Kampen for en genbehandling har bragt 18årige Camille Christensen i medierne, og selvom hun er genert, nød hun opmærksomheden. For det satte fokus på mennesket før synet.

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2021

Hendes teenageår er egentlig gået med hyppigt at søge steder hen, hvor ingen kendte hende. I rideskolen væk fra klassekammeraterne, til en ny start på efterskolen og på scenen som skuespiller, der leger med nye roller. For Camille Christensen har haft brug for et fristed fra præmissen, at hendes syn som ung forhindrede hende i hænge ud i nattemørket eller tage i byen.

Men for et års tid siden ændrede det sig, og Camille Christensen blev nærmest linselus. En mandag aften i september 2020 var hun hovedperson i dokumentarudsendelsen ’Kostbare øjne’ i primetime på DR1 og optrådte i bl.a. TV2’s ’Go aften’ Live’, Berlingske og Ude og Hjemme. Hendes livshistorie kom på landets læber i kampen for at overbevise Medicinrådet om,at det betaler sig at godkende en dyr behandling, der kunne forhindre hende i at blive blind.

”Det var faktisk fedt at være så meget i medierne, fordi det satte fokus på, at mennesker med et synshandicap er helt almindelige. Det er dejligt at være med til at gøre en forskel.”

Alene i mørket
Nu 18årige Camille Christensen blev født med anlæg for at blive blind som voksen, men det vidste ingen, før hendes sjældne genfejl blev opdaget for ti år siden. I barndommen fyldte det ingenting.

”Jeg var jo mest udenfor og legede i lyset, og så var der ingen problemer. Børn er heller ikke så dømmende, så jeg følte mig hverken speciel eller underlig.”

Fra omkring 6. klasse ændrede det sig.

”Der var pludselig noget, jeg ikke kunne være med til, fordi det blev populært i klassen at cykle ned i byen og hygge sig eller tage til fester. Det kunne jeg ikke være med, fordi der ikke var lys nok, så jeg blev hjemme og fandt andre interesser. Men det var ikke så rart at vide, at alle andre havde det sjovt og måske ikke gad mig så meget mere.”

Camille Christensen begyndte at ride, gå til drama og tog på efterskole. Alle steder fandt hun nye venner, der ikke kendte hende som pigen, der ser dårligt.

”Folk accepterede mig som den jeg er og ikke hende den underlige. Især på efterskolen kunne jeg ligesom starte på en frisk uden fordomme. Min hjerne fungerer jo som den skal, selvom mine øjne ikke gør.”

En leg på scenen
På efterskolen blev Camille Christensen mere selvstændig og begyndte helt bogstaveligt at lege med sin identitet.

”Jeg er egentlig ret genert, men jeg elsker at lave drama. Lige så snart jeg står på en scene, kan jeg noget andet, fordi det ikke er mig, der evt. gør noget dumt, men rollen. Så kan jeg være meget mere udadvendt. På efterskolen spillede jeg typisk personer, der var stærke, engagerede og tog ansvar, og det var rart, fordi det ville jeg gerne øve mig på.”

Camille Christensen fik for alvor brug for de nye egenskaber, da hun og hendes far gik i medierne.

”Man skal lige vænne sig til, at alle ens bekendte og deres bekendte pludselig ved, at jeg er svagsynet. Nogle kommer hen til mig og spørger – heldigvis med respekt – hvordan det går, og mennesker fra andre lande er også begyndt at kontakte mig og bede om råd og vejledning, fordi de har en lignende diagnose med håb om nye behandlingsmuligheder.”

Drømmer om det hele
I slutningen af 2020 lykkedes det Camille Christensen at få sin behandling, der via indsprøjtninger i øjet udskiftede det defekte gen med et virksomt. Siden er hendes syn langsomt vendt tilbage.

”Nu kan jeg f.eks. se i dæmpet lys og bruge flere timer i døgnet. Jeg kan mange flere ting selv og er blevet mere selvsikker. Men det er også svært at vænne sig til. Min hjerne tror stadig, at den kan se som tidligere, så når jeg tænker på noget, skal jeg minde mig selv om, at det kan jeg faktisk godt nu. Det er også lidt forvirrende at forklare mit syn, fordi jeg ikke helt kender det. Jeg har fået en ny evne og skal ligesom lære at se igen.”

Den helt store gevinst for Camille Christensen er, at hun har fået håbet og fremtiden tilbage.

”Nu drømmer jeg om det hele: rejse, tage på udveksling i USA, få et job og skabe en familie. Jeg vil gerne gøre en forskel, få en masse oplevelser, ud og være fri og se verden med nye øjne. Før var jeg bange for fremtiden, nu prøver jeg bare at kaste mig ud i ting. Det kan være alt fra at gå tur med hunden om aftenen eller at tage på ferie på Mallorca med familien og gå uden at holde fast i nogen. Det er ikke skræmmende, bare underligt og hårdt arbejde, fordi jeg anstrenger mine øje mere for at få så meget ud af mit syn som muligt.”