Fra frygt til frirum

Bekymringer om nederlag er en af årsagerne til, at børn og unge med funktionsnedsættelser markant sjældnere deltager i fritidsaktiviteter end andre jævnaldrende. Videncenter om Handicap opfordrer forældre til at bane vej for fællesskaber og interesser uden for skoletiden.

”Jeg smutter lige til spejder”, ”Jeg kommer direkte hjem fra gymnastik” eller ”Hvor er min badedragt, jeg skal til svømning” er sætninger, man sjældent hører i familier med børn og unge uden eller med nedsat syn.

For i årtier har mennesker med funktionsnedsættelser generelt været stærkt underrepræsenterede som aktive deltagere i kultur-, fritids- og idrætslivet. Der findes begrænset forskning om emnet bortset fra på idrætsområdet, men her peger konklusionerne på, at kun cirka halvt så mange børn og unge med et handicap ’går til noget’ i deres fritid.

Det skyldes barrierer både hos dem selv, deres forældre og i organisationer og foreninger på fritidsområdet. Det positive er, at udfordringerne kan ryddes af vejen, og at det lønner sig, fordi man udover at have det sjovt og hyggeligt også kan udvikle sig personligt og socialt gennem fritidsaktiviteter.

”I fritidsaktiviteter kan mennesker med handicap få succesoplevelser og et positivt holdepunkt i tilværelsen, de kan bevare i overgangen fra barn til ung og videre ind i voksenlivet. Så der er et stort potentiale i, at langt flere børn og unge med funktionsnedsættelser får mulighed for at dyrke interesser og fællesskaber uden for skoletiden,” lyder det fra konsulent i Videnscenter om Handicap, Mie Maar Andersen.


En pause til frihed og succes

Lad os starte med gevinsterne ved fritidsaktiviteter, for de er mange.

”Studier viser, at hvis man er motiveret for en fritidsaktivitet, og den vel at mærke er tilgængelig og tilrettelagt, så man reelt kan deltage med sin funktionsnedsættelse, kan det give større livskvalitet og selvtillid. I fritidsaktiviteter kan børn og unge opleve at shine og lykkes med noget, og de succesoplevelser og erfaringer kan de trække på i andre sammenhænge og resten af livet,” siger Mie Maar Andersen.

Hun fremhæver, at gevinsten ved fritidsaktiviteter bl.a. skyldes, at de ofte er forbundet med frihed.

”Man kan for en stund glemme sit handicap og bare være. Mange med funktionsnedsættelser har en ret struktureret og rutinepræget hverdag, der handler om at blive bedre – både i skolen og i forbindelse med rehabilitering. Fritidsaktiviteter har en anden dimension, hvor meningen bæres i sig selv, og man gør noget, bare fordi det er fedt. Det er ret betydningsfuldt at opleve.”

Derudover kan fritidsaktiviteter udvide børn og unges identitetsforståelse.

”Pludselig er man også spejder, musiker, løber eller goalballspiller, så man ikke kun bliver set eller ser sig selv som en person med et handicap. Måske kan man endda være rollemodel og hjælpe andre, frem for altid selv at være den, der har brug for støtte.”

Lav selvtillid begrænser modet

Hvis man vender sig i retning af forklaringerne på, at færre børn og unge med handicap deltager i fritidsaktiviteter, er deres egen frygt for nederlag en vigtig barriere.

”Vi ved, at børn og unge med funktionsnedsættelser ofte har lav selvtillid og tiltro til egne evner. Det skyldes bl.a., at de prøver kræfter med færre ting end andre jævnaldrende og måske har negative erfaringer med ikke at kunne deltage fuldt ud f.eks. i idrætstimerne i skolen eller andre sociale sammenhænge,” siger Mie Maar Andersen.

”Det handler ofte om, at aktiviteterne ikke var tilpasset barnets behov, og den slags erfaringer får en selvforstærkende negativ effekt, der betyder, at man ikke tør kaste sig ud i at prøve noget nyt, der måske godt kunne lykkes. Man kommer til at tænke stik modsat af den berømte Pippi-sætning og siger til sig selv, at det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert ikke. Det gælder om at få klippet hul i den negative spiral.”

Forældres tilgang smitter

Far og mors bekymringer er et andet benspænd for at få børn og unge med en funktionsnedsættelse afsted til fritidsaktiviteter.

