Lene Johannsen er peer-mentor i Københavns Kommune og bruger sin livserfaring med synstab som samtalepartner og underviser af ledige.
I lyset af sit nuværende job fik Lene Johannsen for 46 år siden på en måde en vuggegave, da hun blev født stærkt svagsynet. For hun har i over et år været ansat som peer-mentor i Center for Beskæftigelse og Erhverv i Københavns Kommune.
Det betyder, at hun møder ledige med diagnoser og funktionsnedsættelser som f.eks. ADHD, autisme, angst, depression og nedsat syn, hørelse og bevægelse og hjælper dem med at blive afklaret om job.
Københavns Kommune er det første sted i landet, der bruger peer-mentorer på beskæftigelsesområdet, som ellers mest er kendt frapsykiatrien.
Skaber håb om muligheder
Som peer-mentor har Lene Johannsen både individuelle samtaler med ledige og er medunderviser på kurset Ban Vejen for Job, der er udviklet af SUMH og IBOS i fællesskab. Begge steder deler hun livserfaringer, som er pointen med en peer-mentor.
”Jeg har levet forståelse for, hvad det vil sige at have en funktionsnedsættelse og være på arbejdsmarkedet. Så jeg kan bidrage til, at andre opdager, at de ikke er alene, og være med til at skabe håb om, at det er muligt at komme i job med et handicap.”
Selv har Lene Johannsen gået i folkeskole med hyppige ophold på Synscenter Refsnæs, taget en hf-eksamen og er uddannet massør på IBOS. I sine 25 år på arbejdsmarkedet har hun været ansat på f.eks. Experimentarium, mørkerestauranten Dark Waiter og som underviser på Fuglsangcentret. I dag er hun også DBS-konsulent på Frederiksberg og har massøropgaver ved siden af jobbet som peer-mentor.
Fordel i eget handicap
I sit job bruger Lene Johannsen blindestok, VoiceOver og har personlig assistance 10 timer om ugen. Også de erfaringer er vigtige som peer-mentor.
”Jeg er jo et levende bevis på, hvad kompensation kan gøre. Min PA hjælper især med at skrive journal og styre min kalender, og det er dejligt, så jeg kan bruge min energi på kerneopgaven med samtaler frem for det administrative.”
Lene Johannsen oplever også, at hendes manglende syn på andre måder kan være gavnligt for ledige borgere.
”For nogle er det rart, at jeg ikke kan have øjenkontakt. Det skaber tryghed, der bidrager positivt til samtalen. Jeg er i det hele taget ikke myndighedsperson, der kan bevilge eller fratage ydelser, men vejleder og hjælper ledige med at finde retning som en slags hjælp-til-selvhjælp. Så jeg er fri til at have en mere ligeværdig relation.”
Derudover oplever Lene Johannsen, at hendes kolleger uden handicap også lærer af hende.
”Mine og de øvrige peer-mentorers perspektiver kan hjælpe til at tænke i andre løsninger og møde borgere med handicap på nye måder i beskæftigelsessystemet.”
