Christina Kallan har i årtier sloges med omgivelserne og presset sin søn til at klare virkelig meget selv på trods af nedsat syn, så i dag kan hun næsten sænke skuldrene.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 3, 2019

”Jeg gider sgu da ikke have en fejl på et kromosom!” siger den unge mand i bilen hjem fra Kennedy Centret, hvor han og moderen pludselig efter 26 år har fået forklaringen på, hvorfor han altid har været stærkt nærsynet og blind i svag belysning.

Begge skraldgriner af bemærkningen, for i deres lille tomandshær består drivkraften af humor, gå-på-mod og en stærk tro på, at de langt hen ad vejen selv sætter dagsordenen. Det er sådan Christina Kallan har opdraget sin søn.

”Han er aldrig blevet pakket ind i vat, tværtimod. Måske har det ikke kun været for hans skyld, men også min måde at holde ud af at have et handicappet barn. Heldigvis siger han i dag, at det er hans evige force, der gør ham stærk i de seendes verden.”

Skynder sig at presse
Hverken Christina Kallan eller hendes mand aner, at deres førstefødte i begyndelsen af 1990’erne har nedsat syn. Men i vuggestuen undrer en erfaren pædagog sig over, at han sidder med hovedet helt nede i maden, når de spiser, og senere viser undersøgelser, at stærke briller med minus 16 i styrke er nødvendige.

Årsagen er ukendt. Forklaringen lyder, at det nok er en synsnerve, der ikke er færdigudviklet, så synet vil sikkert langsomt forværres.

”Jeg følte, at vi skulle skynde os at vise ham verden, lære ham en hel masse og sørge for, at han hurtigt blev god i skolen, hvis han nu blev blind senere. Men det kan man selvfølgelig ikke skyndes sig med.”

Så ingen skåner sønnen. Taber han noget på gulvet, skal han selv finde det. I skovbørnehaven overvinder han sin skræk for at kravle i træer, han lærer at lappe cykel, pudse sko og sy lapper på sit tøj. Og familien tager sågar færgen til små nærliggende øer for at lære drengen at cykle på ubefærdede veje.

”Vi var meget optaget af, at han skulle opbygge styrke, kompetencer og robusthed, fordi det for mig er indbegrebet af at få et godt liv. Så jeg indrømmer gerne, at han blev presset.”

Skuespil og særlig mappe
I mange år får familien kun hjælp af en synskonsulent, men da forældrene bliver skilt, er der brug for at inddrage kommunen. Christina Kallan tager sin 12-årige søn med til møder hos skiftende sagsbehandlere, og de vænner sig til at opføre et skuespil for at illustrere, hvor dårligt han ser. Det tror få på, fordi han er så kapabel.

”Hvilke blomster står i vinduet?” og ”Hvor mange ben er der på din stol?” spørger Christina Kallan f.eks. sønnen, som svarer på bedste beskub. Men forkert, for synet rækker højst til to meter.

”Så gik der altid et lys op for socialrådgiverne på bare fem minutter, og vi slap for at gentage hele vores historie 117 gange. Jeg har altid kæmpet med næb og kløer for at støtte ham, og jeg har opdraget ham til at gøre det samme selv.”

Christina Kallan giver derfor også sønnen ansvaret for al dokumentation i hans sag. Han skal samle papirer i en mappe, som han stadig har, fordi det er nemt at tage med under armen og bladre i, og i de senere teenageår kræver hun også, at han selv ringer til myndigheder.

”Vi snakkede på forhånd grundigt om, hvad han skulle sige, og han lærte at være vedholdende. Hvis han ikke fik svar, skulle han ringe tilbage – ikke bare en gang om ugen, men tre gange om dagen! Hvis opgaven blev for stor for ham, tog jeg selvfølgelig over, og så lyttede han til, at jeg truede med bål og brand.”

Fortrøstningsfuld fremtid
I dag høster både mor og søn frugten. Han er i gang med sit afsluttende speciale på universitetet, har netop købt lejlighed for at etablere bofællesskab, spiller på landsholdet i goalball, er meget aktiv i DBSU og deres repræsentant i IBOS’ bestyrelse. Christina Kallan ved, at det har kostet blod, sved og tårer.

”Hver eneste gang jer er sammen med ham, bliver jeg stolt over, hvordan han tackler sit liv. Jeg kan høre, at han fortæller andre forældre til synshandicappede, at de ikke skal nurse men hærde deres børn og unge, fordi det har givet ham selv et godt liv. Det gør mig glad, for jeg ved godt, at jeg har været lidt af en løvemor.”

I dag kan Christina Kallan næste sænke skuldrene, bl.a. fordi sønnens kæreste udfylder en del af de opgaver, hun tidligere hjalp med.

”Det er som om, at jeg kan trække vejret mere dybt i dag. Jeg har altid været klar til kamp og på vagt, og i en eller anden grad vil jeg nok blive ved med det, men jeg behersker mig mere. Den næste store hurdle for ham bliver at banke hul på arbejdslivet, og det skal nok lykkes, selvom han som minoritet altid vil være et udsat menneske, uanset hvor stærk han er. Men jeg er ret fortrøstningsfuld og lettet over, at han nu både har en kæreste og bor med gode folk.”