Fra ballademager til direktørdrøm

19-årige Jonas Stage var den vilde dreng med dårlige karakterer, der som ung besluttede sig for at bevise, at trods dårligt syn kan han det samme som andre. Nu er han i handelslære og drømmer om at blive leder.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1, 2020

På en kontorstol omgivet af tal og ord sidder 19-årige Jonas Stage i dag og er begejstret for sin læreplads, men for ti år siden var skolegang, regnestykker og bogstaver netop det, han hadede allermest.

Dengang blev det opdaget, at Jonas’ dårlige syn ikke kunne klares med almindelige briller men var et synshandicap, der efterlod ti procent syn på de yderst lysfølsomme øjne. Derfor er brøkerne på tavlen usynlige, novellerne i dansk umulige at læse og idræt noget, der foregår på sidelinjen, imens andre spiller fodbold. I stedet laver Jonas ballade.

”Jeg blev tit sur og skred fra timerne, fordi jeg ikke kunne se. De andre drenge syntes, at jeg var sjov, så vi fandt sammen, og der blev skrevet mange mails hjem! Jeg var helt sikkert aldrig den artige elev i klassen. Jeg kom rigtig meget bagud i alle fag og troede faktisk, at jeg var dum, indtil jeg begyndte på en ungdomsuddannelse og fik mit livs første 12-tal.”

Afbræk fra nullerne
Der står nul foran de fleste karakterer, da Jonas efter 9. klasse forlader folkeskolen i Ry.

”Jeg fik kun et eneste 4-tal til eksamen, ellers var resten af karaktererne helt i bund. Jeg anede ikke hvad jeg ville, for jeg kunne aldrig finde ud af noget i skolen.”

Et år på efterskole bliver hans afbræk, hvor han bl.a. dyrker musikken, for han har spillet guitar i mange år.

”Jeg blev taget godt imod, og sammen med mine nye venner glemte jeg simpelthen, at jeg ser vildt dårligt. Det var fedt, at de ikke opfattede mig som ballademager og en, der ikke kan se.”

Men efter jul på efterskolen daler humøret, for nu skal man vælge fremtidsvej. Jonas ved, at uddannelse er vigtigt, men han er stadig i tvivl om, hvad han kan klare. Svaret gemmer sig til åbent hus på den nye type ungdomsuddannelse EUX, der på fire år giver både studentereksamen og svendebrev.

”Erhvervsuddannelser har jo lidt et dårligt ry, men det lød vildt spændende, fordi man arbejder med noget virkelighedsnært i stedet for at læse i 200 år gamle bøger, man ikke ved, hvad man skal bruge til.”

Ny motivation og gå-på-mod
Til sin beslutning om EUX henter Jonas også inspiration fra omgivelserne. Forældrene har altid opdraget ham til at kaste sig ud i ting og begge arbejder med handel, som han også drømmer om. Vennerne skal på gymnasiet, og han vil stadig gerne være som dem.

”Det er måske lidt skørt, men det var en motivation, at jeg ikke ville skille mig ud og være den eneste, som ikke tog en uddannelse. Måske også lidt for at modbevise, at selvom jeg har et synshandicap, vil jeg gerne gøre noget ud af mit liv karrieremæssigt, og så er man jo nødt til at tage sig sammen.”

Samtaler med en psykolog på IBOS hjalp også Jonas til at få styr på tankerne.

”Hun gav mig metoder til at håndtere modgang i stedet for at blive sur. Jeg skal tænke positivt og kan f.eks. tage et billede af bussen og zoome ind på teksten, når jeg ikke kan læse skiltet og har svært ved at spørge folk om hjælp. Jeg fik simpelthen en slags gåpåmod.”

På EUX’en giver det hurtigt gevinst.

”I de nye fag begyndte jeg på samme niveau som alle andre og nød at arbejde med noget, du kan se i verden. Man analyserer ikke litteratur i engelsk, men virkelige kampagner og laver opgaver om virksomheder, der findes. Ballademageren forsvandt, da jeg begyndte at få 10 og 12-taller, for det var stærkt motiverende efter altid at have været ham den dumme.”

På plads hos Presalit
Efter to år afslutter Jonas den boglige del af EUX’en med høje karakterer og et legat for sin indsats både fagligt og socialt. Med hjælp fra sin far sender han fem ansøgninger for at få en læreplads inden for handel, og han er meget bevidst om ikke at skubbe synshandicappet forrest.

”Jeg formidlede det positivt ved at sige, at netop på grund af mit syn er jeg viljestærk og motiveret. Man skal passe på at gøre det negativt eller til sin eneste kvalitet, for så tror virksomheden, at det er et minus at ansætte dig.”

Den lokale produktionsvirksomhed i Ry, Pressalit, er nu Jonas’ læreplads de kommende 1½ år. På hovedkontoret har han daglig kundekontakt i telefon og pr. mail, håndterer ordrer, tilbud og servicerapporter.

”Det er super fedt. De betragter os elever som medarbejdere, så vi får lov at arbejde rigtigt.”

Kollegerne kender Jonas’ synshandicap og ved, at han ikke kan læse det med småt på papir, ligesom de skriver sedler med tydelig tusch. På skrivebordet står en ekstra stor skærm, computeren har Zoomtext og tastaturet store bogstaver.

”Nogle gange laver jeg fejl, fordi jeg overser noget på en ordre. Jeg kan ikke få overblik ved at kigge på et papir, men skal læse linje for linje, men det forstår alle.”

Nu drømmer Jonas ligefrem om mere uddannelse, når EUX’en er slut. Noget med ledelse inden for handel eller maskinmester står på ønskesedlen.

”Jeg vil gerne både bestemme og have fingrene i det konkrete, så man kan gå fra kontoret i fin skjorte og ned i produktionen, snakke med smeden og forstå, hvad han laver. Det giver respekt. Jeg har lært, at man ikke kommer langt med at surmule, som jeg gjorde, da jeg var lille. Man skal investere i sin fremtid, og nu tør jeg godt være ambitiøs.”

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.