Som barn gemte Tor Pogan sit synstab bag en nørdet tilgang til verden. Som 22-årig giver han nu sig selv lov til at være nysgerrig og søgende i podcast, folkedans og kjoler.
”Jeg var på mange måder helt forfærdelig!” siger Tor Pogan grinende om sit yngre jeg, der gennem hele sin skolegang ikke mødte andre med funktionsnedsættelser, han kunne spejle sig i.
Men han er smerteligt bevidst om, at der egentlig ikke er så meget at grine af. For Tor Pogan negligerede i årevis sit synstab. Blev nørdet, slugte bøger og samfundsviden, tilpassede sig og sladrede om klassekammeraterne for at få lærernes anerkendelse.
Men i dag er det meste out-in-the-open. Tor Pogan deler som vært på podcasten ’Alt det som ingen ser’ ud af sine svære synserfaringer, han er engageret på handicapområdet i DBSU og SUMH og begyndt til folkedans.
”Jeg har faktisk brugt alle mine 22 år på at lege seende, og det er ikke så fedt at erkende. Så nu giver jeg mig selv lov til at undersøge, hvem jeg er på alle måder.”
Frygten for at blive til grin
Tap-dystrofi er den sjældne, arvelige øjensygdom, der gør, at Tor Pogan ser godt 10% og er så løsfølsom, at i høj sommersol får han let hovedpine på trods af kasket og solbriller med mørkefilter.
”Jeg tror, at mit syn er medvirkende til, at jeg blev et meget seriøst barn. Jeg legede ikke særlig meget, for jeg kunne ikke lide at miste kontrollen og var bange for at blive udstillet og til grin. Det satte sig dybt i mig.”
Dåseskjul, stikbold, tagfat, sneboldkampe og andre fysiske lege var lukket land, og Tor Pogan måtte udtænke andre veje til fællesskabet.
”Jeg lærte f.eks. samtlige startopstillinger i Premiere League og spillede så meget FIFA, at jeg blev tredobbelt mester i min SFO.”
Derhjemme søgte han i hemmelighed ly i viden og bøger. Han faldt i årevis i søvn med Harry Potter-bøger i ørene og sad som 8-årig klistret til tv-skærmen ved folketingsvalg for at se statistikken over stemmetal bevæge sig op og ned.
”Jeg kan huske, at min mor sagde, at det skulle jeg nok ikke sige for meget om i skolen! Jeg var på godt og ondt meget nørdet og opførte mig voksent.”
Øer af venskab
Venner havde Tor Pogan egentlig. I 2. klasse tænkte han store tanker med Jonathan om verden, politik og prisen på en rumstation. Og i årevis koblede han sig på skolegårdens fodboldkampe som dommer, hvor han kunne nøjes med at stå nogenlunde stille og bruge sin retfærdighedssans.
”Jeg var sådan set respekteret og fungerede godt med de andre, men det var et skuespil, der kun fungerede i en periode, indtil det blev uudholdeligt.”
De ældste klasser i folkeskolen kalder Tor Pogan et tomrum, hvor han ikke længere kunne være med til fodbold, men på en ny skole mødte han Aya i 8. klasse.
”Vi lavede musik sammen og snakkede i alle frikvarterer, og jeg kunne være mig selv uden at indrette mig efter andres behov. Det var nok hjulpet på vej af, at hun ikke kendte mig tidligere.”
Som teenager fik Tor Pogan for første gang venner på f.eks. Refsnæs’ Sommerskole, der blev en støtte i de meget hårde gymnasieår.
”Det var første gang, jeg kunne spejle mig i andre med synstab, men vi tog sjældent de hårde samtaler om, hvordan handicap påvirkede vores hverdag. I gymnasiet afslog jeg hjælp og overbeviste mig selv om, at jeg ikke havde behov for det. Jeg fik høje karakterer, men det var tæt på at knække mig, og jeg brugte seks måneder efter studentereksamen på at komme mig.”
At dele er at hele
Højskolen i Ry for to år siden blev Tor Pogans vendepunkt.
”Jeg erkendte, at jeg havde overkompenseret i helt ekstrem grad. For første gang bad jeg om støtte, og det skabte en helt ny tryghed. Jeg fik sekretærhjælp, kørte på tandem, sejlede kano og oplevede selvstændighed og frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til.”
Bagefter søgte han job og erfarede, at synet spændte ben, indtil det pludselig var en fordel i en stilling som podcastvært hos DBS.
”Jeg er simpelthen ansat til at arbejde med repræsentation og dele mine egne og andres erfaringer med synsnedsættelse.”
På redaktionen taler Tor Pogan og kollegerne meget om, hvad der er passende eller for privat at dele.
”Min redaktør skaber et trygt rum, hvor der er plads til at udforske og tænke tingene igennem. Det giver mod til at afsøge, hvor meget jeg tør bruge mig selv. Jeg er også for nylig begyndt til psykolog og nået til et punkt, hvor det ofte er helende at dele ud af mig selv og vise min sårbarhed.”
Nyt syn på krop og leg Leg og kropslighed er for tiden Tor Pogans nye fokus. Det begyndte på højskolen og udfolder sig i dag bl.a. hver måned til folkedans på Vartov i København.
”Jeg blev ligesom taget af det miljø og svunget med i magien. Som synshandicappet er det fedt, fordi du danser i kæder eller par og derfor næsten hele tiden har fysisk kontakt.”
I folkedansermiljøet har Tor Pogan også opdaget, at han indimellem kan lide at gå i kjole, og han er netop blevet aktiv i SUMHs seksualitetsudvalg.
”På alle måder giver jeg plads til at finde ud af, hvem jeg er. Jeg vil ikke længere tvinge mig selv til at passe ind. I stedet prøver jeg at tilpasse verden lidt mere til mine behov. Jeg skal ikke længere opretholde et glansbillede, men bare turde være ung, forvirret, sårbar og nysgerrig.”
