Af Kim Sørensen, formand DBSU, bragt i Øjensynligt nr. 2, 2019

”Det er ret fedt, at man kan komme fra Vestjylland og være med til at give Danmarks Radio input om tilgængelig, som gør en forskel for dem,” siger Mathias Jensen, der var en af de 85 unge med et synshandicap, som i april deltog i DBSUs landsmøde på Fuglsangcentret.

Årets tema var ’tilgængelighed’, for den er nok nødvendig for nogen, men også god for alle, for alle har behov for tilgængelighed. En kørestolsbruger har samme behov for plads som moderen med barnevogn, og en ung med synshandicap har samme behov for tydelige eller oplæste skilte som gamle Fru Jensen med et aldersbetinget syn.

Indflydelse på DRs tilgængelighed
Projektleder Marie Junge Ernst fra DR faciliterede en workshop på landsmødet for at give os en fælles bevidsthed om Danmarks Radios tilbud og tilgængelighed. Det udmøntede sig i en masse inputs, som DR vil indtænke i deres videre arbejde.

Det er en stor ære, og i DBSU er vi utrolig stolte over, at DR lytter til os. Det vidner om, at også unge er en medspiller i fremtidens tilgængelighed. For Mathias Junge gav workshoppen ny viden:

”Jeg blev klogere på DRs muligheder og tjenester, så de har også gjort en forskel for mig,” siger han.

Trampolin, svømmehal og gåtur
DBSU ser motion og bevægelse som centrale for et sundt ungdomsliv, så landsmødet satte også fokus på tilgængelige idrætsaktiviteter bl.a. med 16 trampoliner.

”Det er sjovt, fordi alle kan være med,” siger Anna Josephine Bramsholm, der prøvede trampolinerne, og Tobias Bay supplerer, imens sveden dryppede fra panden: ”Det er en anderledes form for fitness. Det er mega fedt!” siger han.

Andre deltagere iførte sig badetøj og mødte den tidligere paraolympiske medaljetager, Christian Bundgaard. Ved bassinkanten fortalte han om vandets betydning for ham, før landsmødedeltagerne enten sprang i vandet med svømmetøj eller gik på opdagelse i Fuglsangscentrets udeomgivelser.