Synshandicappede dyrker sjældent idræt i skole og fritid. Tre konsulenter opfordrer forældre til at sætte deres børn i bevægelse, for det gavner mere end konditallet.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 2, 2018 Alt for mange børn og unge med en synsnedsættelse er henvist til en passiv plads på gulvet i gymnastiksalen, en pause på biblioteket eller ligefrem at få fri fra skole, når der står idræt på skemaet. Og i fritiden dyrker kun få blinde og svagsynede sport eller bevæger sig fysisk. Forklaringerne er mange. Lærerne er usikre på, hvordan de inkluderer synshandicappede elever i undervisningen, forældre mangler energi til at støtte deres barn i at få motion, og børn og unge foretrækker måske også selv at være inaktive, fordi de er udtrættede og helst vil undgå nederlag. Men konsekvensen er stor. Blinde og stærkt svagsynede er oftere overvægtige og har generelt dårligere helbred end seende. Samtidig betyder manglende bevægelse, at børn og unge går glip af vigtige erfaringer og fællesskaber. Mangler viden om vigtigt område Der er få undersøgelser om motionsvanerne hos børn og unge med nedsat syn, og statistisk opgør man ikke hvor mange synshandicappede, der er medlem af en idrætsforening. ”Der mangler viden, og området er generelt underbelyst, hvilket er underligt, fordi der i disse år er stort fokus på bevægelse, idræt og motion,” siger Hannah Maya Fold Kjærsgaard, konsulent og cand.scient. i idræt med speciale i synshandicappede. ”Vi ved ellers, at det er særlig vigtigt at bevæge sig, når man har dårligt syn. Det kan både styrke motorik og balance, og sport og idræt kan være en god adgangsbillet til fællesskaber, hvor man kan spejle sig i andre, få venner, lære at begå sig socialt og opdage, hvad man kan, og hvad kroppen formår. Det har alt sammen stor betydning for, hvordan synshandicappede børn kan forstå sig selv og udvikle sig generelt.” Sanne Koppeschaar er synskonsulent i Region Hovedstadens Kommunikationscenter og oplever, at motion er et følsomt emne, når hun og kollegerne møder familier. ”Det er sårbart og kræver mange ressourcer, så selvom man kender gevinsterne ved motion og bevægelse, er det måske ikke det, man i første omgang har overskud til at gøre noget ved. Nogle forældre beskytter måske også deres børn fra at opleve nederlag, fordi de ikke kan deltage i sport på samme måde som seende,” siger hun. Hver fjerde fritages for idræt Danske Handicaporganisationer spurgte i 2016 forældre til børn med funktionsnedsættelser, hvordan de oplever inklusion i skolen, og hver fjerde svarede, at deres barn fritages for fag og især idræt og bevægelse. ”Lærerne mangler viden og ved ofte ikke, hvad de skal stille op med elever med funktionsnedsættelser i idrætsfaget. De kan være bange for, hvordan de f.eks. både tilgodeser seende og blinde og svagsynede, og så er det lettere at give dem fri, at de laver lektier på biblioteket eller får en særlig rolle, så de ikke deltager i timen som andre elever,” siger Tine Soulié, konsulent i Handicappens Videnscenter. Hun er en af forfatterne til bogen ’Alle Til Idræt’ med inspiration til, hvordan lærere planlægger idrætsundervisning, der bl.a. egner sig til synshandicappede. En vigtig pointe er at skifte fokus fra, hvad eleverne skal lave til hvad de skal lære. ”Der er tradition for, at idrætsfaget handler meget om aktiviteter som fodbold eller atletik, men hvis man i stedet kigger på, hvad børnene skal have ud af aktiviteterne, er det nemmere at inkludere og differentiere undervisningen. Blinde og svagsynede kan sagtens få udbytte af idrætstimerne, hvis de får mulighed for at udnytte andre sanser,” siger Tine Soulié. Kom i gang så tidligt som muligt Børnehavealderen er det bedste tidspunkt at hjælpe sit barn i gang med motion. ”Det lille barn møder ofte færre fordomme og vil måske i mindre grad selv opleve, at det skiller sig ud. Ældre børn som måske også er overvægtige og har få erfaringer med at bevæge sig, har sværere ved at bryde den negative spiral,” siger synskonsulent Sanne Koppeschaar og Hannah Maya Fold Kjærsgaard er enig. ”Det er veldokumenteret, at jo tidligere man begynder at bevæge sig, desto større er sandsynligheden for, at motion bliver en del af hele ens liv. Men det er aldrig for sent at begynde.” Hun erkender dog, at geografi spiller ind i forhold til, hvor let det at få et synshandicappet barn i gang med sport. Bor man langt fra en større by, er der færre specialklubber, længere transporttid og få blinde og svagsynede i nærområdet at dyrke idræt sammen med. ”Jeg kan sagtens forstå, at forældre til et synshandicappet barn har meget at se til, men sport er en god nøgle til at støtte udviklingen på mange områder, så man gør sit barn en bjørnetjeneste ved helt at skåne det for fysiske udfordringer eller fra at møde seende i almindelige foreninger. Især holdsport har den fordel, at børn kan spejle sig i og dele erfaringer med andre både med og uden syn, og det er utrolig givende,” siger Hannah Maya Fold Kjærsgaard. 5 GODE RÅD TIL FORÆLDRE 1. Fortæl dit barn, at synshandicappede kan dyrke idræt og være aktive. Forældres attitude er vigtig for barnets mod. 2. Vær ikke bange for, at barnet slår sig. Knubs er en del af alle børns fysiske udvikling. 3. Lad barnet lege vildt, hoppe og tumle med venner og søskende eller klatre i træer. Det giver erfaringer med mange bevægelsesmønstre. 4. Dans med dit barn, tag sammen i svømmehallen, på cykeltur eller ud og løbe, hvor du fungerer som ledsager. Motion behøver ikke foregå i en klub. 5. Fortæl dit barns idrætslærer, at du ønsker dit barn deltager i undervisningen.