”Der er på handicapområdet generelt en større tendens til, at forældre beskytter deres børn mod nederlag, og de er af den grund tilbageholdende med at foreslå eller opsøge fritidsaktiviteter. Det sker ud fra den bedste mening og som omsorg, men det kan forstærke barnets eller den unges egen bekymring for nederlag i fritidslivet. Far og mor kan direkte eller indirekte komme til at bekræfte, at fritidsaktiviteter ikke er mulige eller værd at bruge krudt på, og vi ved, at der er større sandsynlighed for fritidsaktiviteter, hvis forældre taler det positivt op,” siger Mie Maar Andersen.

Hun fremhæver, at hverdagen med handicap oveni ofte er præget af begrænset energi og stort tidspres.

”Derfor prioriterer man typisk skolegang og måske rehabilitering højst, men det kan være en god idé at ændre, for hvis børn trives i fritiden, påvirker det positivt deres trivsel på andre områder. Derudover ved vi, at når forældre selv har fritidsaktiviteter – eller tidligere har haft det – så øger det sandsynligheden for, at deres børn får det.”

Manglende viden og inklusion

Den sidste og tredje forklaring på færre børn og unge med handicap i fritidslivet er, at trænere, instruktører og undervisere langt fra altid ved, hvordan de tilpasser aktiviteter til behov affødt af funktionsnedsættelser.

”Undersøgelser peger på, at det er en vigtig barriere, at foreninger og fritidstilbud ikke er klædt godt nok på til at imødekomme særlige behov.”

Ifølge Mie Maar Andersen er der brug for et kompetenceløft, især fordi mange fritidsaktiviteter er båret af frivillige kræfter.

”Træneren er måske revisor eller rengøringsassistent uden pædagogisk viden. Men man behøver ikke være ekspert for at tænke mere kreativt og fleksibelt. Man kan måske godt ændre lidt på vaner og rammer og f.eks. være flere på et hold, få lov til at røre ved bolden oftere end reglerne tilskriver eller gøre noget anderledes for nogle børn eller en gang imellem. Så længe vi ikke taler eliteniveau, handler det jo først og fremmest om at have det sjovt.”

Sådan kan forældre hjælpe

Mie Maar Andersen har flere konkrete bud på, hvordan far og mor støtter lysten til at turde fritidsaktiviteter. Tiltro, tryghed og nysgerrighed er nøgleordene.

”Man skal først og fremmest undersøge, hvor barnets interesser ligger frem at styre efter sine egne antagelser. Motivation er afgørende for at få gode oplevelser. Man kan hjælpe sin søn eller datter til at tale med andre med et synshandicap, der er glade for en aktivitet, eller man kan sammen overvære nogle fritidsaktiviteter for at få inspiration og viden om, hvad de går ud på. Bagefter kunne man tale med træneren eller instruktøren og undersøge, om der er grobund for at tilpasse det til barnets behov. Man kan selv foreslå nogle tilpasninger eller lade en synskonsulent eller Parasport Danmark vejlede.”

Mie Maar Andersen foreslår også, at forældre overlader snakken om fritidsaktiviteter til andre, hvis de selv er bekymrede i en grad, der måske kan smitte negativt af på barnet eller den unge.

”Overvej om morfar, kusinen eller naboens dreng er bedre til at skabe motivation og snakke en fritidsaktivitet op.”

Når barnet eller den unge konkret skal afprøve en fritidsaktivitet, er det en god idé at
tage med som forælder og støtte både før og efter.

”Det er vigtigt at skabe tryghed. Man kan på forhånd f.eks. sige ’Lad os prøve om det er
noget – ellers kan vi bare tage hjem igen.’ Og skulle barnet opleve, at det ikke er en succes, så legitimer at det er almindeligt, og at øvelse gør mester. Man kan f.eks. sige ’Det er sjældent man er god til noget nyt lige med det samme, så giv det en chance’ eller ’Hvor er du modig, at du prøvede.’ Det er en uhyre vigtig læring for mennesker med handicap at kunne møde udfordringer uden at give op eller flygte med det samme, for der er en tendens til at droppe ting lidt hurtigere på grund af frygten for nederlag og lav selvtillid,” siger Mie Maar Andersen.

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS og er i dag deltidsansat i SUMH. Derudover har hun eget firma med opgaver inden for fagjournalistik, kommunikation og undervisning om pædagogik, læring, børn, unge og mennesker i udsatte positioner.