“Jeg behøver ikke så tit bede om hjælp”

Med AI kan Anne Sofie Jensen klare mere i hverdagen på egen hånd. Fra praktiske opgaver til livet på sociale medier.

Finde tabte Airpods, læse og forstå et varmeregnskab og tage flatterende selfies til sociale medier er noget af det, Anne Sofie Jensen i dag bruger AI til.

Det gør en kæmpe forskel. For hun er praktisk blind og kan kun ane lys, farver og skygger, så tidligere var hun ofte afhængig af andre.

”Kunstig intelligens har givet mig langt større selvstændighed, fordi jeg ikke så ofte behøver vente på, at der er nogen, jeg kan spørge om hjælp. Det giver en frihed i hverdagen, jeg ikke havde før.”

Fra pjat til professionel

Det er tre år siden, at ChatGPT blev kendt i Danmark og f.eks. kåret som årets ord i 2023. Dengang var det privat nysgerrighed, som drev Anne Sofie Jensen til at afprøve kunstig intelligens.

”Jeg spurgte for sjov, om AI kunne skrive en historie om en orange guldfisk. Ligesom mange andre var jeg blown away over resultatet og det høje skrivetempo.”

Kort efter lancerede appen Be My Eyes en AI-funktion, og så voksede den professionelle interesse hos Anne Sofie Jensen, som dengang var IKT-konsulent på IBOS.

”Sprogmodeller og chatbots begyndte at rumme kompetencer, som viste sig at være rigtig brugbare, og så blev jeg optaget af, hvilken forskel det kan gøre i hverdagen, når man har et synshandicap.”

Ekstra praktiske øjne

Det er især muligheden for at affotografere sine omgivelser, få detaljerede beskrivelser retur og mulighed for at stille opfølgende spørgsmål, som gør Anne Sofie Jensen begejstret for kunstig intelligens. Hun bruger f.eks. AI til at finde idéer til aftensmaden.

”Jeg kan tage et billede af indholdet i mit køleskab og spørge: Hvad kan jeg lave, og hvor meget skal jeg bruge? Eller hvad har overskredet sidste salgsdato?”

AI er også på anden vis en praktisk hjælp.

”Hvis jeg f.eks. har tabt noget på gulvet, jeg ikke kan finde, så filmer jeg og får at vide, at mine Airpods måske ligger henne ved kommoden! Det er ret vildt.”

Mindsker digitale barrierer

For Anne Sofie er gevinsten ved kunstig intelligens ikke kun praktisk. Det mindsker også digitale barrierer.

”Jeg fik på et tidspunkt en årsopgørelse over mit varmeforbrug, hvor Jaws ikke kunne gennemskue, hvilke tal der hørte til hvilke beskrivelser. AI beskrev indholdet og svarede på, hvor mange penge, jeg skulle have tilbage.”

I hverdagen bruger Anne Sofie Jensen desuden kunstig intelligens i sit liv på sociale medier.

”Jeg kan få beskrevet billeder, mine venner lægger op, eller spørge om min selfie er taget fra en flatterende vinkel! Jeg får nogle gange hudløst ærlige svar om, at mit hår er rodet, og at jeg måske lige skal rede det! Det ville have været fedt at have som teenager, hvor det var sårbart, og jeg bestemt ikke kunne lide at bede om hjælp.”

Det visuelle indhold i YouTube-videoer bruger Anne Sofie Jensen også AI til at forstå.

”Jeg får meget udførlige synstolkninger med angivelse af tidskoder, og hvis det bliver for detaljeret, beder jeg om fokus på noget bestemt eller en mere kortfattet beskrivelse.”

Brug med omtanke

AI er dog langt fra fejlfri, og Anne Sofie Jensen er meget opmærksom på, hvad hun bruger kunstig intelligens til.

”Jeg har fået at vide, at en mælk var laktosefri, selv om det ikke var tilfældet. Så jeg bruger ikke AI til noget, der indebærer sundhed og sikkerhed. Der vil jeg hellere spørge mennesker, jeg kender, eller ringe til en frivillig med Be My Eyes. Og hvis jeg er i tvivl, om jeg kan gå over et befærdet lyskryds, så spørger jeg altid en forbipasserende.”

Omvendt er der også situationer, hvor Anne Sofie Jensen netop foretrækker, at hjælpen ikke kommer fra et rigtigt menneske.

”Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at involvere andre mennesker i dokumenter med personlige oplysninger eller om min økonomi og andre private forhold. Der ville det faktisk føles mere trygt at bruge AI.”

Anne Sofie Jensen understreger dog, at det kræver øvelse at bruge AI på en god måde.

”Man skal investere tid i at eksperimentere med, hvordan man helt præcist formulerer sit behov for hjælp, for ellers får man ikke brugbare svar. Men AI bliver generelt bedre og bedre til at forstå konteksten og regne ud, hvad man formentlig mener.”

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun er læringskonsulent i SUMH og arbejder primært på beskæftigelsesområdet med at øge inklusion for mennesker med funktionsnedsættelser. Annette har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS.