Sport gav Lykke Vedsted så stor social og kropslig glæde som barn, at hun siden vandt medaljer ved EM og PL i goalball. I dag vil hun gøre judo populær blandt blinde og svagsynede.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 3, 2018

”Mød mine to venner Viljestyrke og Stædighed,” siger Lykke Vedsted med bøjede arme og hilser med et smil på de muskler, der i snart 38 år har bevist, at blinde øjne ikke behøver forhindre ret meget.

Sport har siden barndommen gjort Lykkes krop og personlighed så stærk, at det har banet vej for en plads på landsholdet i goalball, flere medaljer og en tro på, at hun kan klare det meste. Uanset om det er at flytte tunge møbler, vælte vægge, springe i faldskærm eller gøre judo populær blandt synshandicappede.

”Jeg kan godt lide at gøre ting, jeg ikke burde som blind. Alle kæmper med noget, og det må ikke definere, hvem man er. Jeg bliver så ked af det, når nogen antager, at der er noget, de ikke kan på grund af deres syn.”

Goalball som frirum for synet
En synskonsulent fik Lykke i gang med at bruge sin krop, da hun som seksårig fik konstateret en øjensygdom, der siden har gjort hende næsten blind. Selvom Lykkes familie ikke er særlig sportslig, gik hun både til gymnastik og atletik, før valget faldt på goalball.

”Jeg gik i en god klasse uden mobning, men goalball blev alligevel mit frirum. Det var sjovt og socialt, og det eneste sted jeg ikke følte, at mit synshandicap hæmmede mig, fordi synet er sat ud af kraft.”

I begyndelsen snød Lykke og holdkammeraterne. De skubbede masken op i panden for at ane, hvad der foregik på banen, og den svagsynede træner opdagede det ikke. Så til den første turnering i England, fik holdet et chok.

”Pludselig skulle vi spille efter reglerne, og så fik vi tæsk! Vi tabte en kamp 22-2, og blev nummer to bagfra, kan jeg huske.”

Det vakte Lykkes indre kampgejst. Med talent og målrettet træning sikrede hun sig en plads på landsholdet i goalball allerede som 15-årig.

Retter ryggen på landsholdet
Kun to minutter blev det til ved Lykkes første kamp i landsholdstrøjen, men siden kom hun til et utal af EM, to gange VM og paraolympiske lege i Beijing.

”Det er noget helt særligt at gå på banen med Danmark stående på ryggen, høre sit navn blive råbt op og lytte til den danske nationalmelodi. Så retter man ryggen lidt ekstra.”

I 2010 besluttede Lykke dog at stoppe på landsholdet, da hun var gravid med sin søn. Men året efter skulle der for første gang være EM på hjemmebane i Danmark, og da landsholdet aldrig havde vundet guld ved netop det mesterskab, blev Lykke overtalt til at fortsætte.

”Vi var de evige toere, der bare ikke kunne vinde finalen ved et EM. Nu gik vi all in med mental træning og arbejdede med kommunikationen på holdet for at bryde forbandelsen.”

Det lykkedes, og holdet tog guld.

”Det var et højdepunkt, men personligt er jeg mest stolt af bronzemedaljen ved PL i Kina, fordi min individuelle præstation var bedre.”

Inspireret af en genial sport
Lykke stoppede al elitesport, mæt af intens træning og med lyst til at bruge tid på sin nye familie. Men kroppen blev holdt i gang gennem tumlelege med sønnen, planken på stuegulvet og løb i den lokale klub, så hun var klar til nye udfordringer, da hun for knap to år siden prøvede judo første gang.

”Det er en genial sport med et stort potentiale, fordi der kun skal en enkelt tilpasning til, at vi kan være med. Judo er sjovt, giver kropsbevidsthed og en masse kropskontakt, som ellers kan være svært som blind.”

Siden har Lykke deltaget i enkelt nordisk mesterskab, men nøjes ellers med at træne selv og bruger i stedet tid på at gøre judo tilgængelig for andre med et synshandicap. Hun har taget initiativ til at få uddannet seks judoinstruktører i at træne synshandicappede og startet en facebook-gruppe, som hjælper andre i gang.

”Det er ærgerligt, at mange blinde og svagsynede er bange for eller ikke har erfaring med at bruge deres krop. Det er vigtigt både på grund af sundheden, men også fordi det giver selvtillid, livskvalitet og et naturligt socialt fællesskab. Jeg har selv brugt rollemodeller i mit liv til at udvikle mig, og hvis jeg kan inspirere andre til at bruge kroppen, vil det være en fornøjelse.”