Leder: To sønner, to vidt forskellige vilkår

Jeg har en søn på 14 år med fuldt syn og en på 17, som er helt blind og netop startet i gymnasiet. De lever begge ungdomsliv, men på vidt forskellige vilkår.

Den ene kan forholdsvist let selv finde rundt og komme i skole, til fritidsaktiviteter og spontane møder med vennerne i byen. Den anden har brug for støtte til at planlægge transport og sikre, at rammerne gør det muligt at deltage, uanset om det er aktiviteter på skolen, i musikskolen, til fester eller socialt samvær med kammeraterne.

Dagligt minder de to brødres hverdag mig om, hvor meget strukturer og systemer betyder. Og hvor uretfærdigt det kan føles, når systemet ikke respekterer eller honorerer, hvor mange private og personlige ressourcer det faktisk kræver at kompensere min ældste søn for hans manglende syn. Heldigvis er der også rigtig mange positive reaktioner på den indsats, som bidrager til hans motivation og gå-på-mod i det daglige.

Mine sønners forskellighed fortæller mig også, at funktionsnedsættelse ikke er et problem i sig selv. Handicappet opstår først, når rammerne ikke giver plads til, at alle kan udfolde sig med forskellige vilkår. Vores opgave som forældre, forening og samfund er at sikre, at disse forskelligheder og udfordringer ikke bliver til ulighed.

I dette nummer af Øjensynligt sætter vi fokus på søskende. Mine to skønne knægte driller, støtter og griner sammen, og finder fællesskaber i sociale medier, computerspil og andre interesser. Det understreger for mig, at synstab ikke ændrer på, hvad det vil sige at være barn eller ung. Det ændres kun af de vilkår, som samfundet giver den enkelte.

Thomas Sonne Jensen
Thomas Sonne Jensen
Thomas er formand for LFBS og far til Gustav på 16 år, som er født med Grøn Stær og Aniridi, hvorfor han har et nedsat syn under blindegrænsen. Thomas er medlem af Handicaprådet i Middelfart Kommune, er medlem af Dansk Blindesamfunds Børne-, Unge- og Familiepolitiske udvalg og han arbejder desuden som selvstændig inden for IT og Marketing Automation.