Kunstig intelligens kan nu live-oversætte visuelle indtryk til tale. Læs om de vigtigste aktuelle løsninger.
Takket være kunstig intelligens kan flere børn med nedsat syn nu færdes mere selvstændigt, fordi AI-baseret synstolkning kan oversætte visuelle indtryk til tale i realtid.
Teknologien udvikler sig hurtigt. Nogle løsninger er allerede tilgængelige i Danmark og flere forventes på vej. Det kræver faglig viden og kendskab til dit barn at finde den rette løsning, så tal med jeres synskonsulent om, hvilke løsninger der giver bedst mening og få hjælp til at afprøve det i trygge rammer.
AI-synstolkning fungerer sådan, at apps, briller eller små enheder ved hjælp af kamera og mikrofoner i smartphones ’ser’ og fortolker omgivelserne og beskriver det med lyd. Det kan f.eks. være en tekst på et skilt, en person der nærmer sig, eller farven på en trøje.
App uden WIFI eller mobildata
Lookout (Google): Android-app til mobiltelefoner, der læser tekst op. Den kan beskrive nogle pengesedler, madvarer og især identificere genstande, personer og deres påklædning i realtid. Appen fungerer uden adgang til wi-fi eller mobildata, så den kan bruges på ældre telefoner og af børn ned til 3-års alderen, som er vant til teknologi.
Apps kun med WIFI eller mobildata
Seeing AI (Microsoft): Gratis app læser tekst, genkender ansigter, farver og objekter. Appen er brugervenlig og kan bruges af børn og unge, som er fortrolige med at navigere på enheder ved brug af f.eks. talk-back eller Voice-over.
ChatGPT live (OpenAI): Kan på dansk forklare omgivelserne og hjælpe til at navigere. Det foregår ved direkte samtale. Appen findes til både IOS og Android med kamerafunktion. Den har tendens til at hallucinere og kan have svært ved at arbejde i realtid, selvom det lyder sådan. Appen kræver abonnement.
Gemini (Google): En generativ AI som via kamera kan hjælpe med at beskrive madvarer, omgivelser mm. Den har ligesom ChatGPT og Meta AI nogle gange tendens til at hallucinere og udtrykker også mere funktion, end der reelt er. I foråret 2025 er den kun tilgængelig på Android med kamerafunktion, men forventes også i IOS inden for et års tid. Den kan kræve abonnement.
Alle i denne gruppe findes både til Apple IOS og Android baserede mobiltelefoner og tablets som f.eks. Samsung og Google Pixel.
App baseret på opkald
Be My Eyes + Be My AI: Dansk app, hvor barnet kan få hjælp af seende frivillige eller bruge den nye AI-funktion, der beskriver billeder og situationer i realtid. Husk at barnet kan komme i kontakt med tilfældige frivillige hjælpere.
Smartbriller via WIFI eller mobildata
Ray-Ban Meta AI: Briller med forskellige glas, indbygget kamera og mikrofoner. Kan anvendes som assistent og svare på spørgsmål. Via kamera kan omgivelserne beskrives med en responstid på nogle sekunder. De svarer meget kort og er derfor gode, når man er i bevægelse. Aktuelt er den kun tilgængelig på engelsk. Senere i 2025 kommer en livefunktion, der giver hurtigere svar, ligesom den forventes at komme til at kunne tale dansk. Prisen er rimelig og varierer afhængig af glastyper og behov for glas med styrke.