120 km på Caminoen gav 22-årige Selma Hauch Christensen et sjældent ligeværdigt fællesskab, og hun opdagede, at hun kan mere, end hun tror.
’Du skal ikke bare gå – du skal vokse som menneske, lede andre og udvikle dig gennem udfordringer.’ Sådan lød det i invitationen til DBSU’s Camino-rejse i sommeren 2025, som Selma Hauch Christensen til sin egen overraskelse tog med på.
”Jeg har aldrig tænkt, at det var noget, jeg skulle. Men det lød alligevel tiltrækkende, for jeg kan godt lide at være aktiv, og min gode veninde skulle med. Så jeg sprang ud i det for at opleve, hvordan jeg reagerer i pressede situationer.”
Det fik hun i den grad prøvet. Turens spilleregler indebar, at alle deltagere i makkerpar fik det fulde ansvar for at navigere og lede en hel vandredag, hvor de kun måtte stille to spørgsmål til deres seende ledsager. Alle øvrige beslutninger skulle de træffe selv ved at stole på deres dømmekraft, spørge andre vandrere om hjælp, bruge GPS og hjælpemidler eller slet og ret tage chancer.
”Det har været en af de vildeste oplevelser i mit liv. Jeg er blevet udfordret og har lært en masse om mig selv.”
Være på slæb
Den progredierende øjensygdom Lebers er forklaringen på, at Selma Hauch Christensen aldrig har set mere end 10% og er stærkt afhængig af lys. Som barn spillede det ingen rolle, men i teenageårene blev restsynet mindre og betydningen større.
”Mine jævnaldrende fik andre interesser, og det sociale blev svært. Jeg kunne f.eks. ikke bare tage med til fester, fordi de typisk foregår i mørke, og jeg var afhængig af andres hjælp. Det føltes lidt som at være med på slæb, og det var ikke fedt.”
Hun blev hverken drillet eller mobbet og klarede sig fagligt godt i skolen. Alligevel var ungdommen anderledes.
”Jeg har altid haft venner, men nok aldrig følt, at jeg var helt inde i fællesskabet og deltog fuldt ud.”
Frihed på hesteryg
Ridning blev Selma Hauch Christensens helle, da hun som 8-årig trodsede sin frygt for heste.
”Mine forældre var virkelig overraskede, og jeg ved heller ikke helt selv, hvorfor jeg fik lyst til at ride! Når jeg sidder på hesteryggen, oplever jeg frihed og glemmer, at jeg ikke har fuldt syn. Når noget er svært, eller jeg er rigtig glad, kan jeg altid dele det med min hest. I stalden har alle også samme interesse, så der er altid noget at snakke om, og jeg føler mig på lige fod.”
Selma Hauch Christensen tilbringer flere timer hver dag i stalden, ligesom dressurstævner fylder i kalenderen.
”Jeg rider nok fem gange om ugen, og ellers nusser jeg med min hest og giver den massage. I perioder har jeg redet mange stævner – både lokalt og til DM for U25, hvor jeg blev nummer to. Jeg har en enkelt gang redet på internationalt plan, som var en stor drøm, der gik i opfyldelse, da jeg blev udvalgt, for så har man nået et vist niveau. Nogle af mine konkurrenter var PL-ryttere, og jeg drømmer stadig om at prøve i hvert fald EM eller VM for ara-ryttere.”
Intenst gå-fællesskab
Fredag 4. juli 2025 fløj Selma Hauch Christensen med ni andre blinde og svagsynede til den franske middelalderby Saint Jean Pied de Port. I kølig bjergluft til duften af nybagt brød og lyden af kirkeklokker drog de to dage senere afsted, gik hver dag ca. 25 km og bar deres egen oppakning.
”Det var virkelig udfordrende! Jeg var nonstop sammen med 17 mennesker, og vi sov typisk kun 6 timer i store sovesale på herberger, så man kørte lidt på søvnunderskud i forhold til, hvad jeg er vant til. Man var udmattet og træt, når man vågnede, og der var aldrig mulighed for at trække sig.”
Alligevel er Selma Hauch Christensen begejstret.
”Det var så fedt at opleve fællesskabet. Alle kunne snakke sammen, og man lærte hinanden at kende på en anden måde, end man plejer. Det handlede ikke bare om, hvad man laver til daglig, og hvordan ens syn er. Man kunne også snakke om sårbare ting.”
Kan mere end jeg tror
Vandrerutens sidste dag lå i hænderne på Selma Hauch Christensen og hendes veninde, der guidede de 22 km til den spanske by Estella. Hele rejsen gav vigtig læring.
”Jeg lærte at være tålmodig og give plads til alle med forskellige behov. Selvom det var hårdt, og jeg nogle dage var helt færdig, blev jeg ikke helt smadret og fik ingen vabler. Derhjemme ville jeg nok have tænkt, at nu kan jeg ikke mere, men jeg fandt ud af, at det gik. Jeg fik helt klart en oplevelse af, at jeg faktisk kan mere end jeg tror!”
Selma Hauch Christensen vil bruge erfaringen i sin hverdag.
”Jeg tænker, at jeg vil turde kaste mig ud i mere socialt og på mit studie end før.”
Mod til mere
Selma Hauch Christensen læser til socialrådgiver i Nykøbing Falster.
”Jeg ville gerne studere jura eller psykologi, men det kræver, at jeg flytter til en storby, og det fungerer ikke med hest. Socialrådgiver er en god kombination, jeg er meget glad for. Jeg vil gerne arbejde med at hjælpe andre i samme situation, som jeg selv har været igennem.”
Det sociale studieliv er fortsat udfordrende, men det gør ikke længere så meget.
”Jeg har fundet et par stykker, jeg er tryg ved og snakker med på skolen, men ikke i fritiden. På dumme dage kan det da godt være et savn, men jeg har fællesskabet i stalden og en gruppe venner fra Refsnæs, jeg ser flere gange om året.”
Derudover har DBSU-arrangementer det seneste år åbnet nye bekendtskaber.
”Jeg har nok tidligere haft en forestilling om, hvordan andre med nedsat syn var og havde ikke lyst til at gøre mig mere handicappet, end jeg var i forvejen. Nu har jeg en helt anden oplevelse. I DBSU har unge de samme udfordringer og er det samme sted i livet med uddannelse. Det er dejligt.”
