En hjælp på rejsen

Søren Jensen deler erfaringer med at rejse med offentlige transportmidler som blind.

Af Søren Jensen, stifter af firmaet V.I. Data, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2021

Mange synshandicappede og især blinde mennesker er utrygge og nervøse for at rejse med tog og bus. Det har jeg også været. Især de første gange det skete alene uden hjælp, men nu har jeg som blind rejst landet tyndt i 15 år i forbindelse med mit arbejde og har fundet metoder og strategier, der gør det muligt.

Men husk, at folk er forskellige, så hvad jeg finder let eller svært, kan være anderledes for andre. Og husk at det tager tid at øve sig!

Rejsekortet
Rejsekortet er en enorm stor hjælp for mig. Det betyder, at jeg slipper for at lede efter fysiske steder at købe en togbillet, som især er rart på ukendte steder. Også selv om nogle standere til Rejsekortet visse steder er nærmest umulige at finde!

Rejsekortet kan bruges i alle busser og tog, så længe det er offentlige transportmidler. Jeg vil anbefale, at man bruger automatisk optankning, for bruger man den manuelle optankning, kan det give problemer i busser, fordi kortet først bliver opdateret, når bussen holder i garage.


DSB’s Handicapservice
DSB’s Handicapservice er en fantastisk ordning, hvor man får hjælp til at finde det rette tog og den rigtige togvogn. Man skal dog selv kunne komme ind og ud af toget, kunne spørge sig frem til sin plads og finde rundt indeni toget. Det kan hjælperen fra Handicapservice ikke nå.

Ulempen ved DSB’s Handicapservice er, at den f.eks. skal bestilles senest 12 timer før rejsen, at det kræver en pladsbillet, som gør rejsen dyrere, og at man binder sig til det valgte tidspunkt. Man kan heller ikke bruge Handicapservice, når man skal skifte mellem tog og bus eller metro. Jeg har derfor også trænet mig op til at kunne rejse alene.


App’en Rejseplanen
Jeg planlægger altid min tur før afrejse via appen Rejseplanen på iPhone. Andre apps er lettere at bruge som blind, men trafikselskaberne henviser til Rejseplanen. Her kan man både læse, hvilket tog eller bus man skal med, hvilket spor eller perron det kører fra, tidspunkt for afgang og ankomst, skift og om der er forsinkelser. Jeg har flere gange erfaret, at Rejseplanens app er mere stabil end skiltene og tavlerne.

Rejseplanen oplyser tit, hvilket spor toget afgår fra, og det finder jeg ud af ved at huske, at sporene som regel ligger parallelt med togskinnerne. Når jeg står på en perron med ryggen mod banegårdsbygningen, undersøger jeg, hvilket spor der ligger til højre og venstre for. Er de lige numre til venstre og ulige numre til højre, kan jeg regne ud, om jeg skal dreje til højre eller venstre, når jeg stiger af toget en anden gang. Ofte er standerne til Rejsekortet også placeret, så ’tjek ind’ vender ind mod banegårdsbygningen, så når jeg rører øverst på skærmen og hører ’tjek ind’ ved jeg, at jeg er på vej i den rigtige retning.


Sikkert ind og ud
Når toget ankommer lytter jeg efter, i hvilken retning dørene åbner. Jeg går typisk efter den nærmeste dør, og nogle af dem bipper, så det er nemt at høre. Derefter mærker jeg med stokken for at få en fornemmelse af afstanden mellem tog og perron. Jeg er ekstra opmærksom, hvis togvogne bliver frakoblet eller togsæt delt, for det giver et større mellemrum, jeg opdager med stokken.

Når jeg stiger ud af toget, holder jeg altid fast i gelænderet med den ene hånd og bruger stokken grundigt med den anden. Jeg takker som regel kun ja til hjælp, hvis det er togpersonale, som spørger, fordi jeg har oplevet, at nogen tog fat i min stok, hvilket er ubehageligt og utrygt.

Spørg og pas på
Folk er ellers søde til at hjælpe, men det kræver, at jeg åbner munden og spørger eller som minimum, at jeg signalerer mit synshandicap med f.eks. blindestok eller andet.

En del synshandicappede har desværre oplevet at falde ned på skinnerne, så gå forsigtigt og føl efter med blindestokken via store, fejende bevægelser. Det hjælper også at have bagagen i en rygsæk frem for en tung pose eller kuffert, for så går man let skævt. Man kan også navigere efter stolper, Rejsekortstandere, billetautomater m.m, der ofte står inde på midten af perronen.

Er man afsindig god til mobility, kan man gå ud til perronkanten og mærke efter med sin stok. Jeg gør det kun i yderste tilfælde, når jeg ikke har andre muligheder.

Busser og busstationer
Busstationer er for mig en større udfordring end togstationer og perroner. De er meget forskellige, man kan ikke få Handicapservice, og busser kan køre fra andre steder end planlagt, hvis deres plads er optaget.

Så hold øje med Rejseplanen. Man kan som regel læse om forsinkelser, og ofte også hvor bussen kører fra. Skal jeg bruge busstationen flere gange, går jeg gerne rundt for at få en fornemmelse af, hvordan den er bygget op, eller spørger mennesker i nærheden, hvis jeg er i tvivl.

Når bussen kommer, spørger jeg altid chaufføren, hvilken bus det er. Jeg har flere gange misset en bus, fordi jeg stolede for meget på, hvad folk på stationen fortalte. Jeg fortæller også altid chaufføren, hvor jeg skal af med mindre, jeg kender ruten meget godt, og jeg tjekker selv ankomsttidspunktet, så jeg kan holde øje med uret. Et par minutter før ankomst, gør jeg mig klar og spørger chaufføren om, vi nærmer os mit stop. Jeg går for det meste ud ad fordøren, så jeg er tæt på chaufføren.

God rejse!

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.