15-årige Gustav Sonne Jensen spillede for nylig klaver for gæsterne ved Middelfart Kommunes offentlige nytårskur. Ved tangenterne har han fundet noget, han er rigtig god til.
”Du er da bare så pisse-irriterende”, lyder det drillende fra klaverlæreren, hver gang Gustav Sonne Jensen efter få forsøg allerede kan spille et nyt stykke musik på de sorte og hvide tangenter, han end ikke kan se.
For det har vist sig, at den 15årige dreng fra Fyn har potentiale for piano. Allerede som lille elskede han at klimpre på klaver med tilfældige lyde uden sammenhæng, og for to år siden gik han i gang med at modtage undervisning i musikskolen.
I januar 2024 gav han sin tredje koncert, da Middelfart Kommune holdt offentlig nytårskur på Hindsgavl Slot, og Gustav Sonne Jensen optrådte for et større publikum.
Pist væk i mørke
Gustav har siden fødslen intet syn haft på venstre øje og indtil en morgen i november 2018
beskedne ½-1% på højre øje. Men pludselig vågnede han med sløret blik.
”Det var som om noget svømmede foran mine øjne, og jeg kunne ikke fokusere. I løbet af dagen blev det gradvist værre, og næste morgen var mit syn pist væk.”
Trods hurtig lægehjælp og flere operationer i de følgende år kom synet aldrig tilbage pga. en nethindeløsning.
”De kunne ikke fikse det. I dag kan jeg se lys, hvis du stikker en lommelygte helt op i ansigtet på mig, men ellers lever jeg i mørke.”
Selv siger Gustav Sonne Jensen at synstabet ikke har ændret ham mentalt, men fysisk har det.
”Som lille havde jeg krudt i røven og løb rundt og legede. I dag kan jeg godt færdes alene, fordi jeg har den der famøse stok, men jeg er mere stillesiddende.”
Den lille tone-genkender
En lille smule goalball fra de første børneår var Gustav Sonne Jensens eneste erfaringer med fritidsinteresser, da han som 10årig stod uden syn.
”Jeg syntes ikke goalball var særlig sjovt, for jeg kunne ikke finde ud af de tricks, man skulle.”
En ven på Bornholm gik til klaver, og Gustav Sonne Jensen kendte instrumentet fra sin farfar, der spillede på hobbyniveau og havde lært sit barnebarn lidt om at læse punktnoder og få tonerne til at klinge. Så en dag bad Gustav Sonne Jensen sine forældre om lov til at få klaverundervisning.
”Det var ret sjovt, og det viste sig, at jeg er god til det. Min lærer joker med, at jeg i starten knap kunne ramme tangenterne, og nu lærer jeg bare lynhurtigt ved at lytte til tonerne, når han først spiller et nummer for mig og jeg selv øver mig et par gange bagefter. De kalder mig ’vores lille tone-genkender’ i musikskolen.”
Fedt at vise hvad man kan
I dag står der et stort el-klaver på Gustav Sonne Jensens værelse, og han får soloundervisning hver tirsdag og spiller i et klaverorkester hver onsdag. Da hans klaverlærer før jul opfordrede ham til at optræde ved kommunens nytårskur, havde han kun spillet foran et publikum til to elevaftener. Alligevel var han med på idéen.
”Der var rigtig mange mennesker, så jeg var spændt men ikke nervøs. Det er fedt at spille koncerter og komme ud og vise andre, hvad man kan.”
Gustav Sonne Jensen valgte selv sit repertoire. Det bestod af titelmelodien fra filmen Braveheart, sangen Jamaica, melodien der ledsager Kahoot-quizen, og den kendte ringetone kaldet Crazy Frog, hvis nummer egentlig hedder Popcorn.
”Dem havde jeg allerede øvet. Efter det første nummer hørte jeg ingen klappe, men under næste nummer var der nogen der grinte, fordi melodien var sjov, og så klappede folk. Bagefter kom der to personer hen og sagde tak for musikken. Det er meget rart at være virkelig god til noget, og andre på min alder, synes det er sejt.”
Computer-drømme forude
Når Gustav Sonne Jensen ikke sidder ved tangenterne, spiller han computer med Crazy Party, som mange blinde bruger, og hvor man skal løse udfordringer i en masse minispil. Her møder han unge fra andre dele af verden.
”Jeg får snakket engelsk og har lært en tyrkisk pige at kende, som bor i Holland.”
Fremtidsdrømmene går ikke i retning af klaver men derimod måske noget med computer.
”Jeg vil ikke uddanne mig i klaver, for så meget tillid har jeg ikke til mine evner. Det er bare en hobby. Da jeg var lille, ville jeg være læge og på et tidspunkt også sanger ligesom Ray Charles og Stevie Wonder. Da vi for nylig var i Lalandia med DBSU, var der en IKT-konsulent, og min far sagde, at det måske kunne være noget for mig. Det lyder ikke helt dårligt. Det er lidt nørdet og noget med computere, og så kunne det måske også være fedt at hjælpe andre, der heller ikke kan se.”
Lige nu og her er det dog mest årsprøverne i 8. klasse, der fylder. Og så yderligere et par koncerter med klaveret, som allerede er i kalenderen.
