Han mangler det ene underben og synet på højre øje. Alligevel har 31-årige Mads Brix Baulund altid søgt indflydelse og medaljer i både sport og forenings­arbejde for mennesker med handicap. For han drages af udvikling millimeter for millimeter.

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt 2021, nr 2

Superlativerne stod i kø som begrundelse for, at det i begyndelsen af 2021 ikke var verdens bedste fodbold­spiller, Pernille Harder, men en ung mand med blindhed og amputeret underben, der vandt titlen Årets Forbillede og Trygprisen på 75.000 kroner.

Mads Brix Baulund blev kaldt ’engageret ildsjæl’ og ’ukuelig fighter’, og da DR Sporten overrakte ham prisen, var det med ordene: ’Du er et fantastisk forbillede for rigtig mange både sportsligt, personligt og menneskeligt. Du har så meget mod, og du viser så meget viljestyrke.’

Forud løber et liv på 31 år med vilkår, der kunne få andre til at vælge en tilbagetrukket tilværelse. Men Mads Brix Baulund vil frem i forreste række. For udvikling er sjovere end hygge, og han vil gerne inspirere andre til, at et liv med handicap har mange muligheder.

At finde sin niche i sport
Det ene øje så intet, det andet kun fem procent, da Mads Brix Baulund blev født. Men han husker ikke, at synstabet fyldte i barndommen. Han løb med de andre i skolegården, spillede stikbold, håndbold i idrætstimerne og begyndte som ung til fodbold.

”Jeg har altid været god til at finde de nicher, hvor jeg kan gøre mig gældende, have værdi for et hold og være sammen med andre frem for at blive isoleret. I boldsport er 1-til-1 situationer min styrke.”

Mads Brix Baulund søgte derfor mod forsvaret i håndbold, hvor han med sit restsyn på fem procent kunne nøjes med korte afleveringer. I stikbold var han god til at undvige, og som fodboldmålmand kunne han med en spiller ved hver stolpe koncentrere sig om at bokse bolden væk. Siden begyndte han at dyrke goalball, kom på landsholdet og med til De Paralympiske Lege i Beijing i 2008.

”Jeg er tiltrukket af den der følelse, hvor jeg kan rejse mig op, kigge modstanderen i øjnene og slå mig selv på brystet, fordi noget lykkes. Det er sjovt at konkurrere og vinde, både fordi det skaber sammenhold, og fordi jeg til træning hver gang kan mærke, at jeg udvikler mig og kommer en millimeter videre. Det er den bedste følelse at opleve rykket. Hyggesport er fint, men ikke noget for mig.”

Det nytter ikke at give op
I 2016 tog livet en drejning. Mads Brix Baulund var på vej til Radio24syv, hvor han var i praktik som journalist. På en station blev han utilpas, faldt ned på skinnerne, blev ramt af et S-tog og ødelagde sin fod, så det ene underben efter flere operationer måtte amputeres. Nu var der for alvor brug for kamp­gejsten.

”Jeg har helt klart været hjulpet af min tilgang med ikke at tolerere, at noget er på en bestemt måde. Uanset om det er smerter eller en kamp. Det med at give op, det nytter jo ikke noget.”

Mads Brix Baulund kunne ikke vende tilbage til goalball og har siden ledt efter en ny sport, som nu bliver løb. Men det er ikke kun på egne vegne, at han søger nye muligheder. Det gælder også andre, der lever med et handicap, så han har i flere år været engageret i forenings­liv og bl.a. siddet i Parasport Danmarks eliteudvalg og i bestyrelen for International Blind Sports Association, der svarer til FIFA inden for blindesport.

”Jeg har lært hjemmefra, at hvis man vil ændre noget, må man søge indflydelse. Elitesport har været med til at forme mit liv, og jeg vil styrke indsatsen for mennesker med store, fysiske handicaps, blinde og svagsynede, så de er bedre repræsenteret i idræt – både på bredde-, talent og eliteniveau.”

Politisk dyr søger indflydelse
Det med indflydelse gælder også andet end sport. Mads Brix Baulund er tidligere formand i Sammenslutningen af Unge Med Handicap og fortsat engageret i DBSU.

”Jeg er vel et politisk dyr, der ikke kan lade være med at blande mig og være med til at sætte nye retninger.”

For øjeblikket arbejder Mads Brix Baulund i Videnscenter om Handicap, hvor han som konsulent skal skabe større inklusion og mangfoldighed på fritidsområdet.

”De fleste kender til ikke at kunne finde sin rolle i en forsamling eller kun få lov at være med som passiv deltager. Men så går man glip af for meget! Alle mennesker skal have mulig­heder, og det indebærer både, at rammerne skal ændres, og at den enkelte indimellem skal skubbes lidt. Det behøver ikke være på store områder men også i dagligdagen, hvor man måske sætter sig som mål at lave mad tre gange om ugen.”

Mads Brix Baulund kalder det at ’blive passager i sit eget liv’, og den ambition retter sig også mod forældre til børn og unge med handicap.

”Vi skal ikke pakkes ind i vat og overbeskyttes. Forældre skal selvfølgelig støtte og bakke op men målet er, at børn og unge selv lærer at vinde nyt terræn.”

Han håber derfor, at Trygprisen kan være med til at vise andre, at det er muligt.

”Jeg gør mit ypperste for at leve op til anerkendel­sen af at være et forbillede. Det har haft store omkostninger for mig og mine nærmeste at genoptræne og kæmpe mig tilbage, så jeg håber, at mine erfaringer med at vende en dårlig situation til noget bedre, kan inspirere andre.”