12-årige Elina er blevet teenager – lidt før tid. Hendes selvstændighed vokser hurtigt, men ikke alt i den begyndende voksentilværelse er lige let at lære, når man aldrig har kunnet se. Hun skal guides og spørges ad. Og så er der lige det med at lære at tie.

Teenageårene kommer sjældent stille. De sniger sig ind i hjemmet sammen med nye holdninger, skarpere svar og et voksende behov for at blive taget alvorligt. Det er en periode, hvor meget er på spil. Identitet, selvstændighed og relationer. Og hvor hverdagen pludselig kan rumme både sammenstød og store grin.

For mange familier er teenageårene en øvelse i at give slip uden at forsvinde. Grænser bliver testet, samtaler trækker ud, og det, der før var enkelt, kræver nu forhandling. Det kan være krævende, til tider udmattende, men også dybt meningsfuldt. For midt i modstanden ligger ønsket om at stå på egne ben, og midt i frustrationen opstår øjeblikke, der er umulige ikke at smile af.

Elina på 12 år er det ældste barn, vi følger i serien “Livet med mit barn med synshandicap”, og derfor det eneste som er på vej ind i teenageårene. Og de mærker tydeligt det øgede behov for selvstændighed i hjemmet i Burkal.

Mormor Anja, der sammen med morfar Michael, er Elinas nærmeste omsorgspersoner, fordi hun er i netværkspleje hos dem, fortæller, at der er sket meget med Elina på det seneste. I hjemmet summer det af mere vilje, flere meninger og en tydelig fornemmelse af, at barndommen så småt er ved at slippe sit tag.

— Altså, hun er jo teenager. Når jeg siger “ja”, siger hun “nej”. Og hun er så velformuleret og god til at argumentere, at hun faktisk kan gøre mig lidt forvirret, siger Anja og griner.

Hun fortæller, at Elina kan være rigtig “strid”, når hun oplever, at mormor og morfar ikke “forstår hende”, men det tager Anja med ophøjet ro. Med smil i stemmen siger hun:

— Hun er som alle andre i den alder. Og hun ved også godt, hvornår hun skal stoppe. Hun kan sagtens mærke, at hun skal stoppe, når jeg rigtigt får sagt “nu stopper du”. Og så er hun endda rigtig god til at sige undskyld.

Og der er stadig levn fra barnet Elina tilbage i hende. Selvom legeaftaler er skiftet ud med at “være sammen”, nyder hun stadig at sidde og nusse med perler og smykker, som hun har gjort, siden hun var lille.

Guidning, guidning, guidning

Det øgede behov for selvstændighed vækker genklang i de fleste hjem med unge, der er ved at forlade børnestadiet. For mange er det kendt som en svær tid, fordi følelser og større bevidsthed fylder mere og mere.

Lettere bliver det ikke af at være født blind. Det kan virke banalt at understrege, at Elina aldrig har set noget i sit liv. Men tænk over det. De mindste handlinger som at spise med kniv og gaffel er svære at lære, når man ikke fra helt lille har set forældre og andre gentage den samme handling igen og igen. Som blind skal alt læres helt fra bunden, og ifølge Anja er det så uendeligt vigtigt ikke at tage let på guidning, når man drager omsorg.

— Guidning er ordet. Det er det bedste råd fra mig. Snak, snak, snak om det, de skal lære, og spørg, om du kan hjælpe, hvis du kan se, at der er brug for hjælp. Elina spørger også tit: “Mormor, gør jeg det rigtigt?”, og det er rigtig godt, for så kan jeg guide hende, siger Anja og lægger vægt på, at der er rigtig mange ting at lære, når man har Elinas alder.

Siden sommer har Elina fået helt styr på at klare alt hygiejnisk selv. Hun kan tørre og vaske sig, og det er et klart udtryk for den udvikling, der er i gang i hende i de her år. Anja og Michael sørger for at rose hende hele tiden gennem sådan en læringsproces, så hun mærker deres støtte.

Samtidig er der flere områder, som stadig er svære for Elina. Generelt er hun ikke glad for forandringer – slet ikke at skulle gå steder, hun ikke kender. Hun bliver også mere træt efter skole end tidligere, fordi der bliver stillet større krav. Og så er der lige det med at forstå, hvornår man skal tale, og hvornår man skal tie – eller i hvert fald pakke tingene ind.

— Hun retter på os alle – både Michael, mig og vores andre børnebørn. Hvis vi bruger eller staver et ord forkert, retter hun det. Og hvis man så siger, at den slags jo altså godt kan smutte, svarer hun bare, at det kan det ikke. Der kan vi godt blive lidt småirriteret på hende, men det er på en god måde, for hun mener det godt. Så vi arbejder på at lære hende at huske, hvornår man pakker tingene lidt ind, eller lader være med at sige noget, griner Anja.

Egentlig gør det Anja ikke noget, når det foregår i eget hjem, men det er samtidig vigtigt for hende, at Elina lærer at balancere den slags, når hun er ude.

