Som konservatoriestuderende har 28-årige Maria-Louise Lundqvists succes som musiker. Mange spillejobs betyder dog, at hun ikke kan få handicaptillæg og må arbejde ekstra. Det skaber bekymring for, om energien kan holde.
”Der kommer ikke nogen og fikser tingene for mig. Hvis noget skal lykkes, må jeg tage mig sammen og æde mig igennem det.”
Den overbevisning har bragt Maria-Louise Lundqvist langt i det danske musikmiljø. Fra hverken at kunne noder eller musikteori til at komme ind på Rytmisk Musikkonservatorie og i april 2025 vinde den nordjyske musikkonkurrence Band Battle.
Nu står hun over for et gennembrud med vinderpræmien, der betyder job som opvarmningsband for Lis Sørensen og udgivelser på vej. Men succesen har en pris. Maria-Louise Lundqvist har mistet sit månedlige handicaptillæg og må knokle hårdere for at få råd til hverdagen.
”Det er et reelt problem, at jeg er nødt til at arbejde ekstra for at klare mig. Jeg er bange for konsekvenserne og synes, det er noget svineri, at jeg bliver straffet for at yde.”
Tidligt lært at klare sig selv
Øjensygdommen Lebers er årsagen til, at Maria-Louise Lundqvist kun ser lys og skygge og risikerer engang at miste sin restsyn. Som barn og ung gik hun i folkeskole og gymnasiet med seende, men lærte også, at hendes vilkår er anderledes end andres.
”Jeg er nok tidligt blevet bevidst om livets uretfærdigheder. Jeg kommer fra en familie, der har gjort alt det bedste, de kunne, men hvor der var skilsmisse, sygdomme og få økonomiske ressourcer, så jeg har lært at klare mig selv og tage stort ansvar.”
Som nybagt student tog hun fat på arbejdsmarkedet og blev lærervikar, fundraiser hos Mødrehjælpen og Kræftens Bekæmpelse, tilgængelighedskonsulent hos Sensus og begyndte på et universitetsstudie i uddannelsesvidenskab.
”Min drøm var at gøre en forskel for børn med handicap og hjælpe dem til en bedre skolegang. Men kæden sprang af, da vi læste gamle teorier om opdragelse skrevet af mænd, der aldrig selv havde børn! Det var simpelthen for filosofisk åndsvagt.”
Maria-Louise Lundqvist afbrød uddannelsen og brugte i stedet sin opsparing på et højskoleophold i Nordjylland. Det blev et vigtigt vendepunkt.
Stædig vej ind i musikmiljøet
På højskolen mødte Maria-Louise Lundqvist to konservatoriestuderende, der som en del af deres praktik underviste hende og andre elever i sammenspil.
”De opdagede, at jeg kunne noget og foreslog mig at søge ind på konservatoriet. Det virkede helt urealistisk, for nok spillede jeg sammen med Tom Dukebox som 7-årig, fik klaverundervisning som barn og har altid sunget, men jeg kunne f.eks. ikke noder, kunne intet om musikteori og havde aldrig tænkt i de baner.”
Maria-Louise Lundqvist blev ikke optaget. Karakteren 10 i koncert ved optagelsesprøven på konservatoriet gav dog blod på tanden, så sideløbende med start på læreruddannelsen fik hun de første jobs som musiker, musikundervisning og tog på camp for unge sangskrivere i Nordjylland.
”Jeg er stædig og vant til, at med et synshandicap er det ikke nok at være middelgod. Man
skal være så vildt god, at folk ikke kan komme udenom dig, og det ville jeg bevise. Det var benhårdt som tilflytter at skabe et lokalt netværk i musikmiljøet, for i Nordjylland ser man jo lige folk an! Men jeg er heldigvis god til at møde mennesker og aflæse sociale dynamikker, så det lykkedes med tiden.”
Knokleri med omkostninger
I næste forsøg kom Maria-Louise Lundqvist ind på Rytmisk Musikkonservatorium i Aalborg og er nu i gang med sit andet studieår. Arbejdshesten i hende er fortsat i galop. Hun har eget band, spillejobs og en ansættelse som sopran i et stort, klassisk kirkekor, hvor hun i en periode også var koordinator.
”Det betyder, at jeg tjener en smule for meget til at få handicaptillæg, fordi SU-Styrelsen vurderer, at min arbejdsevne ikke er nedsat i betydelig grad. Det er jo vildt! Hvis man tror, at jeg lever i økonomisk overflod, er det absolut ikke tilfældet. Jeg mangler 7000 kroner om måneden, men jeg kan ikke sige nej til opgaver som musiker, når jeg vil skabe mig en bæredygtig fremtid i den branche.”
Nu knokler Maria-Louise Lundqvist mere end nogensinde. Hun har f.eks. brugt en sommerferie på at lære noder ved orglet i en kirke og sagt ja til et vikariat på IBOS, hvor hun kører frem og tilbage mellem Nordjylland og Hellerup for at undervise i sammenspil.
”Det er ikke omkostningsfrit. Nogle dage kan jeg dårlig nok gå ned med skraldet eller magte at vaske tøj. SU-Styrelsen aner ikke, hvad det koster på energikontoen, og det taler man sjældent om. Jeg bilder mig ind, at arbejdspresset bare er for en periode og kan selv glemme, hvorfor jeg bliver træt. Jeg håber virkelig ikke, at jeg knækker af det, men det bekymrer mig da, om jeg kan holde til tempoet.”
Drømmen om at lykkes
Maria-Louise Lundqvist læner sig i hverdagen op ad få tætte venner, som hjælper med at bevare troen på, at det hele nok skal gå. Det var senest afgørende under Band Battle.
“Jeg er min egen største kritiker, og når jeg har en svær periode tager jeg andres kritik ind gange hundrede og slipper det ikke. Det smukkeste, min veninde Camilla fra bandet gjorde under konkurrencen, var at støtte mig i at tro på det. Jeg havde end ikke forventet, at vi nåede til semifinalen, og så vandt vi!”
Hendes band tog førstepladsen foran 29 andre bands og fik ros af musikbladet Gaffa, der bl.a. skrev: ’Ria Qvist gik ikke bare på scenen – hun skabte et rum. Med nærvær, sårbarhed, mod og stor kunstnerisk integritet. Et musikalsk univers, der føltes helt sit eget. Det var ikke en performance. Det var en oplevelse.
”Jeg har masser af venner, men få helt tæt på, og selvom andre klapper og hepper, så kæmper man generelt alene med et synstab. Jeg kalder det situationsbetinget ensomhed, fordi det ikke handler om at mangle venner, men om at andre aldrig fuldt ud forstår dig. Min drøm er at komme igennem uddannelsen som et helt menneske og dernæst at lykkes med musikken. Den ultimative drøm er at høre DRs pigekor opføre et af mine værker.”
