Når talen falder på børn og unge med synshandicap står én ting klart: Størst mulig grad af selvstændighed er ikke bare et fagligt mål – det er decideret nødvendigt for at kunne begå sig i bedst i det daglige; både nu og i fremtiden.
Det handler ikke kun om at kunne finde rundt i dagtilbuddet eller skolen på egen hånd eller senere at kunne tage bussen alene eller selv smøre madpakken. Det handler også om identitet, selvværd og muligheden for at leve et liv med frihed og deltagelse på egne præmisser.
Ofte kan det opleves som en kamp at få støtte nok til børn og unge med synshandicap. Det kan lige så ofte opleves som en udfordring at finde og tilbyde den rette støtte. Intentionerne hos støttepersoner og faglige tiltag er altid gode, men konsekvensen af en fejlrettet støtte kan være, at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig mulighed for at afprøve sig selv og egne grænser. Får de ikke lov til at fejle under trygge rammer, fratager vi dem vigtige erfaringer. Og unge med synhandicap ønsker – ligesom andre unge – at kunne klare sig selv.
Selvstændighed skal bygges op tidligt og målrettet. Det kræver viden, tilgængelige redskaber og en omverden, der tør give plads, ansvar og ultimativt gøre sig selv undværlige. Pædagoger, lærere, fagfolk og vi som forældre spiller en afgørende rolle, og vi må også lytte til barnet og den unge selv. Hvad har de brug for, og hvordan oplever de deres vej mod selvstændighed?
Vi skal ikke spørge, om de kan – men hvordan vi bedst understøtter, så de kan. For når selvstændigheden får plads, spirer modet. Og med modet vokser drømmene.
