Det kræver noget ekstra at udvikle selvstændighed hos børn og unge uden fuldt syn. De skal have lov at prøve, fejle og lære på egen hånd, så forældres og fagpersoners støtte må hverken være for meget eller for lidt.
Forestil dig en hånd famle efter skeen, skålen, havregrynene og mælken, fordi synet ikke rækker til at se, at det hele står lige foran på bordet. Intuitivt kunne man få trang til at øse op, men lad endelig være! Mindre hjælp kan nemlig være den største hjælp, når forældre vil støtte deres barn i at udvikle selvstændighed.
For hvis andre altid gør noget for én, lærer man ikke, hvad man godt kan selv. Erfaringer med at kunne selv giver selvtillid og skal bruges hele livet til at gøre sig mest mulig uafhængig af omgivelserne. Sådan lyder det fra en gruppe fagpersoner på Synscenter Refsnæs.
”Selvstændighed handler ikke om at klare alting selv, men om at være aktiv deltager i sit eget liv og tænke, føle og handle i overensstemmelse med sine ønsker. Det er et grundlæggende behov og en del af udviklingen hos alle børn, men når synsnedsættelse er involveret, er det vigtigt at være særlig opmærksom på, at man ikke kommer til at tage over og begrænse børn og unges mulighed for at øve sig i at mestre udfordringer på egen hånd,” siger psykolog Birgit Irene Puch Jørgensen.
Støtte skal være tilpas
Zonen for Nærmeste Udvikling er et af de centrale pædagogiske begreber, som fagpersoner
på Synscenter Refsnæs udpeger i forbindelse med udvikling af selvstændighed. Det betyder, at man kun skal støtte andre i det, de endnu ikke kan selv, men som de er klar til at lære ved at få tilpas støtte og guidning.
”Det er lettere sagt end gjort, for ofte hjælper man ud fra de bedste intentioner om at begrænse eller undgå et nederlag, men alt for meget hjælp risikerer at afføde en slags indlært passivitet, hvor børn og unge på forhånd giver op, fordi de har lært, at andre handler for dem,” siger Birgit Irene Puch Jørgensen.
”Kunsten er at finde en balance, hvor man hverken gør noget, som barnet eller den unge faktisk godt selv kan, og heller ikke nødvendigvis overtager en svær handling eller situation, men i stedet støtter akkurat nok til, at det er hjælp-til-selvhjælp, så barnet og den unge gradvist oplever, at de selv kan mestre udfordringer, nå i mål og have indflydelse på deres eget liv.”
Tre vigtige T’er
Det kræver tid, tålmodighed og tillid fra omgivelserne at udvikle selvstændighed hos børn og unge med nedsat syn, lyder det fra ergoterapeut Trine Engell.
”Hvor andre skal øve sig 100 gange, skal børn og unge med synsnedsættelse måske gøre det 1000 gange. Det tager længere tid at lære sig selv og omverdenen at kende ved f.eks. at føle, mærke og blive guidet med lyde og ord frem for gennem visuelle input, som andre i
høj grad bruger.”
Trine Engell understreger, at vejen til selvstændighed også banes af, at tage aktiv del i aktiviteter, så ting ikke bare sker med et trylleslag.
”Inddragelse i hverdagssituationer giver børn og unge en kropslig og sanselig erfaring med, hvad de kan, og hvordan ting hænger sammen. Tallerkener, kopper og mad havner jo ikke bare på bordet af sig selv, men sådan kan det opleves, hvis man ikke er med i hele processen. Man bør hjælpe børn til at få overblik over delelementerne i en handling og proces fra start til slut, så de lærer, hvordan ting hænger sammen,” siger hun.
Automatik sparer energi
Når børn og unge tilstrækkelig mange gange har øvet sig i at gøre og kunne noget, bliver handlingen automatiseret. Det betyder, at hjernen bruger mindre energi på at udføre den og i stedet kan koncentrere sig om at lære noget andet nyt. Det er særlig vigtigt, fordi andre sanser end synet er på overarbejde hos børn og unge uden fuldt syn.
”Når man afvejer, om et barn skal prøve noget på egen hånd eller have hjælp, er man nødt til at holde øje med tegn på udtrætning og opdage behovet for pauser, før barnet selv erfarer det. Forældre ved som regel godt, hvilke advarselstegn, der viser, at nu er energien ved at være brugt. Måske bliver barnet eller den unge tom i blikket, slår synssansen fra og sidder bare og lytter og mærker,” siger psykolog Birgit Irene Puch Jørgensen.
