Børn, unge, skole, arbejdsmarked og omgivelser skal rustes til inklusion i alle livets faser, lød pointerne på en nordisk konference i september.

Af Thomas Sonne Jensen, LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2018

Dagtilbud og skolegang kan være hårdt for mennesker med et synshandicap, det samme kan arbejdsmarkedet og det offentlige rum. Den 5. og 6. september var Instituttet for Blinde og Svagsynede vært for den anden nordiske konference om ’Syn & Inklusion’.

Opdag utilsigtede eksklusioner
For børn med synshandicap var en af hovedpointerne, at der foregår en masse non-verbal kommunikation, når de danner lege og grupper i dagtilbud og skole. De sender hinanden blikke, vender ryggen til, nikker eller smiler, og signalerne kan hurtigt ændre tingene, uden at det synshandicappede barn opdager det. Så det er vigtigt, at støttepersoner opdager og medvirker til at undgå også små utilsigtede eksklusionsmekanismer.

I forhold til arbejdsmarkedet var en vigtig pointe, at man som person selv skal forstå og mestre sin funktionsnedsættelse. Uanset om den er kognitiv eller fysisk. Man skal erkende og kunne beskrive sine skånebehov og behov for hjælpemidler så præcist og enkelt som muligt, for det hjælper inklusion på vej, at arbejdsgiveren har noget konkret at forholde sig til.

Indret omgivelserne for alle
Statens Byggeforskningsinstitut fortalte om forskellen på tilgængelighed og universelt design.

Tilgængelighed betyder ofte, at man laver specielle løsninger for at gøre en bygning eller et sted tilgængeligt for mennesker med særlige behov. Man laver f.eks. en rampe til kørestolsbrugere, specielle handicaptoiletter eller en separat indgang ved bygninger eller forlystelser, der endda kan være placeret, så man skal gå mod strømmen af dem, der er på vej ud. Så tilgængelighed er tilpasninger, der i et vist omfang kan ekskludere og udstille mennesker med funktionsnedsættelse.

Universelt design har derimod som hovedformål, at alle så vidt muligt kan bruge de samme løsninger. Er der behov for en rampe eller ledelinjer, skal de inkluderes i det overordnede design og invitere til, at alle kan benytte løsningen. Det er jo egentlig det, inklusion handler om!