Tilbud fra Nota Bibliotek

Nota har skiftet navn til Det Kgl. Biblioteks Nota-service. Få overblik over måder at få adgang til tilgængelige fagbøger, skønlitteratur og studiematerialer.

Alle kan læse med lyd via apps. Nota har to apps, man kan bruge for at få adgang til tilgængelig litteratur.

Med app’en Nota Bibliotek 2.0 kan man afspille lyd- og e-bøger, tegneserier med lyd, aviser og blade på sin telefon eller tablet. App’en Nota Nem er mere simpel og nem at bruge. Den er designet til personer, som ikke er vant til at bruge smartphone, pc eller tablet. Nota Nem indeholder lydbøger samt aviser og blade på lyd.

Find begge apps i henholdsvis App Store til Apple og Google Play til Android.

Få skolebøger via Studieservice

Elever med synshandicap, ordblindhed og andre læsehandicap på en ungdoms- eller
videregående uddannelse kan få tilgængelige bøger til studiet via Notas Studieservice.

Studiebøger produceres som e-bøger, der kan læses med læse-skriveteknologi og via app’en Nota 2.0. En del materiale findes allerede i Notas bibliotek, og ellers kan det bestilles til produktion via Studieservice. Dog skal uddannelsesstedet selv købe bøgerne, hvis de findes i en e- eller i-udgave fra forlaget. Udgiften refunderes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Studieservice producerer også eksamens- og prøvematerialer, der skal bestilles af uddannelsesstedet. Produktionen dækkes af elevens SPS-bevilling, som bevilges, når man begynder på en ungdoms- og videregående uddannelse.

SPS er en forkortelse for specialpædagogisk støtte og skal sikre, at elever og studerende med nedsat syn kan tage en uddannelse på lige fod med andre. Læs mere på www.spsu.dk.

Hjælp et medlem af Nota

Nogle medlemmer af Det Kgl. Biblioteks Notaservice kan have brug for hjælp til at finde eller bestille bøger hos Nota.

Hjælperne kan blive såkaldt assistent, som dermed får adgang til at afspille, downloade og bestille lydbøger på Nota Bibliotek på vegne af medlemmet. Det kan f.eks. være forældre, øvrige pårørende eller en nær ven. Det tager højst to uger at blive tilmeldt som assistent.

Nyhedsbrev til forældre

Læsetid er navnet på nyhedsbrevet til forældre til medlemmer af Det Kgl. Biblioteks Notaservice. Her kan man f.eks. få gode råd fra fagfolk om, hvordan man hjælper sit barn, som har svært ved at læse. Man kan også læse om andre forældres erfaringer. Tilmeld dig nyhedsbrevet på nota.dk/foraeldre.


FAKTA OM NOTA
Børn og unge med et dokumenteret synshandicap kan blive medlem af Det Kgl. Biblioteks Nota-service. Man er altid meget velkommen til at kontakte Nota, hvis man har spørgsmål om indmeldelse, medlemskab eller muligheder for hjælp.

Tidligere artikel
Næste artikel
Claus Sørensen
Claus Sørensen
Claus er medlem af LFBS og er far til Jens Christian, 29 år, der er svagsynet. Claus er også formand for Danske Handicaporganisationer (DH) Vallensbæk.