Ny DBSU-formand vil bygge bro

Mikkel Enok vil arbejde på flere aktiviteter for børn, for land & by og for at ruste unge til selv at kunne tage hånd om at søge støtte og hjælpemidler, når synscentralerne slipper dem

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 2 2022

Det er en erfaren DBSU’er, der har overtaget formandsposten på synsområdet for unge. Mikkel Enok har allerede i seks år været aktiv i organisationens medieredaktion, Hovedbestyrelsen og som formand for Region Øst, så nu fandt han det naturligt at sætte sig for bordenden.

”Jeg har prøvet så meget i DBSU, at jeg gerne vil være med til at bestemme kursen. Vi skal prioritere flere arrangementer uden for de store byer og også for børn og unge under 18 år, og min ambition er især, at DBSU bidrager til at skabe selvstændighed,” siger han.

Bedre overgang til voksenlivet
Mikkel Enok fik i 0. klasse konstateret et synshandicap, som højst sandsynligt skyldes RP. Det affødte god hjælp fra Synscentralen i Vordingborg, som gennem folkeskolen og på gymnasiet hjalp med f.eks. det nødvendige lys og ITprogrammer. Men da han blev myndig, stod han pludselig på egne ben.

Mikkel Enok begyndte at læse dansk på universitetet som den første i en familie med meget korte uddannelser, så ingen kunne hjælpe ham med at forudse sine behov på et videregående studie.

”Jeg kendte mine rettigheder og vidste, hvilke hjælpemidler jeg plejede at bruge, men jeg anede ikke, hvordan man egentlig søgte om dem, og da jeg 14 dage før en stor eksamen bad studievejlederen om ekstra arbejdstid, fik jeg at vide, at det var for sent. Det er den slags jeg håber andre kan undgå. DBSU skal ruste unge til selv at vide, hvordan og hvornår man søger støtte, når man bliver myndig og ikke længere har sin egen synskonsulent.”

Mere end en kaffeklub
Ud over et tæt samarbejde med synscentralerne har Mikkel Enok også en idé om, at DBSU’s erfarne medlemmer skal fungere som mentorer for nye. Det har han selv haft gavn af.

”Det sociale aspekt af DBSU er vigtigt, men vi er mere end en kaffeklub. Vi skal hjælpe hinanden til at blive mere komplette mennesker, der ikke er så afhængige af andres hjælp. Det duer ikke, at man kun kan komme omkring, hvis mor eller taxaen kører, og de fleste kan mere, end de tror. Måske ikke i første omgang, men ved at øve sig og blive inspireret af andre. Jeg kan selv takke DBSU for, at jeg er selvstændig i dag.”

Da Mikkel Enok begyndte i organisationen som 18-årig, fik han f.eks. lov at komme med den daværende formand til møder i Socialstyrelsen og fik indblik i alle de processer, der gemmer sig bag arbejdet på synsområdet.

”Dengang var jeg heller ikke så selvstændig, men det blev jeg, og jeg vil gerne bidrage til, at hvis man ikke har så godt selvværd, kan arbejdet i DBSU styrke ens personlighed.”

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS og er i dag deltidsansat i SUMH. Derudover har hun eget firma med opgaver inden for fagjournalistik, kommunikation og undervisning om pædagogik, læring, børn, unge og mennesker i udsatte positioner.