Ray-Ban Meta briller med indbygget kamera, lyd og AI kan give børn og unge med synstab nye muligheder på egen hånd. Læs guiden til forældre om, hvor langt teknologien rækker, og hvad man skal være opmærksom på.
Forestil dig, at din søn eller datter tager et par solbriller på. De ligner dem alle kender, klassiske Ray-Bans, men bag stellet gemmer sig kamera, mikrofoner, højttalere og indbygget kunstig intelligens.
Det lyder næsten som science fiction, men det er faktisk virkelighed i dag.
Mange forældre er vant til at købe både hardware og software til deres børn, men når det handler om AI-devices, der kan synstolke, kan det være svært. For hvad virker i praksis, og hvad er bare endnu et smart produkt?
Gevinster i at se med stemmen
Ray-Ban Meta er en brille, der styres med stemmen – ’Hey Meta’ – eller via en app på telefonen. Brillen kan tage billeder og korte videoer håndfrit, foretage opkald og sende beskeder på Messenger og WhatsApp.
For mange vil det mest spændende dog være funktionen ’What’s in front of me’: AI’en kan i realtid beskrive, hvad der er foran brugeren. Det kunne f.eks. være på en tur i skoven, hvor brillerne fortæller om træer, buske, stier og måske muligheder for at træne i naturen. Eller når man køber ind i supermarkedet og skal orientere sig i butikken, finde varer og læse om dem.
Brillen kan også oversætte sprog live, men foreløbig kun på engelsk og et par større
europæiske sprog. Det forventes, at dansk oversættelse bliver muligt i løbet af et års tid.
Svært i mørke
Internationale erfaringer viser, at teknologien i Ray-Ban Meta faktisk kan gøre en forskel og støtte til at kunne navigere selvstændigt, så børn og unge slipper for at være så afhængige af deres forældre. Men brillen har også begrænsninger.
I svagt lys bliver billeder og videoer hurtigt kornede og uklare, for kameraet har svært ved at fange detaljer, og bevægelser bliver lettere slørede.
I meget komplekse situationer kan AI’en også tage fejl. Det kunne være i trafikken på en gade med vejarbejde, mange biler og mennesker, hvor brillen ikke kan erstatte mere præcise hjælpemidler som blindestokken.
Ray-Ban Meta kan heller ikke identificere personer. Og man skal være opmærksom på, at brillen kan løbe tør for strøm, hvis den bruges i mange timer.
Anbefalet tjekliste
I Danmark kan du købe brillen fra omkring 3.000 kroner. De vigtigste funktioner virker herhjemme, men der er nogle forbehold.
Stemmestyringen fungerer ikke på dansk men kun på engelsk, tysk, spansk og italiensk. Så hvad gør man som forælder, hvis ens barn viser interesse for Ray-Ban Meta? Der er nogle ting, det især er værd at tjekke:
● Prøv brillen sammen med barnet: pasform, vægt og lyd er afgørende for, om de overhovedet bliver brugt.
● Lav aftaler: om hvornår barnet må optage, og hvordan situationer i skolen eller med venner håndteres.
● Start i trygge rammer: test hjemme eller på ture, hvor evt. fejl ikke får store konsekvenser.
● Overvej økonomien: husk at tage højde for forsikring, etui og muligheden for at returnere.
Muligheder uden mirakler
Ray-Ban Meta er ikke en mirakelløsning. Men de kan åbne nye muligheder for børn og unge med synshandicap for at blive lidt mere selvstændige.
Som forælder handler det om at balancere teknologiens potentiale med dens begrænsninger. Og vigtigst: at inddrage barnet i beslutningen, så brillerne ikke bliver endnu en gadget i skuffen, men et redskab, der bruges på en tryg og meningsfuldt måde.
Det kan derfor også være en god idé at række ud til andre forældre eller evt. synskonsulenter, der kender Ray-Ban Meta og har erfaringer med produktet, så du også af den vej kan finde ud af, om den type teknologi kan gøre en reel forskel for din søn eller datter.