”Så skal man vise omsorg og sige, at nu er det tid til en pause. På den måde lærer man faktisk også sit barn eller ung med tiden selv at kunne forvalte sin energi, regulere sig og udvikle selvomsorg, og det er også udtryk for selvstændighed.”
Forskellige typer pauser
Ergoterapeut Trine Engell opfordrer forældre til at skelne mellem forskellige former for pauser.
”Det kan være gavnligt at spørge sig selv, hvad har barnet eller den unge brug for en pause fra? Nogle gange er det nødvendigt at skærme sig fra flest mulige stimuli for at slappe af, måske sove og tanke op. Andre gange kan det være tilstrækkeligt at inddrage andre sanser eller få en motorisk pause, hvor man måske understøtter en siddestilling med f.eks. armlæn eller fodstøtte, for at der frigives mere energi til at gøre noget selv,” siger hun.
Synskonsulent Hans-Kristian Bak-Hansen understreger, at jo ældre man bliver, desto oftere kan pauser indebære en bekymring for at skille sig ud fra fællesskabet i en alder, hvor man i høj grad bare gerne vil være som alle andre.
”I skolen kan behovet for at tage en pause virke stigmatiserende. Så er det vigtigt at finde
nogle legitime strategier, hvor man stadig kan være med i fællesskabet og få en visuel pause ved f.eks. at høre lydbog, imens klassekammeraterne læser romanen på papir.”
Sige til og fra
Selvstændighed handler også om, at børn og unge med synsnedsættelse efterhånden lærer
selv at kunne sige til og fra for at tage hånd om deres egne behov.
”Det er godt så tidligt som muligt at udvikle strategier til at gøre opmærksom på sine behov, hvis omgivelserne glemmer at tage hensyn. Det kan man begynde at lære i børnehavealderen ved f.eks. at spørge om lov til at holde en ting, som pædagogerne viser de andre i rundkredsen til samling om formiddagen,” siger synskonsulent på småbørnsområdet, Annette Petersen.
Hun og psykolog Birgit Irene Puch Jørgensen er også opmærksomme på at hjælpe forældre til at støtte deres børn og unge i at tackle situationer, hvor andre spørger eller taler upassende om synstabet. Det kunne f.eks. være i supermarkedet, hvor nogen i køen pludselig spørger til barnets briller, syn eller øjne.
”Jeg opfordrer til, at forældre svarer, som de gerne vil have, at deres børn senere selvstændigt kan gøre på egen hånd. Det kan f.eks. være at øve nogle korte, enkle sætninger a la ’Ja, dine øjne har brug for briller, så du kan se bedre. Hvad var det nu, vi to skulle købe?” Så lærer man barnet, at man ikke skal svare detaljeret på synsnedsættelsen, hver gang andre spørger, ikke at tage andres reaktioner personligt og at komme ud af situation,” siger Birgit Irene Puch Jørgensen.
Del erfaringer med ligesindede
Samvær med ligesindede er et sidste vigtigt element i at udvikle selvstændighed.
”Mange med synsnedsættelse i almen-miljøer er vant til at blive taget hensyn til, hvilket kan udfordre udvikling af selvstændighed. Det er gavnligt ind imellem at være sammen med nogen, man kan identificere sig med, og hvor man mere frit kan afprøve ting og lære af hinandens kompensationsstrategier. Det kunne f.eks. være at samarbejde om at lave en burger eller skænke saft, ved at den ene stikker en finger i glasset, imens den anden hælder op,” siger synskonsulent Annette Petersen.
Hendes kollega Hans-Kristian Bak-Hansen understreger, at forældre til børn og unge med
synsnedsættelse også har gavn af at møde ligesindede.
”Netværk med andre voksne, der lever med synsnedsættelse i familien, smitter også af på
børnene og de unge, fordi forældre kan dele erfaringer om at balancere hjælpen og lavpraktiske tips og tricks til at fremelske mest mulig selvstændighed,” siger han.
Læs mere om selvstændighed i De Udvidede Læringsmål for børn og unge med synsnedsættelse og blindhed på www.synref.dk/viden-og-udvikling/den-nationale-vejledning
