Edis søgte job med afsæt i, at synshandicap gør ham god til at klare udfordringer med andre. Det er en efterspurgt evne, viser hans universitetsspeciale

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1, 2019

Selv kan han intet se og har sjældent opfattet det som en hindring, men 27-årige Edis Adiloviz vidste, at det kunne blive svært at få job som blind efter sin uddannelse som cand.negot. på Syddansk Universitet. Derfor skrev han et HR-fokuseret speciale om lige præcis det emne i foråret 2018.

”Overskriften på min seneste ansøgning var ’Samarbejde skaber succes’. For mit speciale viser, at det har jeg som synshandicappet en særlig forudsætning for at kunne. Samarbejde er en afgørende faktor for, at jeg kan klare udfordringer, og det kan en arbejdsgiver bruge,” siger han.

Vær modig chef og prøv det
Til sit speciale interviewede Edis arbejdsgivere, arbejdsmarkedskonsulenter og synshandicappede for at finde ud af, hvad den særlige jobsøgning kræver.

”Først og fremmest har begge parter et ansvar, men min undersøgelse viste også, at de begge mangler viden.”

Som arbejdsgiver handler det især om at lægge fordommene på hylden og have mod til ikke at frygte det ukendte men turde være nysgerrig.

”Spørg ansøgeren, hvilke ressourcer den blinde eller svagsynede har og undersøg, hvilke muligheder det kan give arbejdspladsen. Er man som arbejdsgiver i tvivl, er der hjælp at hente hente hos DBS, IBOS eller jobcentret. Der findes også ordninger, så man kan afklare, hvordan det går uden at betale fuld løn i den første tid.”

Forklar og få styr på dig selv
For den blinde eller svagsynede anbefaler Edis, at man kan guide og fortælle om fordele og udfordringer ved at ansætte en synshandicappet.

”Man skal selvfølgelig fokusere på sine faglige styrker men også have styr på sine hjælpemidler og vide, hvor selvhjulpen man er, så man kan forklare det. Og man skal grundlæggende have accepteret sit synshandicap, fordi det påvirker, om arbejdsgiveren kan det samme.”

Edis minder også om, at både arbejdsgiver og ansøger skal huske, at de begge måske er usikre.

”Man kan hjælpe hinanden og arbejde sammen om at finde ud af, hvordan man får det optimale ud af en ansættelse.”

Selv er Edis i dag ansat i virksomheden All Ears og arbejder med telemarketing på fuld tid og lige vilkår med seende kolleger.