Edis Adilovic skriver om gevinsten ved at opdage 3D-printets muligheder, der kunne have gjort en forskel i hans barndom.
Af Edis Adilovic, blind tilgængelighedskonsulent, 3D-designer og foredragsholder
For 2 år siden stod jeg med en plastikklump i hånden. Den var varm, lidt ru i overfladen, og da jeg lod fingrene glide over den, kunne jeg mærke noget, der lignede vinger. Eller rettere: én vinge. Dragen havde kun én vinge, fordi jeg havde beskrevet den sådan. En kriger, tænkte jeg. En der har overlevet noget.
Det var første gang, jeg holdt noget i hænderne, jeg selv havde skabt fra bunden. Ikke tegnet – for det kan jeg ikke. Ikke set på en skærm og justeret med en mus. Men beskrevet med ord, kodet med tal og spyttet ud af en maskine lag for lag gennem flere timer.
Jeg forventede egentlig ikke, at 3D-print var noget for mig, da jeg i efteråret 2023 deltog i en workshop som den eneste blinde. Men det viste sig at være en teknologi, der kan gøre det visuelle fysisk.
Bygge det usynlige
Det tog mig flere måneder at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an. De programmer,
folk normalt bruger til 3D-design, er bygget til mus og øjne. Der trækkes, skubbes og roteres, før man ser resultatet, men det duer ikke med en skærmlæser.
Min løsning blev todelt. Til kreative ting som dragen bruger jeg kunstig intelligens. Jeg skriver f.eks.: ’En drage med skæl, en lang hale, kun én vinge, siddende på en klippe’, og så genererer AI en 3D-model ud fra teksten.
Problemet er bare, at jeg ikke kan se, om resultatet matcher min idé, så jeg tager et screenshot og sender det til en anden AI, der beskriver billedet for mig. Hvis beskrivelsen passer, er jeg på rette vej. Hvis ikke, justerer jeg og prøver igen.
Til mere præcise ting bruger jeg programmet OpenSCAD. Her tegner jeg ikke, men skriver koder. F.eks. ’en kugle med radius 10, en cylinder med højde 20, flyt den 15 enheder til højre og træk den ene form fra den anden.’ Det hele er tal og logik, og mit skærmlæserprogram læser det højt for mig, så jeg kan bygge ret komplekse ting, når jeg har hele modellen i hovedet.
Lyden af fejl
Selve printprocessen er overraskende tilgængelig. Jeg kan høre, når noget går galt. Printeren laver en bestemt lyd, når plastikken lægger sig rigtigt, og en anden lyd, når den ikke gør. Det er lidt som at lytte til en bil og vide, at der er problemer med motoren, før instrumentbrættet viser det.
Når printet er færdigt, afgør mine fingre kvaliteten. Jeg mærker lagene, kanterne, detaljerne. Det visuelle er aldrig kommet ind i ligningen.
Jeg har efterhånden printet en del. Eiffeltårnet, så jeg endelig forstod gitterkonstruktionen. En taktil nødplan til min arbejdsplads. Skakbrikker med forskellige teksturer jeg kan skelne uden at se. Små praktiske ting til hjemmet. Og ja, drager – noget jeg gerne ville have haft
som barn.
Når jeg tænker på min egen skoletid, kan jeg huske, hvor meget undervisning byggede på billeder: Solsystemet, celler, landkort, dyr og geometriske figurer. For seende børn er det intuitivt. For mig var det abstrakt, uanset hvor gode beskrivelserne og reliefferne var.
Med 3D-print kan det abstrakte blive konkret. Et hjerte kan skilles ad. Et reliefkort, hvor
jeg kan mærke bjergene. En geometrisk figur jeg kan dreje og vende. Havde jeg haft den mulighed som barn, havde det gjort en kæmpe forskel.
Brug i hverdagen
Jeg tænker ofte på, hvad forældre til blinde og svagsynede børn kan bruge teknologien til. Det kunne måske være, at når I skal på ferie til Paris, så printer I inden afrejse en miniaturemodel af Notre-Dame, så jeres barn kan mærke bygningen og danne sig et billede af, hvad de skal opleve. I Paris forstår barnet derfor ikke bare ord og beskrivelser, men genkender.
Det samme gælder hverdagen. Skal jeres barn have navneskilt på skoletasken, kan I printe det med braille. Har jeres barn svært ved at forstå et molekyle i kemi, kan I printe en model, der kan samles og skilles ad. Vil I forklare, hvordan jeres nye hus ser ud, før I flytter, kan I printe en model af grundplanen, så barnet kan orientere sig på forhånd.
Prøv det
Det behøver ikke være kompliceret eller dyrt. Der findes online tusindvis af gratis modeller klar til at downloade og printe. Mange biblioteker og fablab-værksteder har også printere, der kan bruges frit eller for få penge. Og hvis jeres barn er nysgerrigt, kan de lære at designe selv.
OpenSCAD er gratis og fungerer fint med skærmlæsere. På hjemmesiden Accessible3D.io deler jeg modeller og skriver om mine erfaringer. Mit håb er, at flere vil eksperimentere med det. Ikke fordi alle blinde børn skal blive 3D-designere, men fordi muligheden for at røre ved verden på en ny måde er der nu.
Dragen med én vinge står stadig på min hylde. Jeg tager den ned en gang imellem og lader fingrene følge formen. Det minder mig om, at der altid er måder at gøre ting på, som ingen har tænkt over endnu. Jeg skal bare være villig til at prøve.
Se mere på www.accessible3D.io
