Mød 12-årige Elina, der godt ved, hvornår man skal holde på en hemmelighed, som taler i ét væk, når hun først kommer i gang, og som gerne bare vil være forfatter.

Ved første øjekast virker hun forsigtig. Hun er stille og måske endda nervøs, som hun sidder med ansigtet vendt ned mod bordet og skuldrene trukket op mod ørerne. Hendes mundvige vender hverken op- eller nedad. De er trukket i en kort, lige linje fra kind til kind. Men det passer ikke. Sådan er Elina ikke.

Hun er bare genert, som så mange andre børn på 12 år. Når først hun får tungen på gled, har hun svært ved at stoppe sig selv, og så flyver der drillende kommentarer ud til højre og venstre — og det går ikke langsomt. Når hun bliver udfordret, svarer hun igen på den der charmerende måde, hvor det er tydeligt, at hun har humoren med.

Hun er livlig og modig. Hun er nysgerrig, glad og fuld af energi. Og ja — så var der det der med talestrømmen. Det ene ord tager det andet, og hurtigt får hun talt sig fra A til Z. Men da snakken falder på, hvad hun laver i skolen med sine veninder, er det tydeligt, at hun føler, at hun skal træde varsomt — det er jo ikke alt fra en lukket kreds, man kan udlevere.

— Vi fjoller, og så laver vi… ej, det er hemmelige pigeting. Det må du undskylde. Det beklager jeg, men jeg kan ikke fortælle dig om det. Men jeg kan godt sige, at vi fjoller, griner Elina. Hun beklager direkte for den tilbageholdte information til journalisten — “girl code”. Hun kan bare ikke komme det nærmere.

Og det er meget sigende for Elina. Når hun får åbnet op, farer en strøm af ord ud af hende, og hun er meget direkte i sin tale. Ikke på en grov måde. Men på en måde, hvor ingen er i tvivl om, at hun altså ikke udleverer detaljer om hvad som helst — heller ikke fra skolen.

En almindelig folkeskole, hvor Elina går, selvom hendes skolegang ikke er helt som klassekammeraternes.

Bor hos mormor og morfar

Og hvorfor er den så ikke det? Fordi Elina er født blind. Hendes øjne er åbne, men de søger ikke øjenkontakt, og det var da også tidligt i Elinas liv, at det gik op for hendes familie, at der var noget i vejen.

— Øjnene flakkede, og der var ikke øjenkontakt, så da Elina var tre måneder gammel, sagde sundhedsplejersken, at der var noget galt. Det vidste vi jo egentlig godt alle sammen, siger Anja Rasmussen og fortæller, at Elina har haft en synskonsulent tilknyttet, siden hun var seks måneder gammel og startede i dagpleje.

Anja er Elinas mormor, som netop nu sidder på Elinas højre side. På den anden side sidder hendes morfar, Michael Rasmussen. Og det er ikke så mærkeligt, at det er dem, der sidder der. For Elina har boet hos dem i Burkal i Sønderjylland de sidste otte år i netværkspleje. Det betyder, at de er Elinas primære omsorgspersoner, og at det er dem, som tager sig af hende i hverdagen. Hun ses med sin mor og lillesøster jævnligt.

Kærligheden mellem dem er ikke til at tage fejl af. Det er som om, at den er til at tage og føle på. Som om en blanding af stolthed og sårbarhed strømmer ud i rummet, når de tre sidder sammen og taler. Og så kommer den igen og igen til udtryk gennem drillerier og humor.

Flere gange under interviewet med Elina må hun afværge sin morfar, der klemmer hende og stikker til hende for at drille. Hun må også leve med kommentarer som: “Du er simpelthen så klog, fordi du har snakket meget med din morfar.”

En kommentar, der bliver modtaget med et fnys fra den næsten 12-årige Elina, der for længst har dannet sig en opfattelse af, hvornår hendes morfar opfører sig pinligt. Og det gør han helt tydeligt nu, afslører hendes mimik.

Elina har store drømme

Godt nok handler den her artikel om Elina, men det er ikke til at komme udenom, at hendes mormor sidder ved siden af hende. Og hun kan da heller ikke lade være med at bryde ind, da snakken falder på Elinas evner til at blindskrive.

Faktisk er det lige ved, at stoltheden vandrer ud af Anjas krop og sætter sig i lokalet. For nu handler det om Elinas evne til blindskrivning.

— Altså, den måde, hun håndterer sin Polaris på, er helt vild. Hun er simpelthen så lærenem, flyver det ud af Anja. Og det får Elina til at åbne for sluserne.

— Jeg elsker at skrive, og jeg vil gerne være forfatter. Altså, jeg har faktisk en yndlingshistorie. Det er min livshistorie, som jeg er ved at skrive. Men jeg er faktisk begyndt forfra på den. Hele bogen handler om dengang, jeg var lille, vælter det ud af Elina, inden hun fortsætter sin fortælling med, at hun ofte skriver nogle meget lange tekster til sig selv.

Drømmen om at blive forfatter ligger dog ikke først for — det er nok mere den langsigtede plan. Heldigvis er der andre ting at opnå i mellemtiden. Her er det måske
oplagt — i hvert fald for en udenforstående — at gribe ud efter at mestre punktskrift eller at gå med blindestok. Men Elina har andre planer — og de involverer faktisk helst ikke blindestokken.

— Altså, i mit liv lige nu vil jeg gerne gå til gymnastik, fordi jeg synes, at det er sejt. Jeg kunne godt tænke mig at være med til opvisninger og til at springe — men ikke med min stok, siger Elina med den der førnævnte klarhed i stemmen, der ikke efterlader nogen som helst tvivl om, at hun er træt af blindestokken.

— Jeg synes, at den er pinlig. Når jeg ikke har brug for den, lægger jeg den væk. Heldigvis får jeg lov til at slippe for den derhjemme, fortsætter Elina, mens hendes morfar, Michael, roligt indskyder fra siden, at den jo altså både hjælper hende med at finde vej og beskytter hende, når hun går.

Flere gange vender snakken tilbage til blindestokken, og det leder frem til en klar opfordring fra Elina. Hvem den helt præcist er til, er uklart. Men en opfordring er det.

— Jeg kan ikke lide at gå steder, jeg ikke har gået før. Så når jeg skal det, skal jeg have en hånd. Og det skal ikke være her, siger Elina med en klar stemme og tager sig til albuen, inden hun fortsætter:

— Jeg vil gerne bare tages i hånden. Det skal de andre ikke være bange for, afslutter hun, inden hun rejser sig, tager morfar i hånden og går hen mod døren i det lille lokale.

Inden de to forlader rummet, kan hun ikke lade være med at finde sin drillende side frem. Og igen er det morfar, der er målet.

— Nå, morfar. Kan du så lige huske at sige “tak”. Du skal jo opføre dig ordentligt, siger hun og minder ham med et glimt i øjet om, at han skal takke for interviewet.