Spejling og inspiration fra ligesindede er en vigtig vej til at lære om IT-hjælpemidler i skolen.
“Hvornår skal vi ses igen?” Sådan spurgte flere af de 20 elever, som i september var til Region Syddanmarks traditionsrige Computercamp. For den er så populær, at deltagerne for første gang kom fra hele landet og ikke kun fra Fyn og det sydlige Jylland.
I løbet af to dage bliver både de selv og deres lærere og støttepersoner bedre til at bruge IT-hjælpemidler i skolen, så de kan begå sig på lige fod med deres seende klassekammerater.
”Computercampen gør eleverne mere selvstændige, sikrer bedre adgang til læring og giver et stærkt netværk,” siger synskonsulent og hovedarrangør Alice Balster fra Aabenraa Kommune.
Spejling og læring i fællesskab
Deltagerne ved arrangementet går i 0. – 10. klasse og tæller både punktbrugere og svag-synede. I år arbejdede de bl.a. med indtaling, VoiceOver, Seeing AI, indbygget tilgængelighed på pc, iPad og mobiltelefoner, elektronisk forstørrelse, genvejstaster, 10-fingersystem, punktlæsning og JAWS. Udskolingseleverne blev også fortrolige med elektroniske prøvesæt fra folkeskolens afgangsprøver.
En helt særlig pointe ved Computercampen er, at undervisningen ikke bare foregår i små og store grupper men også fra elev til elev.
”Læring gøres til en fælles proces, hvor man er afhængige af hinandens erfaringer. Børn kan have svært ved at se egne udfordringer, men lettere ved at genkende og reflektere over dem hos andre. Så vi arbejder bevidst med spejling og erfaringsudveksling,” siger Alice Balster.
Inspiration fra ligesindede
Hvilke programmer og IT-hjælpemidler bruger sidemakkeren, og hvordan fungerer det i praksis? Det er noget af det, eleverne hjælper hinanden med at opdage og lære. Ifølge Alice Balster er effekten stor.
”Når børnene får mulighed for at ’undervise’ hinanden og være nysgerrige på andres løsninger, vokser de med opgaven. De får en oplevelse af at mestre noget, der tidligere var svært, og det skaber motivation, stolthed og selvtillid.”
Elevernes lærere, støttepersoner og synskonsulenter deltog også i år og fik for første gang målrettede oplæg om støttepersonens rolle og gode måder at give elever pauser alene eller i klassen.
”Oplæggene gav anledning til en åben dialog og erfaringsudveksling af både frustrationer og succeser. Ligesom eleverne er begejstrede for fællesskabet, giver fagpersonerne også udtryk for, at det er en lettelse at møde andre med samme ansvar og få konkrete idéer til, hvordan de kan styrke elevernes deltagelse og trivsel i undervisningen,” siger Alice Balster.
Vigtigt og værdifuldt frirum
Ind imellem arbejdet med IT-hjælpemidler var der også tid til sjov og leg. Eleverne var f.eks. i svømmehallen og prøvede en svævebane.
”Det gav smil, energi og samarbejde på tværs. For alle er det vigtigt og værdifuldt at være sammen med ligesindede og få et frirum fra den almindelige skoledag, hvor mange ofte oplever at have særlige udfordringer,” siger Alice Balster.
Computercampen har også stor betydning for synskonsulenterne.
”Vi får lov at se hele barnet, ikke kun som elev i en faglig sammenhæng, men også som menneske. Vi ser, hvordan de vokser, tør mere, og får større selvtillid.”
Årets Computercamp blev mulig med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund, og Fuglsangcenteret er booket til at gentage succesen 22.-23. oktober 2026.

