”Hvad står der på skiltet?”, ”Hvad foregår der på billedet?” og ”Hvad sker der nu i filmen?”
De fleste forældre til børn med synshandicap kender nok den type spørgsmål – jeg har i hvert fald hørt dem utallige gange gennem årene.
Selvfølgelig vil man gerne støtte og hjælpe sit barn, men man får også hurtigt et hav af roller i hverdagen som f.eks. oplæser, synstolk og guide. Fordi verden i høj grad er skabt til seende.
Noget har dog ændret sig de senere år. Kunstig intelligens er på kort tid blevet en del af manges hverdag, og for børn og unge med synshandicap er det særlig interessant. Teknologien kan i stigende grad tage hånd om mange af de opgaver, der tidligere krævede hjælp fra andre.
Det rummer et stort potentiale. Børn og unge får mulighed for at undersøge, forstå og handle meget mere på egen hånd, hvilket styrker deres selvstændighed, selvtillid og mulighed for at deltage på lige fod med andre. Det er vel ønsket for alle forældre, som dermed også kan koncentrere sig om andre ting.
Men synshandicappet forsvinder ikke og teknologien kan hverken erstatte mennesker, relationer eller specialiseret støtte. Samtidig rejser udviklingen nye spørgsmål. Hvordan bruger vi AI klogt og kritisk? Hvor langt bør og tør vi stole på, at teknologien tolker og beskriver rigtigt? Hvor går grænsen for, om AI er en hjælp eller ligefrem overtager tænkningen i f.eks. lektiestøtte?
Det er noget af det, du kan læse om i dette nummer af Øjensynligt sammen med artikler om inklusion på Refsnæs’ Efterskole, tilbud til familier fra Dansk Blindesamfund og IBOS’ undersøgelse om pårørende.
God læselyst
