Af: Claus Sørensen, LFBS’ formand
Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 3, 2017

Tirsdag den 21. november er der kommunalvalg. Du kan denne dag stemme på et parti eller en person til kommunalbestyrelsen. En person, der er med til at beslutte kommunens handicappolitik. En politik, der også omfatter hvilken kommunal service, synshandicappede børn og unge, samt deres forældre skal tilbydes.

For 10 år siden i 2007 overtog kommunerne ansvaret for handicapområdet. Et af argumenterne for at handicapområdet skulle overdrages til kommunerne var, at borgerne skulle sikres én indgang til det offentlige. En indgang, som desværre for mange gange har været lukket – eller hvis den er åben – en kommunal hovedindgang til et forvirrende antal døre. Det skal vi arbejde for, bliver lavet om, så kommunen bliver en troværdig samarbejdspartner –  en kommune med kompetence, empati og overblik – der kan indgå en holdbar aftale med forældre.

Hvis synshandicappede børn og unge skal klare sig bedre, når de bliver voksne – gerne med et selvstændigt liv, uddannelse og arbejde – skal samskabelsen mellem kommune og forældre fungere bedre. Det kræver at kommunen stiller en koordinerende sagsbehandler til rådighed, der medvirker til udarbejdelsen af en flerårig helhedsplan omkring barnet og at forældrene tilbydes kurser i mestring af barnets og den unges situation.

Det skal være en koordinerende sagsbehandler, der er specialiseret i helhedstænkning og overvindelse af logistiske udfordringer. Gerne med rettidig omhu på det rette tidspunkt. Det skal være på baggrund af en flerårig helhedsplan – der rummer hele familien, fritid og institution/skole – og som er robust nok til at håndtere overgangene fra barn til ung til voksen på tværs af sektoropdelingen i det offentlige bureaukrati. Og så skal kommunen tilbyde forældrekurser, så forældrene bliver bedre til at mestre deres synshandicappede børn. Forældre har ikke et slumrende gen, der bliver aktiveret ved fødslen af et handicappet barn. I lighed med pædagoger, lærere og andre fagprofessionelle skal forældre tilbydes viden, så de bliver en del af hele løsningen til gavn for barnet og den unge. Forældrene er klar til at tage ansvar, men er kommunen?

Så hvis du mener at kommunens tilbud til handicappede børn og unge, samt deres forældre kunne forbedres, så skriv et brev til borgmesteren eller hele kommunalbestyrelsen – måske endda som et åbent brev i den lokale avis eller Facebook gruppe, så også nye kandidater og vælgerne kan følge med. Det behøver ikke være et langt brev – måske blot:

”Kære medlem af  kommunalbestyrelse

Kommunens tilbud til handicappede børn og unge kan blive bedre.

Jeg foreslår, at

  • familier med handicappede børn får en koordinerende sagsbehandler
  • der arbejdes med flerårige helhedsplaner
  • forældre tilbydes kurser

Håber du vil støtte at ovenstående bliver besluttet i kommunalbestyrelsen. ”

Hvis du ikke vil stå alene med denne henvendelse kan du kontakte Danske Handicaporganisationer og Handicaprådet i kommunen. Men tøv ikke for længe; der er valg tirsdag den 21. november 2017.