Man må kaste sig ud i tingene og ikke søge beskyttelse i vat, mener 34-årige Gustav Koch Rasmussen. Når han selv er snublet i skolegang, studier og arbejdsliv, har han fundet fodfæste i sport og sociale fællesskaber.
Han er gået ind i lygtepæle og faldet i huller på gaden. Har dumpet flere eksaminer. Fået et andet arbejdsliv, end han troede. Og synet svinder gradvist ind til næsten ingenting.
Men 34-årige Gustav Koch Rasmussen sætter sig ikke i offerhjørnet. Han kaster sig ud i tingene og kommer videre, når han falder, for fra sportens verden ved han, at læring høstes i nederlagene.
”Der er glæde og eufori, når man vinder, men man analyserer sjældent hvorfor. Det gør man derimod, når man taber og er skuffet. Så er man nødt til at overveje, hvorfor man ikke lykkedes.”
Kan mere end man tror
Den medfødte nethindesygdom Lebers gjorde, at Gustav Koch Rasmussen i barndommen kun så godt 20 %. Men han kom i folkeskole og fulgte undervisningen som sine seende kammerater.
”Jeg blev ikke fritaget fra noget. Jeg lærte at læse sort tekst, og det gik nogenlunde, indtil den afsluttende læseprøve, hvor jeg fik 5. Det var egentlig lige meget, for jeg vidste, at det ikke var, fordi jeg var dum, men fordi jeg ikke kunne nå at se, hvad der stod i teksten.”
I nogle timer fik Gustav Koch Rasmussen støtte fra en ekstra lærer ligesom andre i klassen, og hvor læsningen gik i minus, var der plus i fag, som krævede logisk sans.
”Jeg var ret god til matematik og fysik. I idræt var jeg med til rundbold, selvom jeg ikke kunne se nok til at gribe en bold, men så løb jeg bare, når de andre gjorde. Til håndbold tonsede jeg mod mål, når jeg en sjælden gang fik bolden. Idræt var vigtigt for min selvtillid, for jeg opdagede, at jeg kunne mere, end man tror.”
Mere fest end faglighed
Det ubetingede højdepunkt var dog frikvartererne.
”Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle bruge skolegang til, så det vigtigste var kammeraterne. Mine lærere var gode og slog ned på den mindste form for mobning. Jeg har da oplevet nogle stride børster især blandt ældre elever, men der var altid opbakning fra min klasse. Det var faktisk fint.”
I gymnasiet var der mere fest end faglighed, så da Gustav Koch Rasmussen som student flyttede til København, rakte karaktererne til en læreruddannelse.
”Det var nok et lidt skørt valg, men jeg kom jo kun lige igennem gymnasiet, for det var vigtigere at drikke bajere og hygge med
vennerne.”
Groggy af diskrimination
I slutningen af 1. semester på læreruddannelsen bragede Gustav Koch Rasmussen ind i muren. Han og tre andre var i praktik på en skole, og til eksamen skulle de stå for undervisningen.
”Det var matematik, så fagligt havde jeg styr på det. Men jeg dumpede som den eneste, fordi vores underviser ikke kunne forestille sig, at jeg nogensinde ville komme i arbejde, når jeg ikke kunne se eleverne.”
Han fik alligevel lov at fortsætte uddannelsen, men Gustav Koch Rasmussen var sendt til tælling.
”Jeg var groggy. Det var første gang, jeg oplevede diskrimination på grund af mit syn. Så jeg kom i tvivl og mistede meningen.”
Han droppede ud, kom på kontanthjælp og sad på jobcentret sammen med unge med kæmpe udfordringer i livet.
”Det havde ikke noget perspektiv, og jeg kunne slet ikke genkende mig selv i de andre.”
Goalball som ny identitet
Idræt blev Gustav Koch Rasmussens redningskrans.
”Jeg har altid været bidt af sport som den eneste i min familie. Min far er landmand, og imens vi ventede på høsten, så vi Tour de France hvert år i juli. Jeg har også gået til ridning og svømning og spillet fodbold i frikvarterne.”
Men det blev goalball, han genoptog fra sommerne på Synscenter Refsnæs.
”Det er sjovt, fordi man ikke skal tage hensyn til synshandicappet. I fire år brugte jeg al min tid og energi på goalball. Det var det primære i mit liv, jeg hang hele min identitet på.”
Gustav Koch Rasmussen spillede i både BSI i København og en svensk klub i Malmø for at få mest mulig træningstid på højt niveau. Og han kom både til Champions League, på landsholdet og til EM.
”Goalball er en holdsport, så jeg var sammen med ressourcestærke mennesker med en masse fællesskab og erfaringsudveksling uden for træningen.”
Fysioterapeut ved et tilfælde
Sideløbende med goalball bad Gustav Koch Rasmussen kommunen om at komme i praktik på IBOS og opdagede, at han ønskede sig en massøruddannelse. Men efter seks måneder blev pengekassen lukket, fordi statistikken viste ingen jobs i sigte.
I stedet blev fysioterapeut-uddannelsen næste step, og da Gustav Koch Rasmussen igen dumpede første semester, hankede han op i sig selv.
”Jeg tænkte: Det skal være en fed løgn! Så kom jeg i gang med at læse bøger og opdagede, at på en videregående uddannelse kan man stille krav om tilgængelige materialer fra NOTA, og jeg fik ekstra tid til eksamen.”
Giv slip uden mercy
I sommeren 2020 kom eksamen i hus, men corona-epidemien spændte ben for jobsøgning i sundhedsvæsnet. Efter to års ledighed fik
Gustav Koch Rasmussen et vikariat som fysioterapeut hos en kiropraktor, senere job som virksomhedsmassør to dage om ugen og
supplerende indtægt fra telemarketingarbejde hos All Ears.
”Men det er alt for hårdt. Jeg er blevet mere og mere blind, har ikke længere gavn af kontaktlinser og er nødt til at gå med stok for at orientere mig. Så jeg er i gang med udredning til fleksjob. Det er rigtig godt, for jeg vil gerne bidrage.”
Det er børnelærdommen, han trækker på.
”Jeg er opdraget til, at der er ingen mercy. Man skal klø på, og uden selvtillid kan man ikke klare voksenlivet. Så det skærer mig i hjertet, når børn bliver pakket ind i vat. Mestring starter med, at man bliver sendt til spejder eller svømning, og forældrene giver slip, kører hjem og stoler på, at andre lærer deres børn sociale kompetencer.”
