet-Biedl-syndrom, der bl.a. giver tunnelsyn, men hun taler langt hellere om musik.
”Det kan få dårlige tanker til at forsvinde ud af hovedet – også på en dårlig dag.”
Fast plads foran scenen
Erya Cökmez var 15 år, da hun var til sin første koncert. Siden har hun bogstaveligt talt fundet sin faste plads, altid i højre side tæt på scenen.
Her er hun tryg, kan selv se og håber, at musikerne også ser hende.
”Jeg tror, at de har et billede af hvem, jeg er, fordi jeg har været til deres koncerter mange gange. Så nogle af dem kommer ned til mig.”
Det er ikke uden udfordringer at gå til koncert med nedsat syn. Folk skubber – ikke altid med vilje – men det har aldrig fået hende til at blive hjemme.
”Andre kan ikke se på mig, at jeg har nedsat syn. Så de tager ikke nødvendigvis hensyn. Men det hjælper at have mobility-stok med og en god ledsager, som ikke er bleg for at skabe lidt ekstra plads!”
Kim gjorde drømmen mulig
Festivaler har været Erya Cökmezs drøm, og for et par år siden skulle debutten ske på Tinderbox i Odense. Hendes kontaktpædagog på IBOS hjalp med at tjekke program, logistik og alternativer til overnatning i telt på en mark.
Alt var klar, og Erya Cökmez glædede sig helt vildt – men så sprang hendes trofaste ledsager fra i sidste øjeblik. IBOS satte himmel og hav i bevægelse for at finde en løsning.
”En mand ved navn Kim meldte sig som ledsager. Jeg kendte ham ikke, men han elsker rockmusik og festival. Han stod der med cowboyhat og en halskæde med Thors hammer, og så kastede vi os ud i det.”
Lyst til at kaste sig ud i mere
Siden har Kim og Erya været fast makkerpar – senest på Ringsted Festival. Bo-afdelingen støtter Erya Cökmez i at udleve sin store passion, men hun planlægger selv en del, følger sine yndlingskunstnere på sociale medier og holder øje med turnéplaner.
Erya Cökmez drømmer om flere og gerne større festivaler. Hun ved, at det kan være svært, hvis man skal gå langt fra indgangen til koncertpladsen eller mellem scenerne. Men hun følger sit eget råd, som hun også giver til andre, der er nervøse for at tage til koncerter:
”Bare kast dig ud i det. Gør de ting, du vil. Det vokser man af.”

