Gode grin og ømme muskler var udbyttet, da Niels Bo Hermansen prøvede en sport, der passer godt til nedsat syn.

Bragt i Øjensynligt nr. 3, 2018

I anledning af Danish Open i Judo i februar 2018 arrangerede Lykke Vedsted en judoweekend for synshandicappede. Vi boede på Fuglsangcentret og blev hver dag kørt til DGI-centret uden for Vejle, hvor vi blev modtaget af trænere og hjælpere fra Judo Danmark.

Vi fik udleveret kampdragten gi, og så var det ellers i gang med opvarmning, hvor man bruger hinandens kroppe som redskaber. Efter en kort introduktion til de basale regler og greb, begyndte den første direkte kamp mellem deltagerne allerede efter en time. Det var virkelig vildt.

Den første dag vekslede mellem indføring i greb, tricks og kampe på gulv mellem deltagerne, mens vi næste dag lærte om faldteknik og stående kamp. Judo er en sport med meget kropslig nærkontakt, så man lærer utrolig meget om sig selv og sin krop, og judo er på alle måder en god sport for synshandicappede. Alle træningspas starter med en briefing om, hvad der skal ske og afsluttes med en kort evaluering, så det er nemt at overskue. Desuden kan man føle sig tryg, for man må hverken sparke, slå eller rive.

Vi grinede en masse, selvom vi også var så trætte, at nogen af os knap kunne komme ud af sengen på dag to! Mit indtryk er, at judomiljøet er utrolig omfavnende, rummeligt og virkelig gerne vil synshandicappede. Vi blev f.eks. begavet med medaljer og gaver af formanden fra Dansk Judo Forbund, og jeg vil gerne rose trænere og hjælpere for deres måde at være på og vise, hvordan judo foregår. Også en stor tak til Lykke Vedsted for at arrangere.

Fakta om judo: Judo er en kampsport, der går ud på at få modstanderens ryg i gulvet. Man begynder i stående stilling, hvor de to kæmpere holder fast i hinanden, når kampen sætter i gang. Hvis man kaster modstanderen direkte ned på flad ryg, svarer det til knock out, og kampen er vundet med det samme. Lander modstanderen kun på gulvet, fortsætter man kampen her. Vinderen er den, der først får modstanderen lagt på ryggen og holder personen der i 20 sekunder. Hvis man selv vil prøve judo, kan man kontakte Parasport Danmark eller finde en liste over lokale klubber på www.lfbs.dk