Af Wilma Clausen fra LFBS’ forældregruppe
Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 1, 2015

Min datter Tenna er det man kalder synshandicappet med tillægshandicaps, flerhandicappet eller synshandicappet med yderligere handicaps. Kært barn har mange navne.

Det betyder at hun udover synshandicappet har flere andre ting at slås med. Derfor er det ikke tilstrækkeligt kun at tænke synskompencerende hjælpemidler ind i forhold til at gøre livet og hverdagen lettere for hende. Det betyder meget for Tenna, at omgivelserne betragter hende som et normalt tænkende væsen, på trods af hendes handicaps.

I 2010 blev hun testet til at være normaltbegavet med massive specifikke vanskeligheder. Tenna blev så glad for meldingen om, at hun var normaltbegavet, at hun helt spontant begyndte at græde af glæde. Det hun er oppe imod er ”de massive specifikke vanskeligheder” det er dem der, udover synet, skal kompenseres for.

Det har været svært at finde ud af, hvor i systemet Tenna befandt sig med sine ”specifikke massive vanskeligheder”. På grund af sammensætningen af hendes handicaps, er hun det, jeg vil betegne som ”vanskelig placerbar” indenfor de rammer, der er i systemet. Vel at mærke, hvis der ikke blot skal være tale om en ”opbevaring” med minimale udviklingsmuligheder.

Det er baggrunden for at vi, Tenna og jeg, har valgt at tage sagen så meget i egen hånd, som vi har gjort.

I de sidste 3 år har Tenna modtaget fjernundervisning på VUC niveau. Det er en form der passer helt perfekt til Tenna. Jeg fungerer som hendes personlige støtte og hjælper. Hun har brug for hjælp til at tolke opgaverne og til at skabe struktur og overblik i forhold til opgaveløsningen. Desuden er hun meget sensitiv både overfor lyde, lys, bevægelser og ikke mindst, – stemninger. Netop derfor er fjernundervisning så ideelt for hende. Hun har selv været inde at læse en del om det at være særlig sensitiv; HSP’er som det også kaldes. Hun siger selv ”Mor, det er da det jeg er”, og ja, det er hun også.

Tidligere gik hun på VUC i Nyborg og modtog almindelig klasseundervisning. Hun havde dog altid sin personlige hjælper med. Hun opnåede også fine resultater, men det krævede utrolig mange resurser af hende. Hun klarede det så længe, der var et godt og positivt samarbejde og de nødvendige hjælpemidler, -og ikke mindst en forstående, rummelig og inkluderende lærer der ville hende. Da der opstod problemer på den front måtte hun vælge en anden løsning, og det blev så fjernundervisningen. Vi havde dog ikke regnet med, at det faldt så heldigt ud, og at det skulle vise sig at være en så ideel løsning.

Hun udtrykker det selv på følgende måde. ”Jeg vidste godt, at det tog meget energi at være ude blandt folk, men jeg havde ikke regnet med, at det var så slemt. Fjernundervisning er meget bedre, og jeg har fået mere ro på. Jeg kan koncentrere mig bedre om stoffet nu”

Tennas/vores hverdag er bygget op således, at vi starter undervisningen kl.9.00 og slutter kl.15.00. – naturligvis med passende pauser indlagt. I dette semester er det matematikken der står for skud. Det er både spændende og udfordrende på samme tid. Med ligninger, statistikker, procentregning, diagrammer, valuta, massefylde og Pythagoras’ sætning osv. osv. Meget af stoffet kræver en mere uddybende og konkret forklaring for at blive forståeligt. Så jeg får afprøvet mine kreative evner udi formidlingskunsten.

Vi har et glimrende samarbejde med både VUC, synskonsulent Claus Anker og fjernundervisningslæreren. Vi oplever at vores specialkonstruerede løsningsmodel er et helt ideelt tilbud til en synshandicappet med lige præcist Tennas tillægshandicaps.

Det jeg kunne tænke mig var at modellen kunne udvides, således at der måske kunne oprettes en meget lille gruppe som matchede Tenna, og hvor jeg kunne sparre med andre. Altså en lille gruppe som modtog fjernundervisning i hjemmet eller i et egnet lokale, hvor vi som forældre/pårørende kunne hjælpe og støtte op om den unges uddannelse og skolegang. Det kunne også være som et supplement eller en kombination med et andet eller andre tilbud.

Tenna er i dag 29 år og er langt udover den skolepligtige alder. Hun har alligevel valgt at fortsætte med at dygtiggøre sig fagligt. Det vil jeg støtte hende i, så længe det er det hun ønsker sig, og så længe det er muligt for mig at agere ”kompenserende hjælpe/støtteperson”.

Det ideelle ville være, hvis konceptet, som Tenna og jeg har skabt, kunne blive en mulighed og tilbud til andre i samme situation. I bogen guldæskegaven, som udkom i 2008 kan man læse meget mere om Tennas vej til viden og udvikling, og om hvordan det hele startede i slutningen af 1999, hvor jeg valgte at tage sagen i egen hånd. Det blev mit livs vigtigste beslutning. Hvorfor det blev det, kan der læses meget mere om i bogen. Bogen kan lånes på biblioteket.

Kontakt: (wilmaclausen@gmail.com), hvis I vil vide mere om LFBS’ forældregruppe.