En fælles servicestandard og penge der følger borgeren, så kommunerne kan visitere til relevant hjælp uden at tænke i økonomi og egne interesser, er formand Thomas Sonne Jensens ønske til fremtidens handicapområde

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt 2021, nr. 2

#Enmillionstemmer henter sit navn fra statistikken, der viser, at cirka en femtedel af den danske befolkning har et større eller mindre handicap fysisk, psykisk eller kognitivt. De har alle pårørende, som med bevægelsen for første gang har fået en samlet stemme, og det glæder formand for LFBS, Thomas Sonne Jensen, selvom forældreforeningen ikke formelt er en del af bevægelsen.

”Enmillionstemmer kommunikerer med kant og siger tingene meget direkte. Vi er ikke enige i alt, men vi påskønner i den grad, at der er skabt opmærksomhed blandt både politikere og medier. For vi deler frustrationen over, at det er en slags kommunelotteri, hvilken hjælp man får,” siger han.

Resultater frem for ansvar
LFBS ser mange gode takter i det løsningskatalog, #enmillionstemmer har fremlagt. Thomas Sonne Jensen mener som formand dog ikke, at hele ansvaret for handicapområdet nødvendigvis skal fratages kommunerne, men opgaverne bør splittes op.

”Vi er optagede af resultatet af indsatserne, f.eks. hvor mange med synshandicap, der færdiggør folkeskolen, ungdoms- og videregående uddannelser og kommer i job. Det er ikke i sig selv problemet, at kommunerne har ansvaret, men at de både visiterer, betaler og udfører opgaverne. Man kunne nok med fordel gøre budgetansvaret nationalt, så pengene følger borgeren. Så kan kommunerne vælge den bedste løsning ud fra en vedtaget fælles kvalitetsstandard, uden at det påvirker deres økonomi, eller at de vælger et tilbud, blot fordi det er kommunens eget,” siger han.

Overhørt, misforstået og mistænkeliggjort
LFBS har gennem årene på forskellig vis rejst kritik af den varierede kvalitet på tværs af kommunerne bl.a. som medlem af diverse udvalg i Socialstyrelsen, bidrag til Forløbsbeskrivelsen og den aktuelle evaluering af det højtspecialiserede sociale indsats.

”Som forældre vil vi gøre alt for vores børn og unge med synshandicap, men området kan ikke styres af følelser. Omvendt nytter det heller ikke noget, hvis alle beslutninger træffes strengt rationelt udelukkende med fokus på økonomi. Folk føler sig overhørt, misforstået og mistænkeliggjort, og der er behov for mere respekt for det enkelte menneske.”

LFBS bakker derfor fortsat op om idéen med et samlet nationalt ressourcecenter på synsområdet.

”Det giver ikke mening, at 98 kommuner skal administrere 1800 børn og unge, hvor kun en tredjedel har synet som deres primære handicap. Ekspertisen må samles og indsatsen koordineres bedre f.eks. ved også at udvide den kommunale ungeindsats til børn, så man fanger problemer før børn bliver til unge,” siger Thomas Sonne Jensen.