Som mor læner Sophia Steuch sig op ad synskonsulenten, så de sammen sikrer sønnen en god balance i skolen mellem almene vilkår og synsvenlige særregler.
En orange kasse i garderoben og lege, der bogstavelig talt bare løb forbi er nogle af de mange små benspænd, der kunne have gjort 10årige Johannes’ skoleliv kompliceret.
I stedet er udfordringerne løst, fordi hans mor Sophia Steuch søger råd hos familiens synskonsulent eller overlader til hende at skabe nødvendige ændringer.
Hotline til problemløsning
Johannes er født med samme progredierende øjensygdom som Sophia Steuch selv, og han har i dag et restsyn på 25%. Synshandicappet flyttede med ind på den lokale folkeskole i Rungsted, hvor Johannes foreløbig har gået fra 0. til 3. klasse. Han trives, selvom der gennem årene har været bump på vejen.
”Skolen er meget imødekommende, og vi er alle glade for den. Men der har været og er
stadig udfordringer, det især som ny forælder kan være svært at håndtere, fordi man nødig vil virke besværlig og stille for store krav,” siger Sophia Steuch.
”Det har hjulpet, at jeg selv er svagsynet, så skolen stoler på, at jeg ved, hvad jeg taler om, og ellers ringer jeg til synskonsulenten. Hun er god til at holde skolen til ilden, tage med til møder og har et hav af idéer til, hvordan man kan gøre tingene anderledes.”
Ikke dit men skolens problem
Det er bl.a. praktiske problemer, Johannes har mødt. Det startede med bøvl i garderoben.
”Når man indgår på lige vilkår med andre børn, har man på Johannes’ skole en knage og
en fælles bænk til sit overtøj og sko. Det kan være uoverskueligt for alle, men er håbløst, når man ikke ser så godt. Han fik derfor en orange kasse, som andre så desværre bare troede var en skraldespand! Da var synskonsulenten god til at sige: Det er ikke dit problem men skolens. De skal finde et system, der passer til Johannes’ behov.”
Resultatet blev, at den orange kasse blev placeret højere oppe, og samme problem med tøj i rodebunker i idrætstimerne blev løst ved, at Johannes fik sit eget omklædningsrum ligesom lærerne.
Kamera og kommunikation
Socialt kan det også være svært for Johannes at begå sig. Synskonsulenten har derfor ladet klassekammeraterne prøve at spille fodbold med briller, der simulerer hans syn, ligesom hun har hjulpet med at lave regler for, hvordan man leger.
”Johannes har svært ved at komme ind i og ud af lege, fordi de andre børn bare løber rundt
og klarer den slags med et ansigtsudtryk. De nikker eller ryster på hovedet, smiler eller
vrænger på næsen, men det opdager han ikke. Synskonsulenten har lært børnene at kommunikere mere verbalt, og det arbejder vi stadig med.”
Derudover har synskonsulenten kæmpet for, at Johannes fik et CCTV i klassen, så han med
et kamera bedre kan se, hvordan andre reagerer.
”Han havde problemer med feedback, fordi han ikke så, hvis kammeraterne grinede lydløst
af noget, der foregik på tavlen. Det kan han bedre nu.”
Grænser for særregler
Samtidig er Sophia Steuch opmærksom på, at der på den ene side er nødt til at tages særlige hensyn til sønnens syn, men at han på andre områder også skal behandles ens.
”Johannes går tæt på andre for at se dem, og det er svært for nogle børn, som måske er sensitive. Så siger de ’Gå væk’, og hvis han ikke gør det, kan de finde på at skubbe. Det risikerer de at få skæld ud over, men det nytter ikke. Selvfølgelig må de ikke skubbe, men Johannes skal også lære, at andre har grænser.”
Synskonsulenten har været involveret i den slags samtaler på skolen, og Sophia Steuch er
selv i hyppig dialog med forældre til klassekammeraterne.
”Jeg har haft succes med at fortælle åbent om Johannes’ behov og understrege, at man altid må spørge. Hvis der er sket noget svært i skolen, kommunikerer jeg, hvad han har fortalt og spørger andre forældre, hvordan deres barn oplever det, for vi må holde fast i, at der kan være to sider af en sag.”
På et tidspunkt opstod der drilleri i klassen, fordi nogle blev jaloux over, at Johannes sjældent fik skæld ud og kan have brug for at blive inde i frikvarterer for at samle energi frem for at gå med ud i skolegården.
”Det er en balance mellem nødvendige særregler og så, at andre børn også bliver lyttet til.
Det kræver meget tæt kommunikation med både skolen og de andre forældre, hvor man
stoler på, at elevernes udsagn er sande og skal lyttes til. Det har hjulpet og givet færre konflikter, men er også noget, vi alle skal blive ved at øve os i,” siger Sophia Steuch.
