En ferietur til Afrikas højeste bjerg forvandlede sig bogstavelig talt til et mareridt for 22-årige Jakob. Udsigten fra toppen af Kilimanjaro blev det sidste han så, før hans syn forsvandt helt.
Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 3 2022
En dag i april får Jakob en god idé i frokostpausen. Han, en kollega og deres veninde vil
bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der tårner sig 5895 meter op mellem Tanzania og Kenya. Før de pakker kufferterne, konsulterer han sin øjenlæge for at vide, om det er problematisk med øjensygdommen RP. Svaret er nej.
Det er derfor uden bange anelser, at Jakob, Mette og Kristine 17. juni 2022 flyver afsted på
det, der skal vise sig at blive et reelt mareridt.
”Selvfølgelig har jeg fortrudt turen. Uden den var mit syn ikke forsvundet fra det ene øjeblik til det andet, men man kan ikke ændre fortiden.”
Stagnation i diagnosen
Jakob er teenager, da han får diagnosen Retinitis Pigmentosa, der langsomt får hans nethinder til at gå til grunde. Ingen kan forudse, hvor hurtigt eller langsomt det vil gå.
”Det betød, at jeg allerede dengang var nødt til at bearbejde og forholde mig til, at jeg på et tidspunkt ville blive helt blind.”
Hvert år i maj bliver Jakobs syn tjekket hos øjenlægen, og de seneste tre år er svaret det
samme: Han er blind på det ene øje og de sidste 5-6 % på det andet øje er stagneret. Det er gode tegn. Så da han tager til Afrika, skriver hans mor stolt på Facebook:
”Sådan. Det er ikke sikkert, han når toppen, men han får i hvert fald EN OPLEVELSE.”
De første gode dage
På hotellet i Tanzania møder Jakob og veninderne personalet, der skal hjælpe dem under
bjergbestigningen som guider, kok og bærere af bagage, telte og forsyninger.
”Næste dag gik vi afsted i regnskov på skovbund og grusstier hele dagen. Stigningen var
ret stejl, men jeg havde det godt, da vi slog lejr første nat.”
Landskabet på Kilimanjaro forandrer sig dag to. Det er goldt med små træer og mange sten, så der er brug for vandrestave og tålmodighed, for der er også kø på ruten. Om aftenen ved campen er der fællessang, og tredje dag fortsætter omgivet af flere sten og lave buske. Det danske trekløver lander i knap fire kilometers højde til den sidste overnatning før toppen.
”Det var virkelig koldt, og vores vandflasker frøs til is, så vi vendte dem på hovedet for ikke
at drikke af isklumper. Alt var stadig godt.”
Iskoldt på toppen
Klokken to om natten på dag tre, tænder Jakob sin pandelampe og tager handsker og vandrebukser på med knæpuder. Det sidste stykke mod endemålet skal forceres for at se solen stå op over Kilimanjaro.
”Vi gik 12 km i et landskab af lavasten, der var ligesom ral. Det var bidende koldt og så
mørkt, at jeg kun kunne se refleksen på Mettes taske og måtte lytte efter de andre for at finde retningen.”
Mette bliver højdesyg og kaster op, men chokolade giver hende kræfterne igen. Gruppen
når den ring, der omkranser vulkankrateret øverst på Kilimanjaro. Under fødderne er der
sne, og det blæser 40 m/sekundet, så man næsten ikke kan høre hinanden.
”På toppen var vi selvfølgelig rigtig glade, tog billeder, og alle havde det godt.”
Synet bliver grønt
Vejen ned igen om morgenen består af sand. Det er som at gå i klitter med lange, glidende
skridt. Her opdager Jakob, at synet driller.
”Det begyndte at blive grønt. Jeg har prøvet det før og er det, man kalder svejser-øjne, som kommer af at kigge længe på noget meget lyst.”
Jo længere ned danskerne kommer, jo værre bliver synet. Da de sidst på formiddagen gør
holdt for at sove lidt, siger Jakob til de andre, at hans syn godt nok er blevet dårligt. Senere på dagens rute må han holde Katrine i hånden for at orientere sig.
”Jeg tænkte stadig, at det grønne syn nok ville gå over om et par dage.”
Fra mareridt til mareridt
Der er nu kun et døgn til bjergets fod. Jakob har hele ferien haft dårlige drømme, men det er en kendt bivirkning ved malaria-medicin.
”Jeg havde faktisk nogle grimme mareridt, og den sidste nat drømte jeg, at jeg tog min pandelygte af og lyste mig selv direkte ind i øjnene uden at kunne se noget som helst.”
Mette sover ved siden af Jakob den nat, og hun vækker ham og spørger, hvad han laver.
”Så gik det op for mig, at det ikke var en drøm, men virkelighed. Jeg kunne absolut intet
se. Det var en grove omgang. Noget værre lort.”
Sur og ked af pis
Jakob famler rundt i teltet og pakker sine ting, før han kalder på guiden, der siger, at der kun er én vej ned: 3600 meter til fods.
”Jeg havde lyst til at skrige og råbe, men jeg forstod også, at der ikke var noget at gøre. Jeg måtte holde en guide under armen hele vejen ned. Det gik bare stærkt, for jeg var sur og ked af det og gad ikke mere pis.”
Først ved foden af Kilimanjaro er der telefonforbindelse, og Jakob ringer til sin mor. Hun
skaber kontakt til øjenlægen, der vurderer, at de skal se tiden lidt an, så danskerne fortsætter videre til nationalparken Serengeti.
”Så jeg har været på safari uden at se noget som helst!”
Svær hjemrejse
I de følgende dage slås Jakob med sit forsikringsselskab, men han får til sidst lov at afbryde rejsen, der også skulle have indeholdt en badeferie på Zanzibar.
Kommunikationen går dog i kludder, så han må have hjælp af en fremmed kvinde i flyet
og ved mellemlandingen i Amsterdam må en ukendt mand kontakte lufthavnspersonalet, der skaffer en kørestol. Sådan ankommer Jakob efter mere end et døgn til Billund og sin mor.
”Jeg var ked af det, men jeg har faktisk ikke haft et stort sammenbrud. Jeg vidste jo, at mit syn en dag ville forsvinde, men nu blev det så ret ekstremt på toppen af et bjerg fra det ene sekund til det andet. Det var mere grove, end jeg havde forestillet mig.”
Usikker fremtid uden bitterhed
Siden har Jakob taget sine blindestokke i brug, og i det daglige støtter hans lillebror, imens
kommunen afklarer, hvad han kan få hjælp til.
”Før var jeg tekniker og arbejdede med robotter og automatisering. Nu er jeg på kontoret og laver planlægning og koordinering af et stort byggeprojekt og har fået Jaws på computeren og lært at bruge VoiceOver. Jeg er usikker på, hvad fremtiden bringer, men jeg håber, jeg kan beholde mit job, som jeg er glad for.”
Set i bakspejlet fortryder Jakob sin ferierejse, men han har besluttet ikke at være bitter.
”Det løser jo ikke noget. Jeg må bare sige, at that’s life.”
