23-årige Cathrine Honoré begyndte under første corona-nedlukning at blogge om at være blind med ADHD for at fortælle om livet med kaos i mørket. For hun vil nedbryde fordomme og skabe mere inklusion.

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 1 2021

”Jeg er ikke blind, jeg kan bare ikke se – og så har jeg en hjerne på en anden radiofrekvens.”

Sådan præsenterer Cathrine Honoré sig selv i den blog, hun oprettede i foråret 2020. Knap et år tidligere forklarede fire bogstaver pludselig, hvorfor hun trods dokumenteret høj IQ alligevel ikke scorede topkarakterer nok til sin drømmeuddannelse, tidligere ofte faldt i søvn i timerne og generelt har svært ved at koncentrere sig.

”Jeg er født blind, og det er jeg jo så også med ADHD uden at vide det. Selvom jeg i første omgang ikke ville acceptere, at jeg dermed på en måde er multihandicappet, var det en kæmpe lettelse at få diagnosen. Det gør meget ved mit selvbillede. Jeg er gået fra at tænke, at jeg var verdens mest slatne og dovne person til at tænke, at jeg egentlig klarer mig ret godt. Seks ud af ti med ADHD har ingen ungdomsuddannelse, når de fylder 25. Det har jeg, og jeg er blind oveni.”

Refleksion på godt og ondt
Tænke og tale gør Cathrine meget. Lige før sovetid melder gamle oplevelser deres ankomst og kræver at blive analyseret og forstået på ny. Kommende begivenheder vender og drejer hun i en uendelighed, hun kan gå i selvsving over ikke at vide, hvad aftensmaden skal bestå af, og ifølge sig selv plaprer hun måske også, når hun taler.

”Jeg er helt afsindigt reflekterende. Hver eneste dag vender jeg alle mulige overvejelser på godt og ondt. Der er aldrig stille i mit hoved, og derfor hedder min blog Kaos i mørket.”

I mange år skrev Cathrine dagbog, og sin egen selvbiografi drømte hun om at forfatte allerede som barn, fordi folk tit siger, at hun har spændende perspektiver på tilværelsen. Alligevel kom det bag på hende, at knap 300 mennesker nu følger bloggen på Facebook.

”I første omgang var det nok en måde at afsøge, om mit liv er noget, folk vil læse om, eller om det i virkeligheden bare er pissekedeligt! Nu er mit mål mere at vise, at selvom jeg lever et travlt liv og kan mange ting, er det ikke kun en dans på roser.”

Farvel til piv
Selvom der i dag står pædagogikstuderende på Københavns Universitet, tidligere højskoleelev, poetryslammer, aktiv i DBSU og SUMH på Cathrines CV, så ønsker hun på ingen måder at fremstå som specielt sej.

”Når man læser om synshandicappede, bliver fortællingen let enten ”Piv, piv, det hele er så hårdt” eller ’Se mig! Jeg kan det hele”. Jeg vil gerne vise, at jeg faktisk har et normalt liv, og jeg tager ikke bare en uddannelse og alt muligt andet. Det er også svært for mig, men jeg bliver nødt til det.”

I folkeskolen og på gymnasiet fik Cathrine tit at vide, at hun havde potentiale til mere end sine 7- og 10-taller, og samtidig var de høje nok til, at ingen rigtig bekymrede sig om, at hun knap kunne overskue at læse fem sider. Karaktererne rakte dog ikke til drømmen om at læse pædagogik på universitetet, så hun forsøgte sig med en læreruddannelse, men den fungerede ikke. Det hele resulterede i en formodet depression og tanker om førtidspension. Indtil en læge sagde ADHD.

”Siden diagnosen er der mange ting, som føles okay. Jeg kan f.eks. tillade mig at studere på halv tid, for blinde læser langsomt og med ADHD’en oveni, bliver det for meget. Det kan folk godt forstå – og så kan jeg også bedre selv acceptere det.”

En beslutning om pyt
Et studie på halv tid var ellers slet ikke med i den klokkeklare plan for fremtiden, Cathrine lagde som 18-årig. Hun ville være coach men fik at vide, at det kræver livserfaring og faglig viden, hvis andre skal tage dig seriøst.

“Jeg er optaget af personlig udvikling, både min egen og andres – måske fordi det er en måde at bruge min refleksionsevne. Jeg vil gerne hjælpe andre til at tage ansvar for deres liv. Ikke gennem paragraffer men ved at tune mig ind på, hvad der er vigtigt for folk. Selvom man måske ønsker sig en bil, er der ofte et bagvedliggende ønske om f.eks. at tro, at bilen gøren lykkelig.”

I sommeren 2020 lykkedes det Cathrine at komme ind på pædagogikstudiet via kvote to, men nu er de skarpe fremtidsplaner lagt på hylden.

”Jeg ved ikke længere, hvad der skal ske, og det er ikke så vigtigt. Der er mange år til, jeg er færdiguddannet. Det kunne lyde som om, at jeg er totalt i sync med mig selv og lever i nuet, og det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg tænker da stadig over alt det, jeg gerne vil, men mit pyt er en be-slutning om at prøve at slippe kontrollen, som jeg måske har tilstræbt på grund af min ADHD.”

Ny mentalitet med nuancer
Noget andet der også ligger Cathrine på sinde er inklusion. Den ægte slags. Ikke den velmenende men uheldige version.