Selvom teenageårene kommer buldrende, er der som med perlerne, dog stadig tegn på, at Elina ikke har forladt børnestadiet helt endnu. Det viser sig hver eneste morgen, når det er tid til at stå op. Og her er det faktisk Anja, der håber på forandring snart.

For Elina står helst ikke ud af sengen, inden mormor har været der med “knus og kram”, og selvom Anja holder meget af at kramme Elina, kan det være lige rigeligt at skulle gennem det om morgenen.

— Hun elsker det, men det skal jo altså stoppe. Hun vågner af sit vækkeur, men vil stadig have, at jeg skal gå derop. Så ligger hun og kalder på mig, indtil jeg kommer. Det vil være rart, hvis hun snart får lært bare at komme ned, lyder det fra Anja.

Man skal spørge børnene ad

Som en del af det med at forstå, hvornår man skal tie, følger den kritiske sans. Elina er i gang med at forstå, hvem hun kan stole på, og ifølge Anja er hun allerede ret god til det, ligesom hun siger fra, når hun bliver usikker.

Det gælder også i skolen, hvor Elina for eksempel er ved at lære at skelne mellem skal- og skal ikke-opgaver. Det er en læring, der fylder i hverdagen, men som kan være svær at navigere i, når hendes handicap spiller ind og ændrer præmisserne for det, der forventes af hende.

Skal man tage bogen frem, når læreren beder om det i timen? Ja, det skal man. Det er en tydelig og fælles forventning, som Elina ikke på nogen måde har problemer med at leve op til.

Skal man derimod stikke fingrene i dejen i hjemkundskab, når man ikke har sin synsevne og samtidig oplever våde og klistrede teksturer som grænseoverskridende? Nej, det skal man ikke nødvendigvis. Her bliver forskellen mellem formelle krav og individuelle forudsætninger tydelig, og opgaven får en anden betydning for Elina end for hendes klassekammerater. Men det kan være svært for hende at forstå, hvornår hun kan sige nej.

— Det bliver måske præsenteret som en skal-opgave, men det er det ikke for Elina. Og der skal hun have lov til at sige fra, siger Anja.

Den kritiske sans udvikler sig dog hurtigt for den vordende teenager, og det har betydet, at Elina nu er med til alle møder, der handler om hendes anbringelse – hvilket er nyt for familien. De har selv valgt det, for Michael og Anja mener, at det er afgørende, at Elina selv bliver hørt og har indflydelse på fremtidsplanerne.

— Hun bestemmer selvfølgelig ikke helt selv, men hun har medbestemmelse, og det er rigtig vigtigt. Hun er også glad for at være med, forklarer Anja.

Hun gør generelt meget ud af ikke at svare på vegne af Elina. Så når folk henvender sig til Anja med et spørgsmål, der egentlig drejer sig om, hvad Elina tænker eller ønsker, får de tit det samme svar fra Anja:

— Spørg hende. Hun er 12 år.

Det er ikke, fordi Anja ikke gerne vil svare, hvis Elina ikke kan. Men som udgangspunkt mener hun, at Elina er gammel nok til selv at tage stilling til, hvad hun vil i sit eget liv. Og som regel har Elina da også en holdning.

Elina siden sidst

Sidst, vi hørte fra familien Rasmussen, var Anja netop kommet hjem fra en indlæggelse, der skyldes, at hun har KOL. En voldsom oplevelse, der efterfølgende gjorde hverdagen svær.

I dag har Anja det meget bedre og kan for eksempel lave mad igen, som hun ellers ikke kunne på grund af mados fra madlavningen.

Alligevel har det sat sig i Elina. Hun blev bange, da hendes mormor pludselig måtte indlægges, og den følelse har ikke sluppet hende.

— Hun er bange for, at jeg dør fra hende. Det har helt sikkert også noget med hendes alder at gøre, at hun bekymrer sig mere. Så snart jeg hoster, beder hun mig om at lægge mig og siger, at jeg skal passe på mig selv. Det skal hun selvfølgelig ikke spekulere over, men det gør hun altså, siger Anja og forklarer, at de taler med Elina om, at Anja gør, hvad hun kan for at få det bedre.

Julen blev holdt hos Elinas onkel, hvor også Anja og Michaels andre børnebørn var. En stor jul med mange samlet. Elina elskede det, men det tærede også på hendes energiniveau med det tætpakkede juleprogram, så mellem jul og nytår tog den lille familie i sommerhus for at få lidt ro på.

Til maj fylder Elina 13 år og går ind i teenageårene, selvom de nok allerede er begyndt. Foruden selvstændig udvikling betyder det også, at 8. klasse nærmer sig om et par år. Til den tid skal hun på efterskole. Og selvom to år måske kan virke som længe, er tankerne om, at Elina da ikke vil være i huset hver dag, begyndt at melde sig hos Anja og Michael.

— Den dag bliver jeg nok lidt ked af det. Så der kniber jeg nok et par tårer, siger Anja meget afmålt og holder det på afstand, selvom det tydeligt skinner igennem, at hun ikke glæder sig til ikke at skulle have Elina i hjemmet længere.