Anja og Michael er ikke bare mormor og morfar. De er forældre på fuld tid for Elina, men de møder fordomme om, at de ikke kan sætte sig ind i Elinas udfordringer som blind. Det får både tårer og frustration frem.

Anja tørrer en tåre væk fra øjenkrogen, mens hun prøver at forklare det. Det svære ved at være forælder – uden at blive kaldt det. For selvom 12-årige Elina kalder hende “mormor”, er Anja alt det, en mor også er. Omsorgsgiver, tryghed, den der holder i hånden, når verden bliver for meget.

Men andre ser en mormor. Ikke en mor. De ser en, der ikke rigtig kan forstå, hvad det vil sige at have et barn med et synshandicap.

For otte år siden blev Elina netværksanbragt hos Anja og Michael, som er hendes mormor og morfar. Det blev starten på en helt ny hverdag for de to, der nu i realiteten skulle fungere som Elinas forældre på daglig basis – med alt, hvad det indebærer.

Som andre forældre har de hver dag hjulpet Elina, der er født blind, med at komme op og i skole om morgenen, sørget for legeaftaler, lavet aftensmad, hjulpet med lektier, vasket tøj, underholdt og trøstet. Selv har de følelsen af at være så tætte med Elina, at de kender hende bedre end nogen anden og derfor også forstår hendes synshandicap og medfølgende udfordringer til fulde.

Men de oplever, at det ikke er sådan, andre tænker om dem, fordi de ikke er Elinas biologiske forældre.

— Jeg er god nok, selvom jeg kun er Elinas mormor. Jeg har den samme kærlighed til hende og ønske om at hjælpe hende. Jeg har været alle de steder, hvor andre forældre er, og gjort alt det, andre forældre gør, siger Anja, mens en tåre løber ned ad hendes kind, inden hun understreger, at de jo er blevet godkendt til at være Elinas netværkspleje, fordi de er egnet til det.

Siden de blev Elinas tætteste omsorgspersoner, har de bevæget sig rundt i en verden for forældre til børn med synshandicap. De har deltaget i arrangementer og kurser med fokus på at leve med et barn med synshandicap og mødt mange forældre, som har taget godt imod deres lidt anderledes familiekonstellation. Desværre oplever de også, at nogle forældre har svært ved at tro på, at Anja og Michael kan være lige så gode for Elina, som biologiske forældre kan.

— De mener ikke, at vi kan sætte os ind i situationen, og vi får at vide, at vi ikke har de samme følelser som dem. Det gør, at vi kommer til at føle os lidt udenfor til tider, og det gør mig ked af det, for vi kæmper de samme kampe som andre forældre. Vi gør alt, hvad vi kan, for at give Elina et godt liv, siger Anja og fortsætter:

— Jeg håber lidt, at der kommer mere fokus på, at det ikke kun er forældre, der har følelser i det, når man har et barn, der ikke kan se. Der er også søskende og bedsteforældre, som har de samme følelser i det, siger hun.

Da hun holder en kort talepause, kommer Elina, der i en stund har siddet mellem sin mormor og morfar og lyttet, med en indskydelse.

— Bliver du ikke også lidt sur over det, mormor? spørger hun.

— Det gør jeg måske også, men mest bliver jeg faktisk ked af det. For vi har de samme følelser som andre mennesker, svarer Anja i en nu blid tone, mens hun kigger skråt ned på Elina og får øjenkontakt med sit barnebarn.

Det er tydeligt for enhver, der tilbringer tid sammen med den lille familie, at der er et tæt kærlighedsbånd mellem dem. Det går i alle retninger – både mellem Anja og Michael og mellem Elina og hendes mormor og morfar. Men også Anjas og Michaels enkeltvise bånd til Elina er tætte. Anja er den, der sørger for, at alt er forberedt og klaret, så Elina har det trygt og godt i hverdagen, og Michael er den, der klarer det praktiske, leger og driller. Og selvom kærligheden viser sig på mange måder, er det oftest gennem drillerier, at Michael plejer båndet til Elina.

Han kommer med skælmske eller pinlige kommentarer og kilder eller stikker til hende. Han gør det, fordi han ved, at hun er med på legen, og hun giver også igen, så snart muligheden byder sig. De driller hinanden frem og tilbage. Det er helt tydeligt noget, de har sammen – de to.

Men Michael kan også andet end at drille. Han er direkte – også i sin opdragelse af Elina. Han stoler på hendes evner og ønsker ikke, at hun skal leve et liv, hvor hun bliver overbeskyttet eller begrænset, fordi hun er blind.

— Vi gør på mange måder det, vi altid har gjort, siger Michael om opdragelsen af Elina.

Det får Anja til istemme:

— Vi synes, at det er vigtigt, at hun ikke bliver pakket ind. Hun skal have lov til at udforske verden, siger hun og holder en kort pause. Med det samme ser Michael sit snit til at byde ind igen:

— Vi skubber på for at få hende ud af sin komfortzone, fordi hun ellers hurtigt kan komme til at blive serviceret. Vi vil ikke begrænse hendes liv, siger han og fortæller, at han og Anja er kommet mange steder gennem årene, hvor voksne har forklaret, hvordan man skal håndtere børns handicap – fra et voksenperspektiv. Det kan eksempelvis være i mødet med Elina, hvor det bliver anbefalet at tage fat øverst på hendes arm for at hjælpe hende rundt.

Den tilgang er Michael ikke enig i. Han mener i stedet, at man skal lade børnene om, hvordan de vil behandles.

— Børn med synshandicap bliver ofte sat i samme bås. Der mener jeg, at det er bedre at lade dem bestemme selv. Elina kan for eksempel ikke lide at blive holdt øverst på armen, men vil gerne bare tages i hånden. Der synes jeg, at vi skal være bedre til at lytte til børnene og respektere, hvad de egentlig har lyst til, siger han.

Ordene flyder i en lind strøm fra den ellers så stille mand, og han pakker ikke budskabet ind. Det fremgår tydeligt, hvad hans holdning er. Alligevel fornemmer man hele tiden den omsorg for børn som selvstændige individer, ordene hviler på.

Anja og Michael har fuld tiltro til, at Elina selv kan forholde sig til, hvilken tilgang andre bør have til hendes handicap. Det har de, fordi de kender Elina så godt efter mange års netværkspleje. De er ikke i tvivl om deres rolle – men de mærker stadig tvivlen fra omgivelserne.

Og det er dét, der gør det svært for dem at have den rolle, de har. På den ene side føler de, at de kender, forstår og elsker Elina til fulde. På den anden side føler de, at det ikke er godt nok i andres øjne – alene af den grund at der er et ekstra generationelt niveau imellem dem i sammenligning med de fleste andre familier.

Selvom det slet ikke er nyt for dem, er det alligevel noget, der igen og igen er en kilde til frustration og fortvivlelse. Faktisk har de svært ved at forstå, hvorfor det overhovedet er nødvendigt for andre forældre til børn med synshandicap at tvivle på dem.

— Vi prøver kun at give hende et godt liv. Og vi har gjort det godt, så det støder mig meget, når jeg får at vide, at vi ikke kan sætte os ind i hendes situation. Det fylder så meget at få at vide. For vores familie er fuldstændig indrettet efter hendes handicap, lyder det fra Anja.

Hun opfordrer derfor alle til at møde forskellige familiekonstellationer med forståelse for, at man sagtens kan nære den samme kærlighed og have den samme indsigt, som man kan som biologiske forældre.