Unge med mindre fysiske funktionsnedsættelser risikerer at fravælge idræt, fordi de hverken føler sig hjemme i normal-idræt eller para-idræt. Det viser interviews med unge i et nyt universitets-speciale

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 2, 2019

Isabella var en ivrig og aktiv håndboldspiller, indtil hun som teenager fik en synsnedsættelse. Så kom hun ligesom mange andre unge med en mindre fysisk funktionsnedsættelse i tvivl, om hun skulle fortsætte med almen-idræt, skifte til para-idræt eller helt holde op med at dyrke sport.

Det er erfaringen hos Paraport Danmark og afsættet for et speciale skrevet af Fie Frederiksen og Nanna Hanquist Johnsen fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. De har interviewet otte unge idrætsudøvere mellem 13 og 19 år om, hvordan de oplever at dyrke idræt med en mindre fysisk funktions-nedsættelse, hvad der gør det svært, og hvad der hjælper til, at idræt bliver en god oplevelse.

Specialet viser, at mange unge mangler et sted, hvor deres funktionsnedsættelse hverken er ’for lidt’ eller ’for meget’. Men også, at det langt fra behøver være et enten/eller-valg, hvis træningen tilpasses, så de føler sig hjemme.

Den sociale magnet
Det sociale aspekt er ifølge specialet vigtigt for mange unge, der dyrker idræt. De vil gerne have det godt med andre på holdet eller i klubben, og netop derfor kan det være svært at vælge idræt, når man får eller har en funktionsnedsættelse.

”Jeg tror mange er bange for at sige: Jeg har det her handicap, og jeg står ved det! Det havde jeg i starten, for jeg syntes, det var pinligt, og nogle gange var jeg også bange for, hvad mine venner ville sige, når jeg sagde: ’Jeg er begyndt til blindesport.” Man er bange for at blive udstødt, for man vil jo gerne være inde i alt det sociale,” lyder det i specialet fra 16-årige Isabella.

17-årige Christian er synshandicappet svømmer, og ifølge specialet betyder det sociale i idræt også meget for ham.

“Jeg synes, det er vigtigt at man har nogle gode venner, og nogle du kan snakke med. Ellers kan det godt blive meget tungt at være til træning.”

Mellem to stole
Isabella var glad for håndbold og kunne med sine egne ord godt lidt det fysisk hårde i sporten.

”Det dér med engang imellem at få en bold i hovedet og blive skudt på og komme hjem med nogle blå mærker,” siger Isabella i specialet, og derfor kom hun i tvivl, om hun skulle begynde til goalball, da synet svigtede.

”Da jeg kom derud, var jeg sådan: ”Jeg vil gerne hjem igen”. Så blev min mor lidt sur og sagde ”Nu går du derind – og så spiller du!”. Da jeg kom ud, vidste jeg bare at det var dét, jeg gerne ville nu! Jeg følte mig gladere end til håndbold, fordi de var så søde og rolige. Det var mennesker på min alder, som også havde noget med synet.”

Christian svømmer dagligt på et alment svømmehold, og er samtidig til træningssamlinger på et para-idræts talenthold. Men andre unge som er interviewet til specialet er splittede mellem de to idræts-verdener.

”Jeg har altid følt, at der manglede et sted for mig. Enten var jeg for dårlig til normal sport og ellers var jeg for god til handicapsport,” siger 15-årige Mette, der har cerebral parese og både svømmer og spiller fodbold.

Den vigtige træner
Ifølge Parasport Danmark er det ikke kun udøverne, der føler sig splittede, fremgår det af specialet. Det samme er nogle forældre. De identificerer ikke sig selv eller deres barn med at have en funktionsnedsættelse, og alligevel oplever de sig anderledes end holdkammeraterne i almen-idrætten. Alle unge, der er interviewet til specialet, mener, at der både er fordele og ulemper ved almen-idræt og para-idræt, men sidstnævnte giver dem mulighed for at deltage med nogle, der kender til at have en funktionsnedsættelse.

Ifølge specialet er trænerne en vigtig faktor i forhold til at opnå en vi-identitet i idrætten, men nogle trænere fra almenidrætten er berøringsangste og bange for at rette på teknikken hos udøvere med en funktionsnedsættelse. De unge i specialet siger, at den gode træner tværtimod er den, der finder alternativer og tilpasser sporten uden at isolere dem fra resten af holdet eller ’hænge dem ud’.

Engagerede forældre
Det er ikke bare trænere, der spiller en vigtig rolle for at unge med en fysisk funktionsnedsættelse engagerer sig i foreningsidræt. Det samme gør forældre som Isabellas mor, der skubbede på, for at hun prøvede goalball, eller ved at far og mor introducerer deres børn til arrangementer som Parasportens Dag, hvor man kan møde andre med funktionsnedsættelser og afprøve forskellige idrætsgrene.

Forfatterne til specialet anbefaler også, at man baner vej for større forståelse for para-sport ved f.eks. at nytænke skolernes idrætsdag, så den ikke kun handler om fodbold, håndbold og badminton, men også introducerer eleverne til f.eks. goalball, kørestolsbasket eller racerunning. Det kan skabe forståelse hos jævnaldrende for, hvad det vil sige at have en funktionsnedsættelse og dyrke idræt.

I specialet opfordrer de to studerende også forældre til at vejlede trænerne i deres barns idræt til at afhjælpe berøringsangst og komme med bud på, hvordan sporten kan justeres. Forældre kan med fordel få hjælp fra en synskonsulent eller Parasport Danmark til det.

Navnene på de unge idrætsudøvere er ændret af hensyn til deres anonymitet.