”Hvis jeg kan bidrage til, at blot et eneste barn undgår den pligtliste, som hang i 4A med alle børns navne i alfabetisk rækkefølge – undtagen blinde Cathrines – så er jeg glad. Om mandagen skulle Amalie tage mig med ud i frikvarteret, om tirsdagen var det Bertils opgave og om onsdagen Dittes. Det var lige meget, om de havde lyst til at være sammen med mig eller ej, bare jeg blev sat på gyngen! Meningen er, at en pligtliste skal inkludere, men det var slet ikke det, jeg oplevede.”

Cathrine vil også gerne gøre op med fortællingen om, at blinde får jo ikke arbejde, og hvis de gør, er det som massør eller jurist.

”Jeg ved godt, at beskæftigelses-statistikken er dyster, men hvis du hele tiden hører, at det er umuligt at få job, får du jo slet ikke lyst til at bidrage. I synsverdenen – også blandt forældre – mangler der en ’Hvis-du-vil-så-kan-du’-mentalitet, som vi selvfølgelig skal nuancere, fordi der er meget, som er svært, men dog ikke umuligt. Det er min mission.”ØJENSYNLIGT / NR. 1 / 2021 / 19har spændende perspektiver på tilværelsen. Alligevel kom det bag på hende, at knap 300 mennesker nu følger bloggen på Facebook.”I første omgang var det nok en måde at afsøge, om mit liv er noget, folk vil læse om, eller om det i virkeligheden bare er pissekedeligt!Nu er mit mål mere at vise, at selvom jeg lever et travlt liv og kan mange ting, er det ikke kun en dans på roser.”Farvel til piv Selvom der i dag står pædagogikstuderende på Københavns Universitet, tidligere højskoleelev, poetryslammer, aktiv i DBSU og SUMH på Cathrines CV, så ønsker hun på ingen måder at fremstå som specielt sej. ”Når man læser om synshandicappede, bliverfortællingen let enten ”Piv, piv, det hele er så hårdt” eller ’Se mig! Jeg kan det hele”. Jeg vil gerne vise, at jeg faktisk har et normalt liv, og jeg tager ikke bare en uddannelse og alt muligt andet. Det er også svært for mig, men jeg bliver nødt til det.” I folkeskolen og på gymnasiet fik Cathrine tit at vide, at hun havde potentiale til mere end sine 7- og 10-taller, og samtidig var de høje nok til, at ingen rigtig bekymrede sig om, at hun knap kunne overskue at læse fem sider. Karaktererne rakte dog ikke til drømmen om at læse pædagogik på universitetet, så hun forsøgte sig med en læreruddannelse, men den fungerede ikke. Det hele resulterede i en formodet depression og tanker om førtidspension.Indtil en læge sagde ADHD.”Siden diagnosen er der mange ting, som føles okay. Jeg kan f.eks. tillade mig at studere på halv tid, for blinde læser langsomt og med ADHD’en oveni, bliver det for meget. Det kan folk godt forstå – og så kan jeg også bedre selv acceptere det.”En beslutning om pytEt studie på halv tid var ellers slet ikke med i den klokkeklare plan for fremtiden, Cathrine lagde som 18-årig. Hun ville være coach men fik at vide, at det kræver livserfaring og faglig viden, hvis andre skal tage dig seriøst.”Jeg er optaget af personlig udvikling, både min egen og andres – måske fordi det er en måde at bruge min refleksionsevne. Jeg vil gerne hjælpe andre til at tage ansvar for deres liv. Ikke gennem paragraffer men ved at tunemig ind på, hvad der er vigtigt for folk. Selvomman måske ønsker sig en bil, er der ofte et bag-vedliggende ønske om f.eks. at tro, at bilen gøren lykkelig.”I sommeren 2020 lykkedes det Cathrine at kom-me ind på pædagogikstudiet via kvote to, men nu er de skarpe fremtidsplaner lagt på hylden. ”Jeg ved ikke længere, hvad der skal ske, og det er ikke så vigtigt. Der er mange år til, jeg er færdiguddannet. Det kunne lyde som om, at jeg er totalt i sync med mig selv og lever i nuet, og det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg tænker da stadig over alt det, jeg gerne vil, men mit pyt er en be-slutning om at prøve at slippe kontrollen, som jeg måske har tilstræbt på grund af min ADHD.”Ny mentalitet med nuancerNoget andet der også ligger Cathrine på sinde er inklusion. Den ægte slags. Ikke den velmenende men uheldige version. ”Hvis jeg kan bidrage til, at blot et eneste barn undgår den pligtliste, som hang i 4A med alle børns navne i alfabetisk rækkefølge – undtagen blinde Cathrines – så er jeg glad. Om mandagen skulle Amalie tage mig med ud i fri-kvarteret, om tirsdagen var det Bertils opgave og om onsdagen Dittes. Det var lige meget, om de havde lyst til at være sammen med mig eller ej, bare jeg blev sat på gyngen! Meningen er, at en pligtliste skal inkludere, men det var slet ikke det, jeg oplevede. ”Cathrine vil også gerne gøre op med fortæl-lingen om, at blinde får jo ikke arbejde, og hvis de gør, er det som massør eller jurist. ”Jeg ved godt, at beskæftigelsesstatistikken er dyster, men hvis du hele tiden hører, at det er umuligt at få job, får du jo slet ikke lyst til at bidrage. I synsverdenen – også blandt foræl-dre – mangler der en ’Hvis-du-vil-så-kan-du’-mentalitet, som vi selvfølgelig skal nuancere, fordi der er meget, som er svært, men dog ikke umuligt. Det er min mission.”