Grøn stær: Gode udsigter med tidlig diagnose

Glaukom er en fællesbetegnelse for øjensygdomme, der skader synsnerven. Hos børn er sygdommen sjælden og kræver tæt, specialiseret behandling.


Glaukom – også kaldet grøn stær – skyldes oftest, at trykket i øjet bliver for højt, fordi væsken, der dannes i øjet, ikke kan dræneres, som den skal. For højt tryk kan over tid belaste synsnerven og føre til synstab.

Ny forskning arbejder på at tilbyde endnu mere målrettede forløb, så børn kan bevare mest muligt syn og livskvalitet.

Hold øje med tegn

Hos voksne udvikler glaukom sig typisk langsomt og opdages ofte ved rutinetjek hos optiker eller øjenlæge.

Hos børn kan glaukom opstå af flere årsager. Det kan være medfødt, hvis øjets afløbssystem ikke er udviklet normalt, eller den kan udvikles senere i barndommen som følge af andre sygdomme, skader eller inflammation i øjet.

Da børn ikke altid kan beskrive, hvad de oplever, er det vigtigt, at forældre og sundhedspersonale reagerer på ændringer i syn eller adfærd. Hos helt små børn med medfødt glaukom bliver øjnene større eller mere tågede at se på, og barnet kan reagere kraftigt på lys eller have rindende øjne. Hos større børn opdages sygdommen ofte, fordi synet ændrer sig hurtigt, f.eks. ved øget nærsynethed.

Behandling og livslang opfølgning

Målet med behandlingen er at holde trykket i øjet inden for sikre grænser, så synsnerven bevares. Hos voksne sker det oftest med øjendråber, der enten mindsker produktionen af væske i øjet eller øger dræningen. Langt de fleste børn behandles kirurgisk for at skabe bedre afløb af væsken, og det kan være nødvendigt med flere operationer i løbet af barndommen.

Uanset behandlingsform er regelmæssige kontroller helt afgørende, for glaukom er en kronisk tilstand, der kræver livslang opfølgning. Når barnet bliver ældre, er det vigtigt som forælder at lære den unge selv at tage ansvar for behandling og kontroller, da det er nøglen til at bevare synet på lang sigt.

Forskning i fremtidsmuligheder

Behandlingen af børne-glaukom har udviklet sig meget de seneste årtier. Nye operationsteknikker og mere præcise målemetoder giver bedre muligheder for at følge børnene tæt og beskytte synet.

Jeg forsker i medfødt glaukom og kortlægger alle danske patienter med diagnosen siden 1977. Jeg undersøger hvilken operationsteknik, der giver de bedste resultater, om genetik kan forklare den store variation i sygdomsforløb, og om specialbriller og filtre kan mindske lysfølsomhed og øge livskvaliteten.

Målet er at skabe en mere målrettet behandling, diagnosticere tidligere og kunne støtte børnene bedre i hverdagen.

Af Mathilde Mussmann von Arenstorff,
læge og ph.d.-studerende ved Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun er læringskonsulent i SUMH og arbejder primært på beskæftigelsesområdet med at øge inklusion for mennesker med funktionsnedsættelser. Annette har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS.